Mazda på vej med kompakt crossover

Den kompakte crossover Mazda CX-3 bliver 30 cm kortere end CX-5 og skal tage kampen op med Renault Captur og Co. Dansk premiere i løbet af 2015.

Klassen for kompakte crossovers fortsætter med at vokse. Senest er det japanske Mazda, der afslører, at de snart melder CX-3 ind i klassen for de små, men storsælgende ‘gadekryds’, der kombinerer det høje SUV-look med den kompakte hatchbacks fornuftige pris og lave forbrug.

Foreløbig viser Mazda kun en noget overdrevet tegning af den kommende CX-3. Til gengæld afslører japanerne, at de springer det ellers traditionelle konceptstudie over denne gang. Når klædet løftes af CX-3 på biludstillingen i Los Angeles 21. november, er det ikke et foreløbigt design, men den produktionsklare udgave, som kan bade sig i fotografernes blitzlys.

Uden at sige præcis hvornår, indikerer Mazda dermed, at CX-3 relativt hurtigt kan stå klar hos en forhandler i dit nabolag. Nogen dansk premieredato kender vi ikke til, men det tyske bilmagasin AutoBild fortæller, at CX-3 allerede er klar til salg syd for grænsen i løbet af foråret.

Fem motorer og mulighed for firehjulstræk
Det er også tyskerne, der har fået opsnuset lidt bonusinfo til de ellers sparsomme oplysninger fra Mazda. Således beretter AutoBild, at CX-3 bliver 425 cm lang – det svarer til en kommende konkurrent som Opel Mokka – og at bagagerummet kan rumme 400 liter. Dermed bliver CX-3 30 cm kortere end sin ‘storebror’, som den stilmæssigt forventes at lægge sig tæt op af.

Motorer bliver der fem af i alt. Benzinere med 100, 120 eller 165 hk og to oliebrændere med henholdsvis 120 og 150 hk. Kun de største varianter kan udstyres med firehjulstræk mod merpris – langt de fleste CX-3’ere nøjes med fornuftigt forhjulstræk.

Mazda CX-3 rammer ned i en boomende klasse, hvor rivalerne bliver biler som Renault Captur, Peugeot 2008 og førnævnte Mokka, men også kommende nyheder som Honda HR-V, Suzuki Vitara og Hyundai iX25.

Læs også: Er din næste bil en crossover?

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here