Citroën C3 får luft under vangerne

Citroën siger adieu til mini-MPV’en C3 Picasso og bon jour til afløseren C3 Aircross i moderigtigt SUV-look. Den franske crossover deler teknik med Opel Crossland X og skal bygges samme sted.

Adieu til Picasso, bon jour til Aircross: Det er skiftedag hos Citroën, der i lighed med mange andre bilmærker forlader markedet for familievenlige MPV’ere til fordel for moderigtige SUV-modeller. Kvadratisk, praktisk, god er nemlig ikke længere god latin for bilkøbere med børn. Verden over vil mor, far og alle andre hellere stige op i en SUV med højere siddestilling, mere maskulint look og luft nok under vangerne til at forcere kantstene i byen til daglig og en markvej på vej i sommerhus i weekenden.

SUV-modeller skal øge salget 30 pct. 

Farver på spejle, tagræling og den gennemsigtige C-stolpe er særlige kendetegn for C3 Aircross.
Farver på spejle, tagræling og den gennemsigtige C-stolpe er særlige kendetegn for C3 Aircross.

Tallene fortæller en tydelig historie: Mens bilsalget i Europa steg seks procent i 2016, faldt Citroëns salg med 1,4 procent. Citroën selv er ikke i tvivl om, at det skyldtes manglen på moderne SUV-modeller og har igangsat en sand offensiv: Den prisbillige C4 Cactus fra 2014 fører an, for nylig afslørede franskmændene den mellemstore og mere luksusprægede C5 Aircross og nu er turen kommet til den kompakte lillesøster, C3 Aircross. Citroën forventer, at satsningen på flere SUV-modeller vil øge salget med hele 30 procent.

Citroën selv kalder C3 Aircross for en SUV, men det er en tilsnigelse, hvis man ved SUV forstår en firehjulstrækker med offroad-egenskaber. C3 Aircross kan nemlig kun fås med forhjulstræk. Hvis naturen kalder, kan C3 Aircross dog udstyres med elektroniske ‘støttehjul’ i form af særlige køreprogrammer udviklet til f.eks. sand, sne eller mudder samt en ‘nedkørselsassistent’. Konkurrenter som Renault Captur og søsterbilen Peugeot 2008 trækker dog heller aldrig på alle fire og mon ikke også at kunderne er rimeligt ligeglade: C3 Aircross er til den unge, stilbevidste familie, der mere befinder sig på stenbroen end på landet.

Klassens største bagagerum
Familien kan glæde sig til en kabine, der ifølge Citroën ikke kun sætter rekord for loftshøjde i klassen, men også tilbyder fleksibilitet i form af splitbagsæde og mulighed for at køre bagsædet frem og tilbage. Med en længde på 415 cm og højde på 164 cm måler C3 Aircross omtrent det samme som klassens bestseller, Renault Captur. Pladsudnyttelsen skulle være i top med en akselafstand på velvoksne 2,6 meter og bagagerummets kapacitet på mellem 410 og 1.289 liter gør faktisk det franske ‘luftkryds’ til klasseleder.

I Kabinen kendes til fra C3 og C4 Cactus. Farverne kan kombineres på 90 forskellige måder.
I kabinen kendes stilen fra C3 og C4 Cactus. Farverne kan kombineres på 90 forskellige måder.

Stilen bliver et andet salgsargument. Med C3 Aircross fortsætter Citroën med at skille sig ud fra mængden med både runde og solide former og den markante opdeling af forlygter i to separate huse til henholdsvis kørelys og nærlys/fjernlys.

Platformen er ny og gør det muligt at udstyre C3 Aircross med et væld af sikkerhedsassistenter som automatisk nødbremse, aktiv linjevogter, automatisk parkeringshjælp, blind-vinkel advarsel og træthedsregistrering. Ganske galant fik Opel, det nye medlem af Peugeot-Citroën koncernen, dog lov til at ‘komme først’ med den nye platform, da de afslørede Opel Crossland X, der er baseret på samme teknik som C3 Aircross.

Moderne infotainment er der også tænkt på med betjening via en trykfølsom skærm, der bl.a. kan udstyres med 3D-navigation og ‘real-time’ trafikinformation, Apple CarPlay, stemmestyring og trådløs opladning af mobilen.

Tre benzinmotorer, to diesel
De to biler er vidt forskellige i design, men under hjelmen finder vi de samme motorer: Enten tre udgaver af samme trecylindrede benzinmotor på 1,2 liter med 82, 110 eller 130 hk eller en 1,6 liters diesel med 100 eller 120 hk. Alle maskiner kommer fra Peugeot-Citroën koncernens hylder, men C3 Aircross skal bygges på samme samlebånd som Crossland X på Opels fabrik i spanske Zaragoza.

C3 Aircross ventes at nå frem til danske Citroën-forhandlere sidst på året.

Det to-delte bagsæde i C3 Aircross kan både fældes frem og justeres i længden.
Det to-delte bagsæde i C3 Aircross kan både fældes frem og justeres i længden.

Læs også: Citroën står på SUV-bølgen

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here