Ny Model S kommer når du kalder

De to annoncerede nyheder fra den amerikanske elbilfabrikant var som ventet en ny udgave af sedanen Model S samt første glimt af firmaets nye autopilot, der selv kan køre bilen frem fra garagen.

En lynhurtig Bugatti-dræber, den færdige SUV, Model X, første glimt af den billige Model 3 … eller noget helt fjerde…

Spekulationerne op til torsdagens store afsløring af to nyheder, som Tesla-bagmand Elon Musk teasede i sidste uge, har været mange. Men som ofte, når forventningerne er store, tangerer realiteterne skuffelsen.

Som forudset af de fleste analytikere, var den ene nyhed en firehjulstrukket udgave af sedanen Model S kaldet “D”.

Den anden var en præsentation af Tesla’s nye autopilot-system, som var ventet med spænding, da Elon Musk tidligere har lovet, at fremtidens modeller vil kunne køre selv 90 pct. af tiden.

Biler får både radar og sonar
Indtil videre er teknologien ikke moden til at nå den målsætning, fortalte Elon Musk under sin præsentation. Men Teslas ingeniører har skabt et nyt assistent-system bestående af en langdistance-radar, et kamera, der kan genkende skilte og fodgængere samt en 360-graders sonar.

Teknikken bliver tilgængeligt til nye Model S og har angiveligt allerede været i produktion i to uger.

Hvor aktiv assistance, systemet byder på i trafikken, må vi vente og se. Men Tesla fortæller allerede nu, at bilen vil kunne parkere sig selv, og selv køre ud af garagen og komme dig i møde – hvis du vel at mærke befinder dig på din egen matrikel.

4×4 går fra 0 til 100 på 3,2 sekunder
Den nye D-udgave af Model S får en ekstra elmotor i fronten, hvilket giver den store bil firehjulstræk og en samlet effekt på 515 kW – det svarer til intet mindre end 700 hestekræfter.

Sammen med det forbedrede vejgreb bringer det 0-100-sprinten ned på lynhurtige 3,2 sekunder, og topfarten bliver angiveligt også øget en smule.

Samtidig har en række tekniske justeringer forbedret bilens rækkevidde med omkring 10 miles (svarende til cirka 16 km).

Læs også: Hemmelig ny Tesla er firehjulstrækker 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here