Eksperttip: Fem gode men oversete biler

Bilkøberne er vilde med VW Up, Toyota Aygo og Peugeot 108, men der er faktisk alternativer – hvilkenbils Jens Velling peger på fem attraktive, men oversete biler lige nu.

Jens_Velling_FBS8745

Vi ser det måned efter måned, når tallene for det danske bilsalg gøres op: Modeller som Peugeot 108 og 208, VW Up og Golf, Toyota Aygo og Renault Clio sidder tungt på toppen af hitlisten.

Meget forståeligt, for det er udmærkede biler og flere af dem tilbydes endda netop nu til lave leasingydelser. Omvendt kan man godt få den tanke, at der er gået vanetænkning i danskernes bilvalg. Som om det er blevet attraktivt at have en bil mage til naboens.

Synes man det er fantasiløst, er der faktisk mange gode alternativer til ‘the usual suspects’ på toppen af hitlisten. Hvilkenbil har scannet markedet og valgt en håndfuld oversete, men rigtigt stærke alternativer, der godt kunne fortjene øget udbredelse: Tre fra den stagnerende, men fortsat mest populære klasse af helt små mikrobiler samt to fra Golf-klasse, der til gengæld er midt i et mindre comeback.

Hyundai i10
Den lille koreaner sælger sådan set meget godt og er som regel med på top 20 listen over de mest solgte biler. Pointen er, at den alligevel er overset, for rent bilteknisk burde den være mikroklassens – og dermed Danmarks – mest solgte bil.

Det lyder måske som et voldsomt udsagn, men på flere af de vigtigste parametre som komfort, plads, finish og teknisk raffinement, er Hyundai i10 et mulehår foran de næstbedste i mikroklassen som ‘tyskertrillingerne’ VW Up, Seat Mii og Skoda Citigo. Og sammenlignet med de p.t. topsælgende Peugeot 108 og Toyota Aygo samt Citroën C1 befinder i10 sig en hel liga over de ‘originale trillinger’. At Peugeot siden nytår er lykkedes med at sælge næsten tre gange så mange 108 som i10, må opleves som en blodig uretfærdighed set gennem sydkoreanske briller.

Læg hertil at Hyundai har skærpet priserne og udstyrslisten, så du p.t. kan få en fuldt udstyret i10 med fem døre og aircondition for 109.000 kr. inkl. levering, og den lille koreaner er ubetinget vores favorit i mikroklassen lige nu. Vi forudser dog, at den får hård konkurrence af Suzukis nye Celerio, men tør først fælde dommen efter en egentlig test.

Hyundai i10 kører lige Up med de bedste

Fiat Panda
Favorit vil jeg ikke kalde Fiat Panda. Men italienerne kan noget med design og pladsudnyttelse, der gør den lille bamsebil til et spændende alternativ i mikroklassen. Især når det gælder plads til fire, en høj og komfortabel kørestilling med ophøjet udsigt over bytrafikken og en – mere overraskende – solid byggekvalitet, der signalerer større bil, er Panda faktisk en prøvetur værd.

Men målt på salg ligner Panda en lige så truet race som sin bambusgnaskende navnebror ude i den barske natur: Mens der er solgt 1.730 Peugeot 108 siden nytår, er der kun sluppet 125 Pandaer ud på de danske veje.

Det er alt for lidt, bilens indlysende talenter taget i betragtning. Pandas problem er formentlig, at den så kostbar ud ved lanceringen i 2012 og har man først fået mærkatet ‘dyr’, er det svært at slippe af med igen. Lanceringen af Fiats noget specielle TwinAir motor med to cylindre, har heller ikke forbedret Pandas renommé.

Kan du leve med den hvæsende lyd fra TwinAir-motoren, fås den ikke desto mindre lige nu i en kampagneudgave til 97.000 inkl. levering og aircondition. Det er 19.000 kr. under listeprisen og en stærk pris for en bil, der både hvad angår design, plads og køreoplevelse opleves som den mest ‘voksne’ i mikroklassen.

Charmerende Fiat Panda spiller kostbar

Renault Twingo
Trods massiv hype fra ikke mindst vi biljournalister, der slap jordforbindelsen og begyndte at skrive om ‘fattigmands-Porsche’ og andre overdrivelser, har den lille, franske charmør aldrig rigtigt fanget danske bilkøberes opmærksomhed. Blot 186 styk er der solgt i årets første to måneder – og det er alt for lidt for en bil, der vitterlig har mere karma end konkurrenterne.

Twingo har nemlig hækmotor og baghjulstræk. Det giver god plads i kabinen og evnen til at vende på en tallerken – eller i hvert fald mellem to kantsten i byens smalle stræder – i én bevægelse. Lad så være, at Twingo sejler lidt på Storebæltsbroen i sidevind – den hører hjemme i byen, hvor de 70 heste også føles tilstrækkelige.

Men Twingo har det, som konkurrenterne mangler: Gennemført design og den udefinerbare franske ‘elan’, der gør den bare en lille smule sjovere at se på og køre i end Up og Co.

Importøren ved godt, at den er gal, så der er skruet lidt på priserne – nedad forstås. 101.000 kr. rækker p.t til en veludstyret Twingo med navigation, aircon og meget andet godt – og det er faktisk billigt for en bil, der har bare lidt til fælles med en Porsche 911…

Renault Twingo vinder på charmen

Citroën C4
Vi bliver i det franske, men rykker op i Golf-klassen. Her regerer tyske VW, og det kan der ikke siges noget imod. Konkurrenterne ved, at Golf er noget nær ‘unschlagbar’ – og måske derfor har Citroën forsøgt at lave C4 om til en fransk Golf.

Det skulle de ikke have gjort, for det kan man ikke. C4 er godt nok bundsolidt bygget, har klassens vel nok mest komfortable undervogn, men mangler den franske charme, som man forventer af en Citroën. Af samme grund er der kun solgt 94 styk siden nytår. Til sammenligning sælger originalen otte gange så godt…

Men sidste år gjorde Citroën noget genialt, da de monterede en turbolader på deres trecylindrede 1,2 liters benzinmotor og skruede den ned i C4. Mon Dieu for en motor. 130 velopdragne heste og et massivt moment gør underværker i C4, fordi den understreger, hvor behagelig en rejsekammeret den er. Synd at så få har opdaget det, for er man til fransk komfort, er den aldrende C4 pludselig blandt de bedste i Golf-klassen netop nu.

Mesterlig motor løfter Citroën C4

Nissan Pulsar
Nissan er gået all in på crossovers siden Qashqai nærmest ene bil reddede mærkets eksistens i Europa. Faktisk er det gået så forrygende, at japanerne har fået (over-)modet til atter at lave en konventionel bil i Golf-klassen. Sidst de forsøgte sig med Almera gik det mildest talt skidt, så man forstår egentlig ikke, at Nissan gør sig ulejligheden igen.

Men nu er afløseren Pulsar her – og er på mange måder lige så gennemsnitlig og let at overse som sin forgænger. Her har Nissan – igen – ramt ved siden af målet. Men for familien på udkig efter en ekstremt rummelig bil – Pulsar har klassens største bagsædeplads – og noget så sjældent som nærmest fransk (slå op under Citroën C4 herover) affjedringskomfort, ligner Pulsar en vinder.

Især hvis du vælger basisudgaven med en moderne og udmærket ‘downsizet’ turbobenziner på 1,2 liter med 115 hk fra alliancepartneren Renault med masser af udstyr til 214.000 inkl. lev. Det nærmer sig en stærk pris for en familiebil, der reelt rummer far, mor og to tårnhøje teenagere samt al deres feriebagage. Og lur os, om ikke forhandlerne er med på at give lidt rabat, så vi nærmer os den magiske 200.000 kroners grænse, der for alvor kan sætte skub i Pulsar-salget?

Lige nu er det nemlig snarere i bakgear med et samlet salg i januar og februar på sølle 84 biler. Så grum en skæbne er Pulsar trods alt for god til.

Lav puls i Nissan Pulsar

[email protected]

1 COMMENT

  1. Hooold nu op med det “Renault Twingo / Porsche 911”!
    Skal der absolut benyttes den slags (uforståelige) analogier, så er det langt mere præcist, at kalde den for Alpine A110 (Porsche dræberen !).
    At hive Porsche 911 ind i en omtale af Twingo giver mindre fornuft end at postulere at Porsche jo bare er en VW Type 1.
    Skal den sammenlignes med noget, er det FIAT 600 i såvel klasse-placering som teknisk layout (Den tidlige FIAT 500 ser jeg lige bort fra, da den i dag ville ende i en Baby-micro klasse).

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here