Brintbilen forurener som en benzin-sportsvogn

Toyotas er lige om hjørnet og snart følger Honda, Hyundai og flere efter. Men brintbilen er ikke helt så miljøvenlig som mange tror.

Elbiler og brændselscellebiler bliver hypet som det nye ’grønt’. Men en ny undersøgelse viser, at de endnu ikke er det mest miljøvenlige valg. Det skriver Ingeniøren.dk.

En ny, stor schweizisk undersøgelse kaster ny benzin – eller brint – ind i debatten for eller imod brintbiler som miljømæssig helgen. Det er det føderale schweiziske institut for materialevidenskab og teknik (EMPA) som står bag undersøgelsen, der påviser, at brintbilerne i deres nuværende form er dårligere for miljøet end både elbiler og biler med en almindelig, effektiv brændstofmotor.

Hovedresearcher Dominic Notter og hans hold har foretaget en såkaldt livscyklusanalyse af en brintbil, en elbil og en benzinbil, hvor alle miljøpåvirkninger fra produktion over anvendelse til genanvendelse er blevet medregnet. Alle biler havde en effekt på 55 kW.

Resultatet viser, at brændselscellebiler kun er en bedre investering miljømæssigt, hvis de kører på brint fra vedvarende energikilder.

Det kan nemlig ikke svare sig at trække på elektricitet fra det europæiske elnet, producere hydrogen af det og bruge det som brændsel i biler. Dertil er CO2 udslippet pr. kWh for stort i forhold til forbruget i en effektiv forbrændingsmotor.

”I dag vil en brændselscellebil, der benytter elektricitet til at generere brint, afgjort være det dårligste valg. Sådan en bil vil have samme miljømæssige påvirkning som en luksuriøs sportsbil, der kører omkring 8 km/l,” har forskerholdet udtalt til EMPA’s hjemmeside.

Elbilen langt bedre end brintbil
EMPA’s resultater viste ifølge Ingeniøren.dk ligeledes, at også elbilen er mere miljøvenlig end brintbilen.

Benzinbilen viste et brændstofforbrug på 16,4 km/l efter 150.000 km kørsel. Under hensyntagen til de miljømæssige konsekvenser af både produktion, brug og genanvendelse omregnede EMPA, hvad henholdsvis elbilen og brintbilens miljøudslip svarede til i brændstofforbrug. Her endte tallet for elbilen på 15,6 km/l. og brændselscellebilen viste et forbrug svarende til blot 8,2 km/l.

Researchgruppen peger dog på, at fremtiden kan se anderledes ud. Brintbiler vil blive miljømæssigt konkurrencedygtige, så snart en virksomhed er i stand til at masseproducere brint udelukkende genereret af strøm fra sol, vind og vandkraft.

I Danmark findes der omkring 20 brintbiler, som hovedsageligt er offentligt ejede. Tallet forventes ifølge Ingeniøren at stige til omkring 50 ved udgangen af året.

Fakta: Læs EMPA’s undersøgelse her

[email protected]

2 Kommentarer

  1. OK, hvorfor skriver I, at Toyota kommer som de første og Honda og Hyundai kommer efter… Honda har lavet fungerende brintbil siden 2008.. BMW har lavet brintbil siden 2006 og kommer med Ny BMW I8 brint snart. Hvorfor tror danskere, at alt andet end vindmøller er giftige, farlige og ikke mindre forurenende?

    Det kan sgu godt være I er kloge, og synes det gamle kulværk er verdens bedste, men ny teknik skal lige udvikles, inden I dømmer det. Folk troede også mikrobølgeovnen var radio aktiv.. (Forkortet af red.)

    • Hej Tommy. Toyota Mirai er verdens første seriefremstillede brintbil – og den første, der kan købes i Danmark. Med venlig hilsen, Jens Velling, hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here