Elbiler snart billigere at eje end benzinbiler

Chevrolet Bolt er udviklet som elbil med de mange batterier placeret under gulvet. Det er med til at sikre overraskende gode køreegenskaber, afslører den første test.

Batterier, elektronik og beskeden produktion gør elbiler dyre at producere. Men udviklingen går hurtigt og snart kan elbiler være billigere at eje end tilsvarende benzinbiler – især i Europa.

Elbiler er fortsat væsentligt dyrere at producere end tilsvarende benzinbiler. Men det er et spørgsmål om tid, før udviklingen vender, og det bedre kan betale sig for forbrugerne at vælge elbiler, konkluderer en ny undersøgelse.

Det er den schweiziske investeringsbank UBS, der bogstaveligt talt har splittet en elektrisk Chevrolet Bolt ad for at fastslå, hvad det reelt koster General Motors at fremstille bilen. Bolt har en teoretisk rækkevidde på 500 km på en opladning og er den første elbil, der kører lige så langt på en opladning som en Tesla Model S, men er væsentligt billigere. I Europa sælges Bolt som Opel Ampera-e.

Efter at have gået stumperne igennem, konkluderer UBS, at det koster GM 28.700 dollars at fremstille en Chevrolet Bolt. Det er væsentligt mindre end UBS havde regnet med. Alligevel sætter GM foreløbig 7.400 dollars til, hver gang de sælger en Bolt. Produktionsomkostningerne er høje her i starten, ikke mindst på grund af kostbare batterier og et relativt lavt styktal. Men prisen på batterier ventes at falde kraftigt, mens salget af elbiler omvendt vil stige markant. Derfor forventer UBS, at GM allerede i 2015 kan have en fortjeneste på fem procent på hver ny Bolt, der triller af samlebåndet. GM selv har ikke kommenteret på analysen.

Færre bevægelige dele
UBS’ undersøgelse resulterer i flere spændende konklusioner:

  • En tilsvarende bil med forbrændingsmotor som VW Golf koster i dag væsentligt mindre at producere. Men forskellen vil blive dramatisk reduceret i takt med, at prisen på batterier falder.
  • Når det gælder elektronik, er en elbil mere kompliceret at bygge end en benzinbil. Omkostningerne til elektronikken, der bl.a. styrer elbilens strømforbrug, er hele 4.000 dollars højere end for en bil med forbrændingsmotor.
  • Mekanikken er til gengæld væsentligt mere simpel: I hele drivlinen har en Chevrolet Bolt kun 24 bevægelige dele – en VW Golf har 149.
  • Dermed bliver en elbil væsentligt billigere at servicere, fordi der er færre dele, der kan gå i stykker. En elbil skal aldrig have skiftet olie og der er ingen udstødning. For værkstederne er det dårlige nyheder: Hvor det i USA koster 610 dollars om året at servicere en VW Golf, kan en Chevrolet Bolt-ejer nøjes med at lægge 255 dollars i årlige serviceomkostninger.
  • I USA sørger lave benzinpriser for, at det fortsat er billigere at eje en Golf end en Bolt. Men i Europa ser det anderledes ud – her kan det allerede næste år blive billigere at være Bolt-ejer end Golf-ejer.
  • I følge UBS gælder det også, selv om det bliver nødvendigt at skifte batteriet i en Chevrolet Bolt ud efter otte år. Gør man det, vil det over 15 år koste en europæer, hvad der svarer til 330.000 kr. at eje en Chevrolet Bolt. Den tilsvarende udgift for en VW Golf vil være 375.000 kr.

 

Større forventninger til elbiler
”Folk fokuserer på bilens pris, men de undervurderer forskellen i driftsudgifter. Derfor tror vi også, at der bliver større efterspørgsel på elbiler, end vi oprindeligt havde vurderet,” siger analytiker hos UBS og leder af undersøgelsen, Patrick Hummel, til Financial Times.

Faktisk har undersøgelsen fået UBS til at øge deres forventninger til salget af elbiler med 50 procent og forudser nu, at 14 procent af alle nye biler solgt i verden i 2025 vil være elbiler. I Europa vil hver tredje nye bil om otte år køre på el.

Læs også: Slut med benzin- og dieselbiler om otte år

[email protected]

2 Kommentarer

  1. Bla bla bla, Vi skal løbe tør for olie, før elbilen slår igennem. Gætter på hver 10 bil måske kører på el i 2025.

  2. Man skal nok også tage i betragtning, at hele vindenergisektoren vil presse el-distributørerne til at give forbrugerne differentierede( læs lavere ) priser på el – fortrinsvis om natten, ved hjælp af vores intelligente målere.
    vh
    Torben.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here