Ford ‘gadekryds’ til Danmark med forsinkelse

Efter et facelift og tekniske forbedringer kommer Fords kompakte crossover Ecosport endelig til Danmark til foråret.

Forsinkelserne klæber til Ford i disse år. Da den nyeste udgave af firmabilen Mondeo kom til Danmark sidste år, var det næsten to år efter den officielle verdenspremiere. Nu gentager Ford kunststykket med den kompakte crossover Ecosport. Modellen blev lanceret flere steder i Europa i 2014, men får først dansk premiere i løbet af foråret 2016.

Endnu en for(d)sinkelse – eller blot rettidig omhu?

Nok mest det sidste. Ifølge fdm.dk skyldes den forsinkede lancering nemlig, at den danske Ford-importør ikke var helt tilfreds med den oprindelige udgave. Nu har Ford så opgraderet den europæiske Ecosport med bedre plastkvalitet i kabinen, mere støjdæmpning, optimeret undervogn og mulighed for – uden merpris – at få modellen leveret uden reservehjul skruet på bagklappen.

I den forbedrede udgave af Ecosport kan man slippe for et stort reservehjul hængt op på bagklappen.
I den forbedrede udgave af Ecosport kan man slippe for et stort reservehjul hængt op på bagklappen.

Ecosport er nemlig en klassisk Ford ‘verdensbil’: Modellen er udviklet og produceres i Brasilien, hvor bilkøberne er mindre kræsne – og det kan også være forklaringen på, at Ecosport slet ikke har kunnet følge med konkurrenterne i de europæiske lande, hvor den har været til salg siden lanceringen.

Forhjulstræk og tre motorer
Nu har Ford lyttet til kritikken, og så får vi danskere også chancen. For Ford er der indlysende grunde til at forsøge sig med Ecosport, der dumper ned i den boomende klasse for kompakte gadekryds til ca. 200.000 kr. Her hedder de etablerede og stærkt sælgende rivaler Renault Captur og Peugeot 2008, der for nylig har fået selskab af vellykkede konkurrenter som Mazda CX-3, Honda HR-V og de billigere udgaver af Fiat 500X.

Når Ecosport kommer til Danmark, bliver det – trods det rustikke offroaderlook – kun med forhjulstræk. Der er tre motorer at vælge imellem: 1,5 diesel med 95 hk, 1,5 benzin med 112 hk og endelig Fords fine, trecylindrede Ecoboost turbobenziner på 1,0 liter med 125 hk.

Danske priser kendes endnu ikke.

Læs også: Ford står på crossover-vognen med Ecosport

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here