Fiat 124 Spider er MX-5 på italiensk

Fiat putter egen turbomotor i 124 Spider, der låner stiltræk fra den 50 år gamle original. Men ellers kommer al teknik fra den japanske Mazda MX-5.

Der var både dømt genopstandelse og forbrødring, da Fiat hev klædet af roadsteren 124 Spider på det amerikanske bilshow i Los Angeles. I år er det nemlig 50 år siden, at den åbne italienske sportsvogn af samme navn første gang så dagens lys. 124 Spider blev hurtigt en succes for Fiat, der nåede at fremstille næsten 200.000 eksemplarer, inden produktionen stoppede i 1985.

Blot fire år senere lancerede Mazda den lille og billige roadster MX-5. Stik mod alle odds genoplivede den nærmest ene bil den klassiske roadster-genre – og nu smelter de to ikoniske bilers historie sammen.

Mens Mazda er nået til fjerde generation af MX-5, har Fiat haft travlt med først at overleve, siden fusionere med amerikanske Chrysler.

Let kantede former skaber forbindelse mellem den nye 124 Spider og den 50 år gamle original.
Let kantede former skaber forbindelse mellem den nye 124 Spider og den 50 år gamle original.

Tant og fjas – og ægte køreglæde – har der ikke været tid til. Men det er der nu – og helt i Fiat-boss Sergio Marchionnes stordrifts-ånd, har Fiat skudt genvej ved at købe sig ind i et roadster-samarbejde med Mazda.

Italienerne har ganske enkelt skudt genvej til en – tror vi – vellykket roadster, ved at tage en Mazda MX-5, skrue deres egen 1,4 liters turbobenziner med 140 hk ned i den og pakke det hele ind i et vellykket design, der balancerer et sted mellem retro og moderne elegance.

‘Italiensk køreoplevelse’
Den nye 124 Spider er nemlig fuld af detaljer, der sender kærlige hilsner til den 50-årige original. Især grillen med sekskantet gitter, potensbulerne i motorhjelmen og det lidt kantede design med firkantede baglygter skuer bagud. Men under det stilsikre italienske antræk og bortset fra motoren, er Fiat 124 Spider en Mazda MX-5 til sidste møtrik. Det er særligt tydeligt i kabinen, hvor eneste Fiat-detalje er logoet i rattet.

Helt i orden med os. For det betyder, at Fiat 124 Spider bevarer sin lave vægt og sikkert også høje pålidelighed, med det frække twist, at Fiat-motorens turbo sørger for et væsentligt større moment.

Fiat hævder dog, at de også har justeret undervognen, så 124 Spider ‘vil byde på en italiensk køreoplevelse’.

Det skal komme an på en prøve, når den italienske MX-5 får dansk premiere til sommer. Priserne kendes endnu ikke, men det ligger fast, at 124 Spider kun kommer med samme motor, men med to forskellige udstyrstrin, hvor ‘Lusso’ får de fine detaljer som 17-tommer fælge, læderindtræk og klimaautomatik. Et godt gæt er, at turbomotoren gør 124 Spider lidt dyrere end MX-5, der med 131-hestes 1,5 liters basismotor kan fås fra 340.000 kr.

Bortset fra logoet er kabinen rent genbrug fra Mazda MX-5.
Bortset fra logoet er kabinen rent genbrug fra Mazda MX-5.

Læs også: Mazda MX-5 – folkesportsvognen er tilbage

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here