LED lygter er bilernes lyssværd

Hvilkenbils redaktør, Jens Velling, blogger om moderne LED lygters betydning for bildesign. På en bil som Seat Leon er LED lygter forskellen på at være konventionel eller cool. Jens_Velling_FBS8745

Redaktionen har lige haft den nye Seat Leon til test. Et positivt bekendtskab. Som sin søsterbil VW Golf er Leon en bil uden nævneværdige svagheder. Bundniveauet er ganske enkelt tårnhøjt, mekanikken nærmest lækker og designet lidt friskere end den ferske Golf. Til prisen ligner Leon faktisk vinderen i den interne dyst i familiefirkløveret Audi A3, Skoda Octavia, VW Golf og Seat Leon.

Det kan du læse mere om her i testen. Her skal vi dvæle lidt ved designet.

Efter denne signaturs mening var den foregående Seat Leon, designet af mesteren Walter de Silva, nemlig en af de flotteste og mest velproportionerede biler længe set i Golf-klassen.

Afløseren, tegnet af spanske Alejandro Mesonero-Romanos, er ikke ueffen. Grundformen er den samme, og den mere konservative kølergrill opvejes af nogle skarpe pressefolder placeret strategisk vigtige steder. Alligevel har den mistet lidt kant og charme – Leon er blevet mere ordinær. Men så har den nye Leon til gengæld noget, som de andre biler i klassen ikke har: Mulighed for fuld LED-belysning for og bag.

LED-lyset gør ikke alene nat til dag. LED-teknikken er en designdetalje, der med et enkelt tryk på lyskontakten redder den nye Seat Leon fra det småkedelige og konventionelle.

LED-lygterne – især det trapez-formede kørelys – gør simpelthen Leon til en mere cool bil. De skarpe streger sender en hilsen til Seats fjerne fuldblodsfætter i VW-familien, supersportsvognen Lamborghini Aventador. Og måske også en berømt spansktalende filmhelt; LED-kørelyset i Leons forlygter ligner i hvert fald noget Zorro kunne have signeret med sin skarpe kårde…

Drøm selv videre. Pointen er, at LED-lygterne er for biler, hvad lyssværdet var for Star Wars-filmene: En signatur, prikken over i’et, den afgørende rekvisit. Detaljen, der nærmest ender med at blive vigtigere end helheden.

Det betyder desværre også, at en Seat Leon uden LED-lygterne designmæssigt er som Luke Skywalker uden lyssværd: Lettere uinteressant. For stilbevidste feinschmeckere er der næppe noget valg – de bliver nødt til at punge pebrede 23.000 kroner ud for at få det helt rigtige glimt i forlygterne.

Det kan vi andre så grine lidt af. Men LED-lygternes betydning for fremtidens bildesign kan næppe undervurderes. Snart vil de præge bilerne i endnu højere grad end de gør på Seat Leon. LED-teknikken gør det nemlig muligt at udforme lygterne – og dermed fronten på bilerne – helt anderledes end i dag, f.eks. med langt mindre lygtehuse. Samtidig bliver LED-teknikken væsentligt billigere. Om ti år kører de fleste af os rundt i biler, hvor ikke bare lygterne, men fronten på bilerne ligner noget fra Star Wars. Som de siger i fjern, fjern galakse: May the force be with us…

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here