Hybrid-Passat billigere end diesel

Ladehybrid-udgaven af VW Passat kommer til Danmark lige under den halve million kr. Dermed bliver den billigere end den tilsvarende diesel.

VW har travlt med at rulle hybridmodeller ud på markedet, så Toyota ikke længere har det voksende marked for sig selv.

Efter Golf er turen nu kommet til at lancere Passat med en kombination af benzin- og elmotor samt batterier, der kan oplades derhjemme i carportens stikkontakt. GTE, som den miljøvenlige Passat hedder, kombinerer en 1,4 liters turbobenziner med 156 hk med en 115-hestes elmotor og et lithium-ion batteri på lige knapt 10 kWh.

Kræfterne administreres af et seks-trins automatgear med dobbeltkobling, der fordeler en samlet ydelse på 218 hk og et drejningsmoment på solide 400 Nm til forhjulene. Arbejder de to motorer sammen, er Passat GTE særdeles hurtig: 0-100 km/t er overstået på 7,4 sekunder med en topfart på 225 km/t. Omvendt kan teknikken også bruges til at spare benzin og udelukkende køre ved hjælp af batterier og elmotor. Systemet klarer op til 50 kilometers kørsel på ren el – og det belønnes med et officielt snitforbrug på 34 km/l.

Det sidste er måske nok urealistisk ved almindelig kørsel, men interessant for danske bilkøbere: Det høje normtal udløser nemlig ikke kun en meget lav, årlig ejerafgift men også et klækkeligt fradrag i afgiften. Faktisk skal Passat GTE koste lige under en halv million kroner uden levering, når den får dansk premiere til april. Dermed bliver Passat GTE godt 5.000 kroner billigere end en tilsvarende udstyret Passat med 190 hestes dieselmotor, automatgear og højeste Highline-udstyr. GTE gør med andre ord hybridteknikken til et reelt alternativ til diesel og har endda flere kræfter, bedre præstationer – og i hvert fald teoretisk – lavere forbrug.

El- og benzinmotor er placeret foran i Passat GTE, mens batteri og benzintank ligger bagude. Systemeffekten er 218 hk.
El- og benzinmotor er placeret foran i Passat GTE, mens batteri og benzintank ligger bagude. Systemeffekten er 218 hk.

Fire forskellige køreprogrammer
Med i prisen følger et avanceret køreprogram med fire indstilinger, så du selv kan vælge, om Passat GTE skal være beskeden økobil eller kraftfuld cruiser:

Passat GTE starter i ”E-Mode”, hvor den kører som elbil med nul udstødning og en rækkevidde på op til 50 km. Er batteriet ikke ladet tilstrækkeligt op, starter benzinmotoren automatisk og bliver den primære motorkraft. Når batteriet er ladet op, eller føreren har brug for ekstra motorkraft, skiftes der automatisk til ”Hybrid-program”, hvor systemet regenerer strøm ved nedbremsninger og automatisk skifter mellem at køre med benzinmotoren og/eller elmotoren alt efter kørselssituation. Ved et tryk på knappen ”E-Mode” ved gearstangen kan føreren også manuelt vælge at køre udelukkende på strøm.

Med et tryk på GTE-knappen får du fuld kraft fra både benzin- og elmotor. GTE-funktionen giver ikke kun maksimal power, også motorlyden og DSG-gearkassens skiftekarakteristik bliver mere sportslig.

Batteriet i Passat GTE kan lades op på to måder. Enten via en almindelig 230 volt stikkontakt, hvor en fuld opladning tager 4 timer og 15 minutter, eller via en ladeboks monteret i eksempelvis garagen. Ladeboksen reducerer ladetiden til 2 timer og 30 minutter.

GTE-versionen skiller sig ud fra de øvrige Passat-modeller ved have en blå linje, der løber oven på forlygterne og igennem kølergrillen, mens frontkofangeren har C-formede LED-kørelys som på e-Golf og sorte horisontale finner i hver side som på Golf GTI.  17-tommer alufælge er også en del af GTE-looket.

GTE fås også som stationcar. Merprisen bliver 15.000 kr. Beskatningspriserne, der er de interessante for de fleste Passat-købere, bliver henholdsvis 434.000 og 447.000 kr.

Læs også: Dieselgate – VW satser på el og ladehybrider

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here