Lavere afgifter giver højere bilsalg

Bilsalg: De lavere afgifter virker allerede, fortæller stor bilforhandler. Køberne shopper op og vælger både større biler og mere udstyr.

Bilkøbere kigger opad i modelprogrammet og overvejer mere udstyr. Det er meldingen fra en af landets største bilforhandlere, Bilernes Hus i Silkeborg.

Her sælger man både nye biler fra VW, Skoda, Nissan, Hyundai og Kia, samt nyere, brugte biler og har dermed et godt indblik i de første konsekvenser af afgiftsnedsættelsen, der trådte i kraft fredag den 20. november.

Indkøbschef Jess Slot Helle oplyser til Hvilkenbil.dk, at afgiftsnedsættelsen har ændret købsmønstret hos kunderne samt skabt øget interesse for at købe bil.

”Vi kan tydeligt mærke, at det har stor interesse hos kunderne, og vi har en rigtig god kundegennemstrømning med masser af handler,” siger Jess Slot Helle til Hvilkenbil.dk.

Købere shopper op
Han mener, det er godt med lavere afgifter.
”Det giver vores kunder muligheden for at få en mere moderne, større og sikrere bil for færre penge. Populært sagt mere bil for pengene,” slår han fast.

Afgiftsnedsættelsen har ifølge Bilernes Hus allerede haft effekt på såvel markedet for nye biler som på brugtvognsmarkedet.

”Vi kan mærke, at kunderne er mere villige til at købe udstyr for den besparelse, de ikke umiddelbart havde set komme. Der bliver også spurgt mere ind til de lidt dyrere biler – hvor afgiftsændringen har den største betydning,” fortæller Jess Slot Helle.

Nyere brugte biler skal ned i pris
På brugtbilsmarkedet betyder de lavere priser på nye biler, at næsten nye biler skal ned i pris.

”Vi justerede priser samme dag, som det blev besluttet i Folketinget,” siger Jess Slot Helle.
”Det skal være nøjagtigt lige så interessant for vores kunder at købe brugt i dag som før ændringen. Så det er klart, vi har været nødt til at følge med ned i pris,” slår han fast.

Hos søgemaskinen Autouncle.dk har man også registreret ekstraordinære prisnedsættelser den seneste tid.  Især er det brugte biler med mindre end tre år på bagen, som oplever prisfald efter nedsættelsen af registreringsafgiften. Administrerende direktør hos Autouncle, Johan Frederik Schjødt, forklarer til Ekstra Bladet Biler, at selv om det kun er nye biler, der er direkte påvirket af ændringen, presser de nye, lavere priser samtidig prisen på de brugte modeller ned.

Omkring 2.600 biler – hvilket svarer til 12,4 procent af de i alt ca. 21.500 brugte biler under tre år, der er til salg – er blevet sat ned i pris. Og i gennemsnit er bilerne blevet sat ned med 12.500 kr. i løbet af den seneste uge, oplyser Autouncle til eb.dk.

Det er kun biler fra ca. 170.000 kr. der nyder godt af afgiftsnedsættelsen fra 180 til 150 pct. Under 170.000 kr. betaler man 105 pct. registreringsafgift, og det er der ikke ændret på.

FAKTA: Eksempler på prisjusteringer – ny og brugt

Nye:
Hyundai i30 Diesel Active, er blevet 8.353 kr. billigere og fås nu til 211.642 kr.
Hyundai i40 er faldet fra 259.995 kr.  til 251.410 kr.

Brugte:
Audi A5 TFSI nedsat 15.000 kr. pga. den nye, lavere afgift.

VW Golf 1,6 TDI nedsat 10.000 kr. pga. den nye lavere afgift.

Kilde: Bilernes Hus

FAKTA: Så meget er der slået af prisen

Listen viser de ti brugte bilmodeller (modelår 2012 og frem) med flest nedsatte eksemplarer siden 19. november:

Mærke og model: Prisfald (gennemsnit, kr.):
Skoda Octavia 8.964
Nissan Qashqai 12.260
Peugeot 308 12.683
VW Passat 18.435
Ford Focus 9.954
VW Golf VII 11.669
Audi A6 21.547
Audi A4 12.582
VW Polo 7.131
Hyundai i30 8.128

Kilde: Autouncle.dk

Se de aktuelle nedsatte biler her

[email protected]

1 COMMENT

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here