10 ting der vil forandre Opel

Opel står over for enorme forandringer efter den franske PSA-koncerns køb af det tyske traditionsmærke. Bilerne skal fortsat udvikles i Tyskland, men al teknik bliver fransk i fremtidens Opel-modeller.

Hvor fransk bliver Opel egentlig, efter at den franske PSA-koncern købte det tyske traditionsmærke tidligere i år?

Sådan har det indlysende spørgsmål lydt, efter at PSA med de tre mærker Peugeot, Citroën og DS overtog kontrollen med Opel tidligere i år. Forleden fik vi svar på et pressemøde, hvor PSA-bossen Carlos Tavares og Opel-direktør Michael Lohscheller (billedet) afslørende den første forretningsplan for Opel efter den franske overtagelse.

Den korte udgave er, at Opel fortsat får base hjemme i tyske Rüsselsheim, men at teknikken bliver fransk: Tyske ingeniører vil fortsat udvikle nye Opel-modeller, men de kommer udelukkende til at bruge teknik udviklet i Frankrig til de franske mærker Peugeot, Citroën og DS.

Baggrunden er alvorlig: Mens amerikanske General Motors har ejet Opel, har mærket (og det britiske søstermærke Vauxhall) været en konstant underskudsforretning: Siden 1999 har Opel tabt omkring 120 milliarder kroner, mens salget er faldet støt. Samtidig er Opel ikke klar til at overholde EU’s grænser for CO2-udslip i den nærmeste fremtid, hvilket vil udløse kælkkelige bøder og belaste Opels anstrengte økonomi yderligere.

Det er med andre ord et vingeskudt Opel, som PSA har overtaget – og derfor kommer der til at ske drastiske forandringer: PSA-boss Carlos Tavares, der på rekordtid har hevet Peugeot-Citroën op af en tilsvarende krise, vil gentage kunststykket med Opel. Tavaras kalder Opels situation ’dramatisk’ og det samme kan siges om hans plan, der allerede i 2020 skal veksle det nuværende underskud til et overskud på to procent. I 2026 skal afkastet være oppe på seks procent – eller tre gange så meget som Volkswagens – mens stordriftsfordele samme år skal barbere 12,8 mia. kroner af Opels nuværende omkostninger.

Planen for Opel indeholder disse 10 afgørende punkter:

1. Antallet af platforme reduceres til blot to – og de kommer begge fra PSA-gruppen. Dels den såkaldte EMP2 platform, der er skalerbar og i dag bruges til biler som Peugeot 308 og Citroën C4 Picasso, dels en ny CMP-platform til mindre biler som en kommende Opel Corsa. CMP-platformen udvikles i samarbejde med kinesiske Dongfeng og kommer også i en udgave til elbiler.

2. I 2024 er antallet af motorfamilier skåret ned fra 10 til blot fire – og de kommer alle fra PSA. Formentlig bliver der tale om to benzinmotorer med henholdsvis tre eller fire cylindre, en familie af firecylindrede dieselmotorer og endelig en hybridmotor, der kombinerer benzinmotor med eldrift.

3. Under mottoet ’Opel goes electric’ skal Opel udvikle nye hybrid- og elbiler for PSA-Opel. For at leve op til kommende krav til CO2-udslip skal PSA og Opel i 2024 tilbyde alle modelserier i en eller anden form for el-drevet udgave – f.eks. crossoveren Grandland X som hybrid og den nye generation af Corsa som ægte elbil.

4. Til og med 2020 skal Opel lancere ni nye modeller. Det lyder af meget, men inkluderer facelifts og modelvarianter som stationcars. Blande de nyheder, som vi ved, der er på vej, er bl.a. en ny udgave af ’Postmand Per-bilen’ Combo i 2018, ny Corsa i 2019. Samme år ser vi formentlig en ny udgave af den kompakte SUV Mokka.

5. Netop SUV- og crossover-modeller kommer til at præge Opels modelprogram fremover. Kunderne vil have dem og fortjenesten er god, så i 2021 skal de højbenede biler udgøre hele 40 procent af det samlede Opel-salg.

6. De nye Opel-modeller skal fortsat udvikles ’hjemme’ hos Opel i Tyskland. På den måde håber Opel at kunne bevare en tysk identitet – eller ’sjæl’, om man vil. Men ’hjertet’ bliver fransk, for al teknik leveres af PSA.

7. De mange tyske arbejdere på Opels fabrikker i Tyskland kan dog ånde lettet op: De får lov at beholde deres jobs, fordi Opel også fortsat skal fremstilles i Tyskland. Og det til trods for, at PSA bygger deres biler væsentligt billigere i Frankrig, hvor arbejdslønnen er lavere. Det skal blive spændende at se, om den aftale kommer til at holde…

8. Til gengæld rykker Opels produktion i Sydkorea, hvor man i dag bygger Karl og Mokka, tilbage til Europa. Fabrikken i Sydkorea tilhører nemlig den tidligere ejer, General Motors.

9. Omvendt giver skilsmissen fra GM Opel mulighed for at prøve lykken på nye markeder, hvor GM ikke ønskede at sælge Opel. Det betyder, at PSA vil prøve at introducere Opel i lande som Kina, Brasilien, Argentina og Saudi-Arabien.

10. Med de massive besparelser kan Opel faktisk både sælge færre biler og blive en bedre forretning. Fremover får Opel et ’breakeven’ på 800.000 biler – det vil sige, at herfra løber forretningen rundt og sælges der flere biler, skaber det overskud.

Læs også: Opel bliver fransk

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here