Renault Talisman afsløret som stationcar

Renault vil tilbage i firmaklassen, og her spiller stationcarudgaven af Talisman rollen som bestseller. Både sedan og Sport Tourer får dansk premiere i foråret.

Engang var franske biler stærkt repræsenterede i klassen for mellemstore firma- og familiebiler. Tænk blot på modeller som Citroën Xantia, Peugeot 407 og første generation af Renault Laguna, der alle havde ry for flot design og komfortable køreegenskaber. Det var noget der tiltalte danske bilkøbere, der typisk fik lidt mere udstyr og motorkraft hos de franske mærker end hos de tyske.

Siden er det gået ned ad bakke. For bilklassen generelt, der bløder markedsandele til nye crossover-modeller, og for de franske firmaflydere, der må se tyske rivaler som VW Passat, Ford Mondeo og til dels Opel Insignia køre med de sørgelige rester af den engang så vigtige firmaklasse.

I Europa sælges der dog fortsat én million biler i det såkaldte D-segment årligt, og den kage er det stadig fristende at få en bid af. Peugeot 508 og Citroën C5 synger på sidste vers og har svært ved at samle meget andet end krummer op, men nu har Renault fundet selvtilliden og den helt store kagegaffel frem: Talisman hedder den sultne Renault, der med flot Laurens van den Acker design og masser af plads skal få flere til at droppe Passat og Mondeo til fordel for franske bilbyggeres historiske flair for fine langturs- og jobbiler.

I begyndelsen af juli viste Renault sedan-udgaven af Talisman, og nu er turen kommet til den, der for alvor skal sælge billetter: Stationcarudgaven som Renault har døbt Sports Tourer.

Designet af Talisman kombinerer den storsmilende kølergrill fra Espace med det kække hoftesvar fra Clio og Kadjar.
Designet af Talisman kombinerer den storsmilende kølergrill fra Espace med det kække hoftesvar fra Clio og Kadjar.

Mere hovedhøjde og 1.700 liters bagagerum
De udvendige mål er de samme: 486 cm lang, 146 cm høj og hele 187 cm bred. Taget dykker dog ikke så kraftigt som på sedanen, og dermed er der tre centimeter mere hovedhøjde på bagsædet i Sports Tourer. Knæene er der også plads til med en velvoksen akselafstand på 281 cm – to cm mere end i Passat.

Længere bagude er der plads til 572 liter i bagagerummet – eller 1.700 liter med nedfældet bagsæde. Det er meget – især fordi ladelængden kan øges til mere end to meter.

Under den svulmende kølerhjelm er der dømt tidstypisk downsizing af hele motorprogrammet: Talisman fås med to turbobenzinmotorer, begge på 1,6 liter, der yder 150 eller 200 hk og kan kombineres med syvtrins automatgear med dobbeltkobling. Diesel, som Renault er særligt skrappe til, fås i tre varianter: 1,5 med 110 hk, 1,6 med 130 hk eller 1,6 med 160 hk og automatgear.

Talisman kan udstyres med både variabel affjedring, fire forskellige køreprogrammer (Eco, Komfort, Neutral og Sport) og styring på alle fire hjul. Avanceret teknik der vidner om, at Renault vil generobre markedsandele i firmaklassen med en klassisk fransk dyd som kørekomfort.

Indvendig har Renaults chefdesigner van den Acker dømt forårsrengøring. Instrumenterne blander digitalt med analogt og en næsten iPad-stor trykfølsom skærm i midterkonsollen har reduceret antallet af knapper betydeligt.

Både når det gælder stil og teknik ser Renault Talisman altså ud til at være på omgangshøjde med de bedste – nu mangler vi bare at se, om det rækker til fransk comeback i firmaklassen. Det ved vi mere om til foråret – her får både sedan og Sports Tourer dansk premiere. Priserne er endnu ukendte, men mon ikke de placerer sig tæt på en anden, skrap udfordrer, Skoda Superb, der fra september kan fås fra 320.000 kr.

Læs også: Adieu Laguna – bon jour Talisman

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here