Endelig – Tesla afslører Model X

To falkevingedøre, tre sæderækker, firehjulstræk og nul bakterier – Tesla byder på flere innovationer med Model X, verdens første eldrevne SUV

Så skete det endelig: Efter forsinkelse på forsinkelse har Tesla endelig afsløret Model X, verdens første eldrevne SUV.

Tesla-stifter Elon Musk sagde godt nok ikke, at Model X har været ventetiden værd, da chefen selv præsenterede nyheden på fabrikken i Fremont i Californien. Men faderstoltheden var tydelig – og Model X byder da også på masser af nytænkning.

Blandt de mere spektakulære af slagsen er mågevingedørene til bagsæderne. Eller ‘falkevingedøre’ som Musk og Tesla kalder dem. Netop dørene er en af årsagerne til, at vi først nu ser den færdige Model X, til trods for at den første prototype allerede blev præsenteret i 2012. Designet har ikke ændret sig meget, og Tesla har holdt fast i de opad-åbnende døre. Musk selv lagde ikke skjul på, at det har været en tidkrævende udfordring at lave dørene, som man ville have dem.

Ønsket var at skabe særligt god adgang til bagsæderne i Model X. De bagerste døre giver nemlig adgang til to sæderækker, der enten er udlagt til 2+2 eller 3+2. ‘Falkevingerne’ giver samme brede adgang som skydedøre, men vejer væsentligt mere og kunne potentielt gøre Model X meget bred, når den ‘løfter vingerne’.

Løsningen er elmotorer, der automatisk løfter dørene og et ekstra hængsel mellem siderude og karrosseri, der får vingerne til at ‘hænge’ i stedet for at stritte. Dermed kan Tesla-ejere også bruge de store døre i en snæver vending. Kniber det med pladsen – f.eks. i en lav garage – sørger en radar for at holde øje med omgivelserne og stoppe bevægelsen, inden det bliver til buler.

Model X kommer i to udgaver, der begge har en elmotor til hver aksel og dermed er en ægte firehjulstrækker. I 90D yder hver motor 259 hk, mens der er henholdsvis 259 og 503 hk i de to elmotorer i performance-udgaven P90D. Det er naturligvis også sidstnævnte udgave, der er udstyret med en såkaldt ‘grotesk’ knap, der gør det muligt at accelerere fra 0 til 96 km/t på 3,2 sek…

Begge udgaver er udstyret med et 90 kWh batteri, der giver en rækkevidde på lige over 400 km. Det er mindre end i Model S og skyldes det højere SUV-design, der øger luftmodstanden.

Ren luft
Indvendig styres det meste via en enorm 17-tommers trykfølsom skærm, der får en iPad til at ligne en smartphone. Designet lægger sig både ude og inde meget op af sedanen Model S, men den nye har X-faktor, når det gælder indeklimaet. Tesla har nemlig udstyret Model X med et særligt luftfilter, der er 10 gange større end normalt. Ifølge fabrikken betyder det, at Model X er 300 gange bedre til at holde bakterier ude, har 500 gange færre allergener i kabinen, 700 gange mindre smog og hele 800 gange mindre virus end en ‘normal’ bilkabine.

Eller som Elon Musk jokede under præsentationen af Model X’ særligt rene kabineluft: ”Vi forsøger at være ledende inden for beskyttelse mod jordens undergang.”

Bagfra ligner den endelige Model X konceptudgaven. Produktionsmodellen har dog mistet den sorte kølergrill, som kendes fra Model S.
Bagfra ligner den endelige Model X konceptudgaven. Produktionsmodellen har dog mistet den sorte kølergrill, som kendes fra Model S.

Trygheden er i det hele taget i top med Model X. I USA er Model S for længst kåret som verdens sikreste bil, og ifølge Tesla bliver Model X den første SUV, der ‘får fem stjerner i alle kategorier’. Angiveligt skal Model X eksempelvis være ‘dobbelt så sikker som en Volvo XC60 i en sidekollision.’

Det lyder som et stærkt salgsargument, men man skal være den tålmodige type, hvis man ønsker sig en Model X: Selv om de første kunder fik udleveret deres biler i forbindelse med at Elon Musk præsenterede sit nye ‘barn’, er der mindst ét års leveringstid. Forhåndsinteressen er nemlig ikke blevet mindre af forsinkelsen, så der er allerede indløbet 30.000 bestillinger på Model X.

Læs også: Teslas nye guldæg udklækkes til efteråret

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here