Her er verdens mest solgte sportsvogn

Ford Mustang er et amerikansk ikon, der sælger bedre end nogensinde. Også i Europa, hvilket har været med til at gøre ’ponyen’ fra Detroit til en bestseller.

Audi TT, Mazda MX-5 eller måske herværende redaktørs ultimative drømmebil, Porsche Boxster?

Der er mange oplagte muligheder, hvis man skal gætte på, hvilken sportsvogn der er verdens mest populære.

Det er bare ikke nogen af ovenstående ellers seriøse bud. P.t er det nemlig en garvet model med mere end 50 år på bagen og en duft af både hest, twist og dækrøg over sig, der snupper titlen som den mest solgte drømmebil – og her tillader vi os at konkludere, at der er lidt mere drøm over sportsvogne end alle andre biltyper.

Yeah, you know: Ford Mustang, et amerikansk ikon, et klassisk Detroit-jern med V8 motor under den svulmende hjelm, den første ’pony-car’ og bilen, der for alvor gav den amerikanske ungdom mulighed for at se cool ud i drive-in biografen og foran den lokale burger-joint.

Siden debuten i 1964 er der dog sket en del. Sidste år kom nyeste oplag af Mustang med et par revolutioner under det ellers letgenkendelige design med potensbuler i kølerhjelmen, tredelte baglygter og en galoperende pony i kølergrillen. For eksempel en firecylindret (!) basismotor og bagaksel med uafhængige ophæng, så du rent faktisk kan få pony’en med rundt i et sving uden at falde af sadlen… Og minsandten om ikke Ford i USA vovede pelsen og sendte den nye Mustang til Europa – sådan helt officielt, fordi de denne gang tror på både byggekvaliteten og køreegenskaberne.

Noget tyder på, at Ford og Company har ramt bulls eye denne gang: Hjemme på den anden side af dammen sælger Mustang stadig som en ny iPhone, men også europæerne har taget det amerikanske ikon til sig: Næsten 17.000 af os her på kontinentet har investeret i en Mustang, og det bringer det samlede salg i 2015 op på knapt 142.000 biler. Det gør faktisk Mustang til verdens mest solgte to-dørs sportsvogn, inklusive åbne udgaver.

I Danmark er der grænser for, hvor mange sportsvogne, der bliver solgt – det sørger vejret og afgifterne for. Hos en dansk Ford-forhandler begynder priserne for en nypresset Mustang ved 573.000 kr. inkl. levering for en coupé med fire cylindre og 317 hk. Dyrest er den åbne convertible med V8 motor, 421 hk og automatgear til 770.000 kr.

Alligevel kan man godt kalde Mustang for en succes herhjemme: I de første fire måneder er der solgt 32 styk, og det er faktisk lidt imponerende. Til sammenligning er der solgt 18 Audi TT, der koster omtrent det samme, så der er også vrinsk i det danske Mustang-salg.

Læs også: Mustang kommer – til samme pris som en BMW 420i

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here