Thursday, Nov. 23, 2017

TEST: Megane er den bløde mellemvare

Skrevet af:

|

19. juni 2016

|

I kategorien:

TEST: Megane er den bløde mellemvare

BILTEST: Designet er helstøbt og komforten god, men fjerde generation af Renault Megane har svært ved at løfte sig over det gennemsnitlige.

Hvilken bil?
Fjerde generation af Megane er Renaults udfordrer i den populære Golf-klasse og dermed en praktisk hatchback med fem døre. Sammenlignet med forgængeren er den nye Megane 2,5 cm lavere og fem cm bredere. Akselafstanden er øget med tre cm og hjulene er skubbet mere ud i hjørnerne. Tilsammen giver det Megane et mere muskuløst udtryk – også sammenlignet med klasseduksen, den mere opretstående VW Golf. Her tester vi udgaven med næstmindste benzinmotor – en 1,2 liter med fire cylindre, der med turbo yder 130 hk – og mellemste udstyr, Zen, til 258.000 kr. inkl. lev.

Vidste du at?
Renault og Nissan indgår i en alliance og derfor deler Megane platform med Nissan Pulsar. Ud over designet adskiller de to biler sig på akselafstanden, hvor Nissan Pulsar er størst og med klart mere plads på bagsædet.

Kigger man i historiebøgerne, har Renault Megane IV noget at leve op til: Megane har været Årets Bil i Europa, den mest solgte importbil i Tyskland og den første i sin klasse, der scorede topkarakter i Euro NCAP crashtesten.

I 2002 satte Megane II også nye standarder for, hvor vovet en ellers almindelig familiebil kunne være designet. Så avantgarde er Megane IV ikke, men under designchef Laurens van den Acker er Renaults stil skærpet markant.

Hvordan er førerpladsen?
Ganske indbydende og med et nærmest ’tysk’ forhold mellem sæde, pedaler og det næsten lodrette rat. Her er Renault bedre end nogensinde. Speedometer og omdrejningstæller er bygget sammen i et tydeligt digitalinstrument midt i synsfeltet, flankeret af analoge visere for brændstof og kølevand. Det fungerer glimrende. Trykskærmen, der bl.a. styrer radio og navigation er dog ikke altid lige logisk at betjene. Til gengæld har finishen fået et mærkbart løft med flere bløde overflader, men hvorfor skal vi nøjes med kunstlæder på det ellers lækre rat?

Hvordan opleves kabinen?
Mens der kræses for passagererne skal man være af petit statur for at finde sig til rette på bagsædet. Sæderne er ellers godt polstrede og udsigten fin gennem relativt store sideruder, men trods forøget akselafstand er benpladsen blandt de ringeste i klassen. Et klart minus som Megane har til fælles med andre franske ’Golf-spillere’ som Peugeot 308 og Citroën C4. Her er rivaler som Opel Astra, Kia Ceed og især Skoda Octavia langt mere familievenlige. Fordelen finder vi i bagagerummet, der nok har en høj læssekant, men til gengæld sluger hele 418 liter. Her er Megane blandt de store i klassen.

Er sikkerheden i orden?
Automatisk nødbremse er sammen med en fin afstandsalarm ekstraudstyr til 6.500 kr. Her har Renault efter vores mening foretaget et kritisabelt valg, men ved i stedet at inkludere en fartbegrænser, opnåede Megane alligevel alle fem stjerner i Euro NCAP-crashtesten sidste år. Renault virker til at have et inkonsekvent forhold til sikkerhed: For få år siden lavede fabrikken nogle af markedets mest sikre biler, siden fulgte en periode med stærkt svingende resultater. Bortset fra den manglende nødbremse præsterer den nye Megane dog godt i alle crashtest-discipliner og må betegnes som en af klassens sikreste biler. Læs mere på sikkerbil.dk 

Hvordan kører den?
Køreegenskaberne i Renault Megane er både ’Shit & Chanel’, som man ville have sagt i 70erne: Blød men komfortabel affjedring, effektiv støjdæmpning af motoren og den herligt flade måde at tage hurtige kurver på, får os til at udbryde oh la la. Omvendt frustreres vi over irritationsmomenter som en steril servostyring, rigelig vindstøj og køreegenskaber, der aldrig bliver rigtigt skarpe.

Det er så lidt, der mangler i at gøre Megane mere ’magnifique’ end middelmådig, men Renault når ikke helt i mål og så ender den franske Golf-udfordrer med at vække mere sympati end egentlig begejstring.

Hvordan er motoren?
Comme ci, comme ca, som de siger i Frankrig. På den ene side har den downsizede 1,2 liters turbobenziner et tilpas kraftoverskud, en fin gangkultur og den helt rigtige, dæmpede snerren, når du accelererer. På den anden side er forbruget højt – og det gælder både normtallet på 18,9 km/l og vores testforbrug på 14,2 km/l. Endelig lades motoren en smule i stikken af et gearskifte, der er ekstremt letgående men også upræcist. ’Løsagtigheden’ understreges af en unødvendigt lang gearstang, der bare øger den slaskede fornemmelse. Igen et eksempel på, at Renault med små midler – her en kortere gearstang – kunne forbedre oplevelsen i Megane.

Passer prisen?

Den testede Megane med 130 heste og mellemste Zen-udstyr placerer sig i det brede midterfelt sammenlignet med konkurrenterne. Samme udgave med Renaults fine 110-hestes dieselmotor er dog 4.000 kr. billigere og ligner et bedre tilbud.

En god garanti er dog ikke med i prisen, men noget du betaler ekstra for. For eksempel kan de lovpligtige 2 års garanti udvides til 5 år/100.000 km for 5.600 kr. Det lyder måske billigt, men når nu Renaults ry for pålidelighed er lidt blakket, kan det undre, at udvidet garanti ikke bare er en del af pakken som hos Hyundai og Kia med henholdsvis 5 og 7 års garanti.

Er der alternativer?
Megane lander i et minefelt af skrappe konkurrenter: Klasseduksen VW Golf fås til 279.000 kr. med 1,4 liters motor og 125 hk og ganske omfattende Allstar-udstyr. Med god komfort, lille bagsæde og en bomstærk benzinturbomotor med 130 hk minder landsmanden Peugeot 308 om Megane, men løber op i 274.000 kr. med Active-udstyr. Meganes største hovedpine er derfor den nye Opel Astra, der som 1,4 Turbo med 125 hk og Enjoy-udstyr er en mere rummelig og velkørende udfordrer til attraktive 244.000 kr. Endelig byder Kia Ceed på 120 hk og omfattende Style Plus Clim udstyr på samme komfort, men væsentligt mere plads og syv års garanti for stærke 241.000 kr.

Konklusion:
For: Fin komfort og velskabt design.
Imod: Lille bagsæde, slasket gearskifte, steril styring.
Hvilkenbil siger:
Stjerner4
Med fransk flair for komfort og design vækker Renault Megane sympati i den lidt konservative Golf-klasse. Desværre er der sjusket med detaljerne, bagsædet er blandt klassens mindste, og så ender Megane med at være mere middelmådig end magnifique.

Læs også tests af konkurrenterne:

Mesterlig motor løfter Citroën C4

Facelift holder Kia Ceed inde i Golf-krigen

Lav puls i Nissan Pulsar

Opel Astra rækker efter stjernerne

Peugeot 308 er stærk på stil og komfort

Snusfornuften sejrer stort i Skoda Octavia

FAKTA: Renault Megane 1,2 TCe 130 Zen

Vejl. pris, inkl. lev.: 258.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.200 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 18,9 km/l
Forbrug i test: 14,2 km/l
Længde/bredde/højde: 436/181/145 cm
Bagagerum (min/max): 418/1.247 liter
Vægt: 1.280 kg
Motor: 4 cyl., 1,2 liter, turbobenzin
Effekt: 130 hk/205 Nm
0-100 km/t: 10,6 sek
Topfart: 197 km/t

Særligt standard udstyr:
To-zone klimaanlæg, 16” alufælge, vognbaneassistent, skiltegenkendelse, el-ruder for og bag, el-spejle, højdejusterbart førersæde, automatisk start/stop-funktion, multijusterbart kunstlæderrat med betjening af fartpilot, radio, kørecomputer og lydanlæg, sædevarme, fuld LED-lygter for og bag, automatisk op- og nedblænding, regn- og lyssensor, 7” trykfølsom R-Link skærm med navigation, DAB-radio og Bluetooth.

Metallak: 6.500 kr., sikkerhedspakke med automatisk nødbremse og afstandsalarm: 6.900 kr., city-pakke med p-sensor for og bag og elklapbare sidespejle med varme: 4.500 kr., easy-pakke med nøglefri betjening: 3.500 kr. (* Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: +1 (from 1 vote)

Del denne artikel

Related News

TEST: Skoda Octavia går en oktav op
TEST: Opel Insignia – slagskib til slagpris
TEST: Nissan Micra rykker fra trist til trendy

About Author

Jens

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>