Biludlejere satser på elbiler

Minileasing: Avis fordobler sin flåde af eldrevne Nissan-biler, inden afgiftsfritagelsen måske afskaffes for elbiler.

Nissan Leaf blev i 2014 den mest solgte elbil i Danmark, ikke mindst fordi biludlejningsselskabet Avis har købt i hundredvis af dem. Og nu har udlejningsgiganten bestilt yderligere 450 nye elbiler, skriver finans.dk.

Når samtlige biler i løbet af året er blevet leveret vil selskabets flåde  bestå af mere end 900 elbiler. Og man forventer ikke, at de kommer til at samle støv i garagen.

I 2014 afleverede Avis en ordre af næsten samme størrelse, og de biler blev revet væk af interesserede kunder. Det skyldes ikke mindst, at man er i stand til at udleje bilerne på månedsbasis for blot 3.495 kr. (2.995 kr. uden moms), hvilket ifølge finans.dk er væsentligt under de 5.495 kr., som man skal betale for at leje en størrelsesmæssigt tilsvarende benzinbil.

“2014 var, som jeg ser det, et gennembrudsår for elbilerne. Det interessante er, at vi har fået presset priserne så langt ned, at de kan konkurrere med de mere traditionelle brændstofbiler,” siger adm. direktør i Avis Kasper Gjedsted til finans.dk.

Elbilerne har den fordel, at de er fritaget for afgifter, samtidig med at Avis har modtaget ca. 1 mio. kr. i støtte fra Energistyrelsen til projektet, og de penge, der er blevet investeret i at sænke udlejningsprisen.

Endelig kan man købe til en god pris, når man bestiller 450 styk, fortæller selskabets direktør, der har udset sig tre forskellige modeller: Nissan Leaf, Nissan EV Evalia samt elvarebilen Nissan E-NV200.

“Vi har fået en god rabat, fordi vi har købt så mange. Desuden er der prestige i det for Nissan, fordi det måske kan give inspiration til andre udlejningsselskaber,” siger Kasper Gjedsted.

Avis er ikke alene med elbiler
Det har Avis-direktøren angiveligt ret i. I hvert fald har konkurrenten Sixt også kastet sig over mini-leasing af elbiler. Ud over bl.a. Nissan Leaf tilbyder Sixt også en elektrisk VW Up – begge til knap 3.000 kr. om måneden.

Man skal typisk ikke skal betale nogen førstegangsydelse i forbindelse med, at man lejer en af elbilerne, og det betyder at de kan konkurrere med de mere klassiske leasingtilbud hos bilforhandlerne. Udgiften til opladning af elbilen er ikke inkluderet i den månedlige udgift.

Afgiftsfritagelsen for elbiler udløber med udgangen af 2015, og regeringen har lovet at se på fremtiden for elbilerne her først i det nye år, men endnu er der ikke meldt noget ud. Fjernes afgiftsfritagelsen, vil en VW e-Up stige fra ca. 180.000 kr. til omkring 440.000 kr.

Læs også: Køberne trækker stikket på elbiler

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here