Ny BMW X1 med forhjulstræk og lavere vægt

Den nye BMW X1 bliver den hidtil største BMW med forhjulstræk. Med tværstillet motor bliver der bedre plads i kabinen – basisudgaverne trækker kun på forhjulene. 

BMW X1 bliver mere SUV end crossover - siddehøjden er næsten 4 cm højere end i den nuværende X1.
BMW X1 bliver mere SUV end crossover – siddehøjden er næsten 4 cm højere end i den nuværende X1.

Designet lægger sig tæt op af den store X3, men det skal man ikke lade sig narre af: Den nye BMW X1, der får premiere sidst på året, er endnu en teknisk revolution fra det sydtyske traditionsmærke: Modsat forgængeren er motoren tværstillet, og med mindre du bestiller en af de større udgaver, trækker X1 på forhjulene. Dermed bliver anden generation af X1 den hidtil største, forhjulstrukne BMW fra mærket, der ellers er kendt for at sværge til baghjulstræk.

Forklaringen er, at BMW X1 er baseret på den samme platform som Mini og mpv’en BMW Active Tourer. I X1 har det flere fordele: Vægten reduceres med ca. 135 kg og selv om den nye X1 er knapt fire cm kortere end den nuværende model, bliver den indvendige plads angiveligt markant forbedret. Akselafstanden forøges nemlig med hele ni cm samtidig med at den forreste A-stolpe rykkes længere fremad. To ændringer, der giver mere benplads på bagsædet og øger rumfornemmelsen i kabinen.

X1 bliver også mere SUV-agtig og højere end før. Bredden vokser med to cm og højden med mere end fem cm, hvilket er med til at give X1 samme look som X3. Bagagerummet drager også stor nytte af den nye platform: Med plads til 505 liter eller hele 1.550 liter med nedfældet bagsæde, er det næsten 25 procent større end i den nuværende X1.

Da BMW X1 blev lanceret i 2009, var den markedets første kompakte luksus-crossover. Det gav BMW et forspring og et salg på næsten 800.000 biler – til trods for, at X1 altid har fået ganske krads kritik for sin middelmådige finish, hårde affjedring og dårlige pladsudnyttelse.

Førerpladsen lægger sig tæt op af 2 Active Tourer, som den nye X1 deler platform med.
Førerpladsen lægger sig tæt op af 2 Active Tourer, som den nye X1 deler platform med.

Trecylindrede motorer på vej
Alt det skulle være fortid med den nye X1, der også bliver udstyret med masser af moderne elektronik – bl.a. en ni tommer stor skærm med internetforbindelse og alskens førerassistenter, der skal gøre kørslen mere sikker. Ifølge de tyske bilmedier sker det vel at mærke uden at priserne stiger – den nye platform gør det angiveligt billigere at producere X1.

Motorerne bliver opdaterede udgaver af gamle kendinge: To-liters dieselmotorer med ydelser på 150, 190 og 231 hk eller to-liters turbobenzinmotorer med 192 eller 231 hk – altid med fire cylindre. Senere følger basismotorer med BMWs nye trecylindrede maskiner, der kendes fra Mini og Active Tourer.

BMW X1 har officiel verdenspremiere på septembers biludstilling i Frankfurt. Måneden efter står den ude hos forhandlerne. Dansk lancering og priser er dog endnu ikke offentliggjort.

Fakta: BMW X1

BMW X1 xDrive25i:
231 hk/350 Nm
0–100 km/h på 6.5 sekunder,
Topfart: 235 km/t
Forbrug: 15,6 km/l

BMW X1 xDrive20i: 
192 hk/280 Nm
0–100 km/h på 7.4 sekunder
Topfart: 223 km/t
Forbrug: 15,9 km/l

Bagagerummet er næsten 25 procent større i den nye X1. Bagsæderne kan forskydes i længden.
Bagagerummet er næsten 25 procent større i den nye X1. Bagsæderne kan forskydes i længden.

BMW X1 xDrive20d: 
190 hk/400 Nm
0–100 km/t på 7.6 sekunder
Topfart: 219 km/t
Forbrug: 20,4 km/l

BMW X1 sDrive18d: 
150 hk/330 Nm
0–100 km/t på 9.2
Topfart: 205 km/t
Forbrug: 24,4 km/l

Læs også:

Ny BMW bryder traditionerne

Forhjulstræk skal næsten fordoble BMW-salg

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here