Dacia: Byfolket vil ikke have billigbiler

Renaults rumænske billig-mærke Dacia sælger ikke så godt som forventet. Salget er faldet det seneste år og de fleste købere bor på landet.

De storbysmarte i Danmark styrer uden om det rumænske lavprismærke Dacia, der ejes af Renault.

“Vi kan ikke sælge Dacia i byer med mere end én cafe,” siger Søren Hyltoft Thomsen, pressechef for Dacia og Renault i Danmark, til Politiken.

Han erkender, at Dacia ligger under importørens salgsmål i alle de fem største byer i Danmark. I 2015 solgte Dacia ca. 2.900 personbiler i Danmark. Det svarer til, hvad Peugeot sælger af sin 208 model eller VW af Up’er på tre-fire måneder. Den mest solgte model er den højbenede crossover Duster.

En sammentælling over indregistreringer af Dacia i 2015 i landets fem regioner, som Politiken har lavet viser, at Region Syddanmark fører stort over Region Hovedstaden, når det gælder Dacia-salg. Men ser man til gengæld på det samlede salg af personbiler, er det mere end dobbelt så højt i hovedstadsregionen som i det sydlige Danmark.

Ifølge pressechefen skyldes en del af forklaringen på det skuffende salg desuden leveringsproblemer i løbet af 2015. Dacia manglede biler i tre sommermåneder, og det kunne aflæses i salget, oplyser han.

“Dacia-kunderne vil have deres bil her og nu. De vil ikke vente i flere måneder, for så går de bare et andet sted hen,” siger Søren Hyltoft Thomsen til Poliken og fortæller videre, at Renault-kunder derimod ikke har noget imod at skulle vente et par måneder på deres nye bil. Det er den normale leveringsperiode hos mange bilmærker.

Dacia markedsføres især på en lav pris, men kunderne vælger alligevel de lidt dyrere versioner:
“Der er ingen – som i ingen – der tager den billigste basisversion. Den er så skrabet, at den nærmest mangler dørhåndtag,” siger Søren Hyltoft Thomsen med en pæn portion selvironi på mærkets vegne.

“De fleste kunder går efter det højeste udstyrsniveau. Mange af kunderne, som ofte kan kaldes ’ældre’, har savnet automatgear, og det er vi også klar med nu,” siger Søren Hyltoft Thomsen.

Den nye version af Dacia Sandero fås med automatgear til 115.000 kroner. Men der findes ifølge Politiken tre endnu billigere biler med automatgear. Nemlig Suzuki Celerio, som koster 109.000 kroner og Seat Mii til 99.900 kroner samt Skoda Citigo til 111.000 kroner.

Dacia er ikke billig nok
Ifølge Hvilkenbil.dk’s redaktør Jens Velling illustrerer det meget godt Dacias problem på det danske marked.

“Bilen er billig, men ikke billig nok i forhold til, at kvalitet, komfort og finish er højere hos stort set alle konkurrenter,” siger Jens Velling.

Han vurderer, at prisudviklingen på det danske marked har været imod Dacia:

”Da mærket blev lanceret i Danmark, var jeg sikker på, at det ville blive en succes. Nu er jeg i tvivl. Dacia har efter min mening begået en klassisk fejl ved at komme lidt for dyrt ind i et ekstremt prisfølsomt marked. Det kan lyde paradoksalt for et erklæret billigmærke, men især Dacia Sandero havde kun i starten en tilstrækkeligt lav pris. Siden har der været konstant priskrig, så mere anerkendte mærker med en længere historie i Danmark sagtens kan konkurrere med Sandero på prisen. Samtidig tilbyder Dacia slet ikke en model i den populære mikroklasse. Det er en udfordring for et mærke, der vil konkurrere på pris, at man slet ikke er tilstede i den billigste bilklasse,” siger Jens Velling.

Dacia blev genintroduceret på det danske marked i 2013 efter flere års fravær. Først med Lodgy, både som 5- og 7-personers MPV og senere på året Sandero.

Efter et overraskende godt 2014, hvor der blev solgt ca. 3.000 Dacia – ca. 1000 flere end forventet – spåede pressechef Søren Hyltoft Thomsen et salg på ca. 4.000 nye biler 2015, men i stedet fald det altså med over 1.000 styk til ca. 2.900 biler.

FAKTA: Salg af Dacia i 2015
Fordeling af indregistreringer af Dacia på regionerne:

1. Syddanmark: 822
2. Midtjylland: 795
3. Hovedstaden: 565
4. Sjælland: 474
5. Nordjylland: 291

Kilde: De Danske Bilimportører. Optælling er foretaget af Politiken.

FAKTA om Dacia:
Dacia bygges i Rumænien og Marokko.

Dacias program i Danmark består af Sandero (femdørs minibil), Logan MCV (stationcar), Lodgy (mpv med 5/7 sæder) og Duster (crossover).

Alle biler fra Dacia er bygget på teknik fra tidligere Renault-modeller. Motorerne er dog de samme som i Renault/Nissan.

Sikkerheden lever til gengæld ikke op til dagens standard hos Dacia. Man kan f. eks. ikke få automatisk nødbremse, der ellers er en mulighed til mange andre billige biler. Dacia har ikke opnået mere end tre stjerner i Euro NCAP’s sikkerhedstest, hvor topkarakteren er fem stjerner.

Læs også: Derfor bliver Dacia en succes i Danmark

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here