Better Place er gået konkurs

Den forkerte forretningsmodel, dårlig timing, tekniske vanskeligheder og kun få kunder – alt gik galt for elbiloperatøren Better Place. Herhjemme berøres ca. 200 danske elbilsejere.

Efter fire års hård kamp for at skabe et marked for elbiler til en samlet investering på knapt 5 milliarder kroner, har elbiloperatøren Better Place endegyldigt mistet gnisten: Søndag indgav Better Place konkursbegæring. Dermed mister 100 medarbejdere i Danmark deres arbejde, mens lidt over 200 danske ejere af elbilen Renault Fluence ZE efterlades i en usikker situation.

Baggrunden for konkursbegæringen er, at Better Places’ moderselskab og hovedaktionær, Israel Corporation, ikke vil spytte flere penge i kassen. Better Place er stiftet af den israelske IT-mand Shai Agassi, og satsede på netop Israel og Danmark som lande, hvor en forretningsmodel for elbiler med udskifteligt batteri først skulle slå igennem. I Better Place Danmark er det danske energiselskab DONG mindretalsaktionær.

”Det er umådeligt trist, at det for os ender her efter mere end fire års intenst arbejde. Det har hele tiden været en forudsætning at Better Place Danmark A/S fik adgang til ekstern finansiering i endnu 2-3 år, før selskabet ville kunne stå på egne ben. Der er blevet arbejdet hårdt på at skaffe den nødvendige finansiering helt til sidste minut, men det lykkedes desværre ikke. Vores beslutning om konkursbegæring er derfor det eneste ansvarlige at gøre i den konkrete situation,” siger Johnny Hansen, administrerende direktør for Better Place Danmark.

Målsætninger uden jordforbindelse
Med konkursen fik skeptikerne ret: Better Place har nok været drevet af pioner-ånd og gå-på-mod, men manglet viden om bilindustrien, bilkøberne og bilmarkedet. Eksempler på målsætninger helt uden jordforbindelse har der været flere af: F.eks. da Better Place stifter Shai Agassi i 2009 erklærede, at han forventede der ville køre 500.000 Renault Fluence ZE elbiler på de danske veje i 2020. Det svarer til knapt en fjerdedel af den samlede danske bilpark.

Også den danske Better Place-direktør, Johnny Hansen, satte overliggeren højt, da han i 2011 sagde, at han godt kunne se Renault Fluence blive Danmarks mest solgte bil.

Sådan kom det langt fra til at gå. Ifølge tal fra den danske Renault-importør er der til dato indregistreret 219 Renault Fluence ZE med Better Place abonnement i Danmark. Derudover har Better place knapt 300 kunder, der abonnerer på Better Place’s almindelige ladestandere.

Better Place’s forretningsmodel var dog bygget op omkring elbilen Renault Fluence ZE, der er den hidtil eneste elbil med mulighed for at skifte bilens batteri. Det sker på knapt 20 batteriskiftestationer, som Better Place har opstillet over alt i Danmark – de sidste så sent som i slutningen af 2012. Her kører Fluence-ejere deres elbil ind på stationen, hvorefter robotter skifter batteriet på fem minutter. Tanken var, at elbilen – der kan køre op til 160 km på friske batterier – dermed ville få samme mobilitet og rækkevidde som almindelige biler.

I praksis viste der sig at være en række store udfordringer:

–          Renault Fluence er baseret på en mellemstor sedan med almindelig bagagerum. Denne biltype er udbredt i Israel, men stort set usælgelig i vores del af Europa.

–          Better Place havde satset på, at andre bilmærker ville lave elbiler med udskifteligt batteri. Det skete ikke. Tværtimod: Når Renault snart sender elbilen Zoe – afløseren for Fluence – på markedet, har Renault droppet skifteteknologien til fordel for hurtig opladning.

–          Renault Fluence har været plaget af flere fejl. Mange har oplevet defekte bremser i det danske vintervejr og rækkevidden har været meget langt fra de lovede 160 km på en opladning. På en råkold vinterdag har 75 km været en mere realistisk rækkevidde.

–          Flere kunder har oplevet fejl på batteriskiftestationerne.

Næppe muligt at fortsætte batteriskiftestationer
Alt i alt har Better Place tilsyneladende satset på den forkerte forretningsmodel på det forkerte tidspunkt – og det skaber usikkerhed for de 219 danske Better Place abonnenter, der gerne vil skifte batteri på deres Fluence elbil. Med så få kunder er der næppe et forretningsgrundlag for at fortsætte driften af det landsdækkende net af skiftestationer. I stedet må Fluence-ejerne have tålmodighed til almindelig opladning af batterierne i deres elbiler.

Ifølge den danske Renault-importør er det netop, hvad der kommer til at ske: Better Place abonnenterne vil blive tilbudt en lejeaftale på batteriet i deres biler, nøjagtig som i Renaults andre elbiler som Twizy og Zoe.

Med elbilen Zoe dropper Renault ideen om batteriskift - alene det er et tegn på, at heller ikke Renault troede på Better Places' forretningsmodel.
Med elbilen Zoe dropper Renault ideen om batteriskift – alene det er et tegn på, at heller ikke Renault troede på Better Places’ forretningsmodel.

Renault understreger samtidig, at Better Place’s konkurs ikke får nogen betydning for fabrikkens lancering af kommende elbiler; de fortsætter som planlagt. En udmelding der understreger, at Renault reelt opgav batteriskifte-idéen for lang tid siden og dermed for længst gav Better Place’s forretningsmodel et ”teknisk dødskys”.

Elbilen som sådan sættes næppe tilbage af Better Place’s konkurs. Overordnet er Better Places danske direktør, Johnny Hansen, da også fortsat optimist på elbilens vegne:

”Elbilen er fremtidens grønne transportform. Det tror vi fortsat på, men innovation tager tid og kræver mod, og der er ingen garantier, når man udfordrer 100 års transportvaner.”

Læs mere på bloggen: Har Better Place mistet gnisten?

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here