Crossland X – Opels franske forbindelse

Crossland X bliver den første Opel, der deler teknik med Peugeot og Citroën. Med PSA's køb af Opel er det kun begyndelsen.

Opel viser Crossland X – en kompakt crossover udviklet sammen med Peugeot, der skal konkurrere med 2008 og Renault Captur. Dansk premiere til sommer.

Opel har fundet melodien og nærmest racer mod bedre tider med et godt image, stigende salg og sorte tal på bundlinjen. 2017 bliver året, hvor fremgangen skal cementeres med lanceringen af hele syv nye modeller. Vigtigst bliver den nye Passat-udfordrer, Insignia Grand Sport, men lige efter kommer nyheden, Crossland X.

Også Crossland X får den karakteristiske, buede pynteliste langs med taglinjen, der er blevet et kendetegn for Opel.
Også Crossland X får den karakteristiske, buede pynteliste langs med taglinjen, der er blevet et kendetegn for Opel.

Årets næst vigtigste nyhed fra Rüsselsheim er nemlig en kompakt crossover, en biltype, der sprænger alle prognoser og bare bliver mere og mere populær. Det store trækplaster er den højere siddeposition, og det får man også i Crossland X, der nok er 16 cm kortere end en Opel Astra, men også hele 10 cm højere.

Pladsen skulle være god, for med den ekstra højde sidder man mere opret og med bøjede ben. Kniber det alligevel med benpladsen, kan bagsædet længdejusteres med hele 15 cm. Længere bagude sluger bagagerummet pæne 410 liter, og lægger du splitbagsædet ned, vokser volumen til 1.255 liter. Foran kan forsæderne opgraderes til Opels komfortable AGR-sæder, der byder på særlig fin støtte og ergonomi.

Farvel til Meriva
Designet er et kapitel for sig. Crossland X ligner en formindsket SUV med mod på en smattet skovsti, men kommer altid kun med forhjulstræk. Den nye stil er et radikalt skifte med den mere van-agtige mini MPV Meriva, som Crossland X afløser. Sådan er bilmoden lige nu – den praktiske MPV er død, crossoveren længe leve. Dermed er det også farvel til Merivas finulige ‘selvmords-bagdøre’, der åbnede op mod kørselsretningen. Det lever vi nok med, for almindelige døre er billigere og lettere og det kan være med til at bringe indgangsprisen på en Crossland X under den magiske 200.000 kroners grænse. Det ved vi dog først, når vi kommer tættere på Danmarkspremieren til sommer.

Prisen afhænger i høj grad af udstyr – og listen over lækkerier, der kan fyldes i Crossland X bliver lang. Blandt mulighederne er navigation på den otte tommer store betjeningsskærm med Opels Intelli-Link system, mulighed for Apple CarPlay og Android Auto, indbygget Wifi, trådløs mobilopladning og selvfølgelig Opels OnStar nødopkalds-system.

En 8-tommers skærm med navigation bliver ekstraudstyr i Crossland X. Kabinen er fri for Peugeot-dele selv om Crossland X er udviklet sammen med den franske bilfabrik.
En 8-tommers skærm med navigation bliver ekstraudstyr i Crossland X. Kabinen er fri for Peugeot-dele selv om Crossland X er udviklet sammen med den franske bilfabrik.

Sikkerhedsassistenter bliver der også mange af. Vi nævner i flæng automatisk nødbremse, vognbaneassistent, skiltegenkendelse, træthedsregistrering, blindvinkel-assistent og parkeringshjælp.

Co-produktion med Peugeot
Motorer nævner Opel endnu ikke noget om. Og det er interessant, for Crossland X er udviklet sammen med Peugeot, der skal bruge samme platform til næste generation af deres kompakte crossover, 2008. Spørgsmålet er så, om de to firmaer bare kan skrue deres egne maskiner i hver deres udgave – eller om begge biler i stordriftens hellige navn får samme motorleverandør?

Med en længde på 421 cm er Crossland X fem cm længere end den nuværende Peugeot 2008, men samtidig både syv cm kortere og lavere end Opel Mokka X. Senere i år følger en endnu større Grandland X, der også har en fransk forbindelse: Her er det nemlig platformen fra Peugeots nye 3008, der kommer til at danne basis for Opels næste crossover. Mens Grandland X skal produceres på samme samlebånd i Frankrig som Peugeot 3008, vil Opel selv producere Crossland X hjemme i Tyskland.

Crossland X får officiel verdenspremiere i april på biludstillingen i Geneve. Derefter ventes Opels nye håb til Danmark til juni. Dermed får den et lille, men vigtigt forspring til et væld af kommende konkurrenter i den kompakte crossover-klasse fra bl.a. VW, Seat, Hyundai og Kia.

Splitbagsædet kan justeres 15 cm frem og tilbage.
Splitbagsædet kan justeres 15 cm frem og tilbage.

Læs også: Ny Opel Insignia er større men lettere

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here