‘Det er jo tudetosset…!’

Politikerne siger, vi ikke råd til at fritage sikkerhedsudstyr for registreringsafgift, men har vi råd til at lade være, spørger hvilkenbils Henrik Hauthorn. 

Henrik Hauthorn

I november skete det; vi fik en nedsættelse i registreringsafgiften på nye biler. For første gang siden afgiften blev indført for ca. 90 år siden. Lad os bare være ærlige, vi troede faktisk ikke rigtig på det ville ske, men nu er det altså en realitet, og så skulle man måske tro, at alle klappede i hænderne.

Men vi er ikke tilfredse. Kald os bare utaknemmelige skarn, men vi havde håbet på mere intelligente lempelser i afgiften end blot at lette afgiften på de dyrere biler fra 180 til 150 pct. Et tiltag der i øvrigt ikke rigtig ser ud til at virke efter hensigten; danskerne køber stadig langt flest af de mindre biler.

Nej, vi havde langt hellere set, at politikerne havde valgt at fritage sikkerhedsudstyr, der kan redde liv, for afgifter. Og faktisk har vi råd til begge dele – det kommer vi lige tilbage til.

Som vi tidligere har skrevet, betyder den høje afgift på sikkerhedsudstyr, at de fleste bilkøbere vælger udstyret fra. Man forstår det. Eksempelvis ender en sikkerhedspakke til en Mercedes-Benz C-klasse, der hjælper bilen med at undgå ulykker, med at koste knap 109.000 kr. når skattefar har været der, men uden afgift koster den kun 43.500 kr. Det er det vores naboer i Tyskland og Sverige skal betale for udstyret.

Den høje pris betyder ifølge bilbranchen, at stort set ingen danske forbrugere, vælger det avancerede sikkerhedsudstyr til, når de køber ny bil. Både Venstre og Socialdemokraterne er begejstrede for, at den teknologiske udvikling kan hjælpe med at redde liv, men har ikke i sinde at fritage det livreddende udstyr for afgifter. Vi har ikke råd, siger de.

Transportordfører Rasmus Prehn (S) har blandt andet udtalt til Børsen:
“Det er tudetosset, at den måde vi laver afgifter på, direkte modarbejder teknologiske fremskridt og sikkerhed. Jeg mener, vejen frem er en afgift baseret på teknisk udstyr, men må som socialdemokrat også sige, at vi er nødt til at se på provenuet.”

Og skatteordfører for Venstre, Louise Schack Elholm, er endnu mere direkte:
“Udviklingen med moderne teknologi i bilparken er fantastisk i forhold til at undgå ulykker. Men provenu har en stor betydning for alt, hvad vi laver, og vi har ikke ret mange penge at gøre godt med,” har hun udtalt til Børsen.

Vi tillader os at spørge – for at bruge Rasmus Prehns udtryk – om de to politikere mon er ‘tudetossede’, eller måske blot ikke kan regne? For hvad er det statskassen går glip af, når der nu stort set ikke sælges sikkerhedspakker? Provenuet af nul er som bekendt nul.

I stedet ville det faktisk være en indtægt for statskassen at droppe afgifterne på sikkerhedsudstyret. Ifølge Færdselskommissionen kan der nemlig spares 21 mia. kr. som følge af undgåede ulykker frem mod 2020.

Med andre ord, er det altså tudetosset af vores politikere ikke at fritage livreddende sikkerhedsudstyr for afgifter. Vi foreslår en registreringsafgift, hvor man udelukkende betaler afgift af, hvor meget CO2 bilen udleder, og hvor meget den vejer, og hvor sikkerhedsudstyr og afgifter ikke har det fjerneste med hinanden at gøre.

En model som allerede findes i Norge, og som FDM i øvrigt også anbefaler. Og vi synes, det er tudetosset, ikke at gå i gang med det samme, selv om politikerne måske frygter, der ikke er stemmer i det. Det tror vi nu, der er, for danske bilister vil efter vores opfattelse gerne have fornuftige politikere og det nyeste, smarteste, ‘cooleste’ sikkerhedsudstyr, der kan gøre det mere sikkert, afslappende og komfortabelt at køre bil.

De vil bare ikke brandbeskattes af det. De er jo ikke tudetossede…!

Læs også: Sikkerhedsudstyr kan halvere dødsulykker

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here