Flertal af danskerne ønsker støtte til elbiler

elbiler skepsis

Næsten tre ud af fire danskere mener, at politikerne bør gøre en særlig indsats for at fremme salget af elbiler, viser en ny undersøgelse. Kun syv procent er imod.

Et stort og stigende antal danskere mener, at politikerne i Folketinget bør sørge for at give elbilerne et ekstra skub ud på de danske veje. Også selvom det koster statskassen penge. Det viser en ny spørgeundersøgelse, som analyseinstituttet Yougov har lavet på vegne af interesseorganisationen Dansk Elbil Alliance. Det skriver Ingeniøren.

I undersøgelsen er det 73 procent, der svarer, at landets politikere i ‘nogen grad’, ‘høj grad’ eller ‘meget høj grad’ bør gøre en særlig indsats for at fremme salget af elbiler for at reducere CO2-udledningen. Kun syv procent svarer, at politikerne bør holde sig fra sådanne indgreb.

“Der sker meget lidt fra politisk side i forhold til at skabe CO2-reduktioner i transportsektoren. Også når man sammenligner med vores nabolande. Når undersøgelsen så viser, hvad den gør, kan man sætte spørgsmålstegn ved, om politikerne er i trit med deres vælgere her,” siger branchechef for Dansk Elbil Alliance, Lærke Flader, til Ingeniøren.

Danskernes holdning har rykket sig
Samtidig er de nye tal også udtryk for et ryk i folkets holdning, mener Lærke Flader. I 2014 stod elbilalliancen bag en lignende undersøgelse, hvor 66 procent gav samme svar.

Undersøgelsen tyder også på, at elbilerne er blevet mere populære.

Mens 13 procent i 2014 svarede, at de sandsynligvis ville vælge en elbil næste bilkøb, så er andelen denne gang, hvor 1.007 danskere blev interviewet, oppe på 18 procent. Den stigende popularitet viser sig dog endnu ikke i salget.

“Selvom de har lyst, så går de jo ikke ud og køber en elbil. Det kan vi se på salgstallene,” siger Lærke Flader.

Der har dog været en stigning at spore, efter at regeringen sammen med de Radikale og Socialdemokratiet i april sidste år blev enige om at holde registreringsafgiften fast på 20 procent på de næste 5.000 solgte elbiler og dermed midlertidigt stoppe den aftalte indfasning af registreringsafgiften på elbiler.

Ved udgangen af året stiger afgiften til 40 procent, uanset hvor mange elbiler der sælges, og på trods af den beskedne stigning har salget ikke levet op til forventningerne fra sidste års aftale.

Stigende salg – især af hybrider
Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år går salget dog langt bedre. I marts blev der solgt 112 ‘rene’ elbiler – samme måned i 2017 blev der kun solgt 27.

Det er dog kun dråber i danskernes samlede bilkøb. Der sælges omkring 20.000 personbiler hver måned i øjeblikket.

Til gengæld er der fremgang for plugin-hybridbiler, som også har en elmotor og et batteri. Salgstallene for disse har konstant ligget på omkring et par hundrede om måneden siden november 2017.

Derfor er der optimisme at spore i Dansk Elbil Alliance. De frygter dog, at salget af elbiler endnu engang går helt i stå i starten af næste år, når registreringsafgiften skal stige til 40 procent.

Redaktør på Hvilkenbil.dk Jens Velling, som følger bilsalget tæt, mener, at der er én bestemt grund til, at der fortsat kun sælges få elbiler herhjemme:

“Lysten er der bestemt hos de danske bilkøbere, og den er også stigende. Problemet er udvalget af elbiler. En Tesla er for dyr for de fleste og de øvrige elbiler kører fortsat ikke så langt på en opladning, at forbrugerne betragter elbilen som et reelt alternativ. Når de mindre og billigere elbiler kører op mod 500 kilometer på en opladning og ikke koster mere end en tilsvarende dieselbil, så sker det store teknologiskifte. Men det bliver tidligst omkring 2020 og mere sandsynligt omkring 2025, hvor de store bilfabrikker vil tilbyde en bred vifte af elbiler,” forklarer redaktøren.

Læs også: Elbiler billigere end benzinbiler fra 2025

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here