Euro NCAP skærper crashtest

Topkarakter til hybridbilen Toyota Prius efter skærpede regler, der øger krav til sikkerhedssystemer – og to forskellige karakterer til minibilen Suzuki Baleno.

Euro NCAP skærper nok engang reglerne i deres anerkendte crashtest. Fremover stiller Euro NCAP krav om sikkerhedsudstyr som automatisk nødbremse, avanceret fartbegrænser og vognbaneassistent hvis bilerne skal have fire eller fem stjerner – og har de ikke udstyret som standard, tester Euro NCAP både modeller med og uden. Dermed kan visse bilmodeller fremover få to, separate stjernekarakterer – en for basismodellen uden sikkerhedsudstyr og en anden for mere veludstyrede udgaver.

Til gengæld giver Euro NCAP ikke længere point for det elektroniske antiskrid-system, ESC, der er blevet lovpligtigt standardudstyr på alle nye biler.

Den nye Suzuki Baleno fik æren af at blive den første bil, der fik to bedømmelser af Euro NCAP. Som første bil testet efter de skærpede 2016-regler fik den japanske mini både en tre-stjernet og en firestjernet karakter. Formålet er at gøre det nemmere for bilkøberne at gennemskue, hvilke udstyrsvarianter der tilbyder den bedste sikkerhed.

Crashtesten afslørede enkelte svagheder i Baleno: I den skrappe pæletest (billedet), hvor bilen glider sidelæns ind i en metalpæl med 29 km/t, var belastningen af chaufførens brystkasse høj, formentlig fordi gardinairbaggen ikke virkede korrekt. Også på bagsædet var der problemer for Baleno: Ved påkørsel fra siden afslørede så høje belastninger af børn i barnestole, at Euro NCAP bedømte beskyttelsen til at være dårlig.

I alt scorede Suzuki Baleno tre stjerner ud af fem. Med sikkerhedsudstyr som automatisk nødbremse stiger bedømmelsen til fire stjerner.

Ifølge Suzukis danske pressechef, John Mogensen, forventes 90 procent af alle solgte Balenoer at blive fire-stjernede versioner med sikkerhedspakke, da merprisen ifølge importøren bliver ‘meget beskeden’. Ud over automatisk nødbremse vil sikkerhedspakken til Suzuki Baleno også indeholde en aktiv fartpilot, hvilket fortsat er et særsyn i miniklassen.

Suzuki Baleno får dansk premiere midt i juni.

Hybridbilen Toyota Prius er spækket med moderne sikkerheds-assistenter som standard. Det er med til at sikre første, femstjernede topkarakter efter de skærpede 2016 NCAP-regler.
Hybridbilen Toyota Prius er spækket med moderne sikkerheds-assistenter som standard. Det er med til at sikre første, femstjernede topkarakter efter de skærpede 2016 NCAP-regler.

Topkarakter til Toyota
Den anden bil i årets første crashtest kunne nøjes med et enkelt eksamensbevis efter besøget i Euro NCAPs testlaboratorium. Hybridbilen Toyota Prius har nemlig fuld sikkerhedspakke som standard, og dermed får du hjælp af automatisk nødbremse, der både bremser for andre biler og bløde trafikanter som fodgængere.

Prius har i det hele taget nærmest alt, hvad du kan ønske dig af sikkerhedsassistenter. Udover nødbremse har Prius aktiv vognbaneassistent, blindvinkelassistent med advarsel mod både biler i den blinde vinkel samt bagved krydsende trafik, adaptiv fartpilot, automatisk op- og nedblænding af fjernlys samt vejskilteassistent, der automatisk aflæser farttavler og vejskilte og viser dem i et display.

Assistentsystemerne var med til at sikre Prius fem stjerner – også selv Toyota ikke helt havde styr på pæletesten, hvor Euro NCAP bedømte beskyttelsen til at være svag.

Toyota Prius har netop haft dansk premiere.

Læs mere på sikkerbil.dk, der har en grundig gennemgang af de nye regler for Euro NCAPs karaktersystem.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here