Suzukis mikro-SUV kan blive kult

Suzuki kommer først med en SUV i mikroklassen. Ignis har designet, pladsen og ikke mindst charmen til at blive kult – fabrikken har allerede svært ved at følge med efterspørgslen.

Der fremstilles mange gode biler i dag. Som bilkøber kan man nærmest ikke gå galt i byen, men omvendt er der langt mellem de nye biler, der ender med at opnå kult- eller endda klassiker-status. I nyere tid er det vel kun modeller som Audi TT, Citroën C4 Cactus, Fiat 500, Mazda MX-5, Mini, Suzuki Swift og VW Up der har formået at skabe ekstra begejstring og måske endda lidt ‘medlem-af-en-klub’ fornemmelse for deres ejere.

Til april kommer der en nyhed til Danmark, der godt kunne køre direkte ind i den eksklusive klub for biler med kult-kvaliteter.

Navnet er Suzuki Ignis, og inden du rynker på næsen, fordi navnet minder dig om en småkedelig Suzuki fra 90erne, der især fandt sin publikum hos førtidspensionister og den kommunale hjemmepleje, skal du viske den mentale tavle ren.

Ignis anno 2017 er nemlig en helt anden og mere spændende historie. Faktisk er Ignis mikroklassens første ægte SUV, der endda kan udstyres med firehjulstræk, hvis du ønsker at tage dens ekstra frihøjde og nuttet-barske offroader-udstråling på ordet. En blot 3,7 meter kort ‘bjergged’ af en bil, der selvsikkert bringer SUV og crossover-moden ned i bilernes mindste klasse med flere, fine designdetaljer. Tjek for eksempel de store, men smalle hjul helt ude i hjørnerne, sorte A-og B-stolper a la Suzuki Swift, forlygter, der ‘svæver’ inde i kølergrillen og ‘gællerne’ på C-stolpen, der er en hilsen til Suzukis hedengangne mikro-coupé Cervo med hækmotor.

Suzuki-kendere vil også se hentydninger til andre Suzuki-succes’er som SUV’en Vitara og den lille, men særdeles terrænduelige Jimny-firehjulstrækker.

Kantet og kompakt på den cool måde - Suzuki Ignis ligner ikke noget andet i mikroklassen.
Kantet og kompakt på den cool måde – Suzuki Ignis ligner ikke noget andet i mikroklassen.

Indvendig er der også kælet for detaljerne. Instrumentpanelet er godt nok udført i rustik, hård plastic, men designet er helt rigtigt med enormt centerspeedometer, runde luftdyser og en fritsvævende, trykfølsom skærm til infotainment og telefonopkobling. Vigtigst af alt byder Ignis på den forhøjede kørestilling, som mange efterspørger i dag, og på bagsædet er der forbløffende nok plads til to voksne i den ultrakompakte bil. Fra mellemste udstyrstrin, Active, kan bagsædet endda længdejusteres 16,5 cm, så du også kan udvide bagagerummet fra 260 til 373 liter, hvis det er vigtigere end benplads.

Lille bil, store forventninger
Den danske importør har da også store forventninger til den lille Ignis.

”Vi ser den som en super bil for Suzuki, fordi Ignis er et friskt pust i klassen med potentiale til at tiltrække nye og yngre kunder. På sigt kan den måske endda blive en ikon-bil for Suzuki og måske et spændende alternativ for dem, der i dag kører Fiat 500,” siger John Mogensen, pressechef for den danske Suzuki-importør.

Han fortæller, at forhåndsinteressen for Ignis har været usædvanligt stor. I det øvrige Europa, hvor Ignis allerede er lanceret, sælger den dobbelt så godt som forventet. På kort sigt kan det derfor blive svært at skaffe flere biler end de 2.000 årligt som Danmark er blevet tildelt.

Herhjemme forventer Suzuki at sælge flest Ignis med mellemste udstyrstrin Advance. For 146.000 kr. inkl. levering får du her aircondition, 7-tommers trykfølsom skærm med bluetooth, DAB-radio samt Apple CarPlay og Android Auto, bakkamera, 16-tommer alufælge, sædevarme samt detaljer som skærmkanter, tagræling og sideskørter, der giver det rette SUV-look.

Stemningen er rustik og opløftet i Ignis-kabinen. Den store skærm følger med fra mellemste udstyrstrin.
Stemningen er rustik og opløftet i Ignis-kabinen. Den store skærm følger med fra mellemste udstyrstrin.

Nødbremse koster ekstra
Til gengæld må du betale 7.000 kr. ekstra, hvis du vil have en avanceret, automatisk nødbremse, der virker ved hastigheder mellem 5 og 120 km/t og også inkluderer vognbaneassistent og alarm mod slinger. Med nødbremsen scorer Ignis alle fem stjerner i Euro NCAPs crashtest, uden må den nøjes med tre.

Ignis fås fra 132.000 kr. inkl. levering, mens topudgaven Adventure koster 164.000 kr. Sidstnævnte inkluderer så meget ekstraudstyr som bl.a. automatisk nødbremse, navigation, klimaautomatik, fuld LED-forlygter, nøglefri betjening, fartpilot og læderrat, at den faktisk fremstår som et godt tilbud. Spørgsmålet er selvfølgelig, om kunderne vil betale så meget for en bil i en klasse, hvor de billigste biler koster det halve. Som SUV er Ignis dog i en kategori for sig selv i den populære mikroklasse.

Danmarks billigste firehjulstrækker
Som udgangspunkt har alle Ignis-udgaver altid den samme, firecylindrede 1,2 liters benzinmotor med 90 hk under den korte kølerhjelm. Vi kender maskinen fra andre Suzuki-modeller som en kultiveret og ganske støjsvag maskine. En kort testtur under den danske præsentation bekræfter det indtryk. De 90 hk har let spil i Ignis, der blot vejer 900 kg. De japanske ingeniører har også udnyttet fjervægten til at udstyre Ignis med nogle letbenede køreegenskaber og en overraskende fin affjedringskomfort. Uden ligefrem at være blød, virker Ignis umiddelbart skrap til at opsuge vejens huller og ujævnheder uden mærkbare protester – flot for så kompakt en bil.

I topudgaven kan motoren udvides med et såkaldt mild hybrid-system, der ved hjælp af et lille batteri og en kombineret elmotor-generator forbedrer benzinøkonomien med syv procent. Merprisen er 5.000 kr. Vil man hellere have Ignis med ægte firehjulstræk, er merprisen 28.000 kr. Sammen med Active-udstyr bliver prisen 174.000 kr. med levering, hvilket gør Ignis AllGrip til Danmarks billigste firehjulstrækker.

Ignis får Danmarkspremiere hos de danske Suzuki-forhandlere 1. og 2. april.

Fra mellemste udstyrstrin kan bagsædet forskydes 16,5 cm. Til gengæld indskrænkes bagsædet fra tre til to pladser.
Fra mellemste udstyrstrin kan bagsædet forskydes 16,5 cm. Til gengæld indskrænkes bagsædet fra tre til to pladser.

Læs også: En Suzuki til far, mor og Baleno

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here