Opel overvejer billigmærke

Med Chevrolet på vej ud af Europa, overvejer Opel at lave et europæisk billigmærke, der kan tage kampen op med storsælgende mærker som Dacia og Skoda.

Skal – skal ikke?

Opel tæller på knapper i disse måneder. Skal den tyske afdeling af den amerikanske bilgigant General Motors lancere et billigmærke, der kan tage kampen op med rumænske Dacia og tjekkiske Skoda i den billige ende af bilmarkedet?

Muligheden er opstået, efter at GM for nylig besluttede at trække Chevrolet ud af Europa med udgangen af 2015. I Europa har Chevrolet-mærket bestået af relativt billige biler baseret på Opel-teknik, men fremstillet i Sydkorea. GMs vurdering har været, at Chevrolet ikke mindst har taget markedsandele fra Opel. Ved at trække Chevrolet ud af Europa, skulle Opel forbedre sine muligheder for at øge salget. En klar nødvendighed for efter 12 år med konstante underskud der sammenlagt er løbet op i omegnen af 100 milliarder kroner, er GM fast besluttet på endelig at vende den negative udvikling i Opel.

Planerne om at lade Opel lancere et andet billigmærke end Chevrolet, tyder dog samtidig på, at GM og Opel ikke nødvendigvis har – eller for den sags skyld er enige om – hvilken strategi, der kan bringe Opel tilbage på rette spor.

Indtil nu har den officielle strategi været, at Opel skulle have fred for Chevrolet på sit hjemmemarked, og derefter positionere mærket som et lidt dyrere, livsstilsorienteret bilmærke. Pejlemærket har været VW og midlerne bl.a. højere prestige og flere livstilsbiler som minibilen Adam, crossoveren Mokka og en ny topmodel over firmaflyderen Insignia.

Den del af planen fortsætter med stor sandsynlighed, selv om Opel-boss Karl-Thomas Neumann i sidste måned for første gang erklærede, at Opel overvejer muligheden for at lancere et nyt billigmærke. Siden har avisen Financial Times tidligere på ugen fulgt op med en historie om, at GM faktisk har besluttet at bevæge sig ned i den mest prisbillige del af bilmarkedet i Europa.

Her nyder Renaults billigmærke Dacia og VW-koncernens tilsvarende mærke Skoda stor succes. I Europa, hvor mange lande fortsat lider under efterdønningerne af finanskrisen, er Dacia og Skoda to af de bedst sælgende mærker. Det er dén voksende kage, som GM og Opel nu ønsker at få en bid af – uagtet at man netop har besluttet at stoppe for salget af koncernens eksisterende billigmærke, Chevrolet.

Læs mere:

Fornyet opbakning fra GM til Opel

Gadekryds skal løfte skrantende Opel

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here