Højere fartgrænser øger sikkerheden

Et dansk forsøg med at hæve fartgrænser på gode landeveje fra 80 til 90 km/t overrasker: Bilisternes fart bliver mere ensartet og det forbedrer trafiksikkerheden.

Højere fartgrænser kan forbedre trafiksikkerheden. Det er den foreløbige og lidt overraskende konklusion på et forsøg, som Vejdirektoratet har udført på mere end 100 kilometer landeveje siden 2011.

Forsøget viser, at de langsomme bilister sætter farten op med 15 pct., mens de hurtigste til gengæld letter speederfoden så deres gennemsnitsfart er sænket med 1 km/t. Langt færre kører 100 km/t eller derover. Alt i alt er hastigheden blevet mere ensartet mellem de hurtige og langsomme bilister, og det er afgørende for trafiksikkerheden, siger flere eksperter til Jyllands-Posten.

”Hvis der er stor spredning i hastighederne, er der flere, der vil forsøge at overhale. Så jo mere ensartede hastigheder vi kan få ude på de tosporede veje, desto sikrere bliver de,” forklarer Vejdirektoratets sagsbehandler på forsøget, Rene Juhl Hollen, til morgenavisen.

Bilister, der er enige om at holde den nogenlunde samme hastighed og dermed undlader overhalinger, anses for at være helt afgørende for at nedbringe antallet af dødsulykker på landeveje, der statistisk er de farligste at køre på i Danmark. Hvorvidt de foreløbige, positive erfaringer udmøntes i færre trafikdræbte på forsøgsstrækningerne ved Vejdirektoratet dog endnu ikke. Konklusionen kommer først i en endelig rapport om fartforsøget, der er klar midt i 2015.

I USA har man dog allerede positive erfaringer med lignende forsøg, hvor hastigheden er belvet sat op på udvalgte vejstrækninger. Forklaringen er ikke mindst, at bilisterne derved oplever, at visse vejstrækninger får en mere realistisk fartgrænse. Det øger respekten for fartgrænserne, udjævner forskellene mellem hurtige og langsomme bilister og forbedrer trafiksikkerheden.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Det undrer mig, at der ikke er nogen vurdering af udledning/brændstofforbrug. Det må da være væsentlig at tage med i betragtning?
    Er der noget væsentlig vundet ved den kortere transporttid?
    Det er vel kun et fåtal af trafikanterne, hvor denne er af væsentlig betydning!
    Mvh.
    Aage Faber- Jensen
    Ingeniør

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here