TEST: Nissan Micra rykker fra trist til trendy

BILTEST: Fra grå mus til funky fætter. Den nye Nissan Micra er noget af det frækkeste i miniklassen lige nu – men bag det skarpe design gemmer sig et snævert bagsæde og en svag motor.

Hvilken bil ?
Det er næsten svært at forstå, at femte generation af Micra-modellen, der første gang så dagens lys helt tilbage i 1982, står på samme platform som forgængeren, der fra 2010 til 2016 var en af mini-klassens mest grå mus. For designet af den nye Micra er gået fra intetsigende til knivskarpt og dynamisk, og samtidig er Micra sprunget ud som livsstilsbil, der kan personliggøres i et væld af farvekombinationer og styling-tilvalg både inde og ude. Priserne for den nye Nissan Micra starter lige under 139.000 kr. inkl. levering med en 70 hk benzinmotor uden turbo og topper ved en turbodiesel med 90 hk til lige over 196.000 kr. Vi tester her en turbobenziner med 90 hk og det højeste udstyrsniveau, Tekna. Prisen er godt 178.000 kr. inkl. levering.

Vidste du at?
Designet på den nye Nissan Micra er ifølge Koji Nagano, Vice President for Nissan Design Europe, målrettet det vigtige europæiske marked. Den femte generation af Micra er bredere, slankere, lavere og større end sin forgænger, der designmæssigt satte sig mellem to stole. Den var rettet 50 pct. mod det japanske marked og 50 pct. mod det europæiske marked, forklarede Nagano ved præsentationen af den nye Micra på Paris Motorshow i 2016.

Hvordan er førerpladsen?
Mere lækker og smækker end hos de fleste konkurrenter. Først og fremmest er materialer og finish noget over gennemsnittet, og Micra har næsten en luksuriøs fremtoning. Det skyldes blandt andet at indretningsarkitekterne har anvendt mere blød, indbydende plast, end vi er vant til for klassen. Layoutet er enkelt og stilfuldt og betjeningen logisk. Det er også muligt at sætte spræl i farvepaletten indendøre. Fx har testbilen orange kontraster – blandt andet på en blød (kunst)læderbeklædning i et bånd tværs over instrumentbordet. Det ser godt ud. Vigtigst af alt, så er det basale også i orden. Sæderne er gode og forholdet mellem rat, pedaler og gearstang kan tilpasses høj som lav.

Hvordan opleves kabinen?

Her mister Micra momentum. Lige så fine forhold, der er på de to forreste pladser, lige så trangt er der på bagsædet, som bortset fra en fin bredde hører til klassens absolut snævreste.

Det gælder især benpladsen, mens det også kan knibe med plads til børn i autostol på bagsædet. Her er fx de nye Seat Ibiza og VW Polo langt rummeligere. Hvor de strækker sig op mod den lille mellemklasse, rækker Micra mere ned mod mikroklassen på bagsædet. Også udsynet skråt bagud ved højresving er meget begrænset af det flotte, kileformede design. Til gengæld er bagagerummet på pæne 300 liter og reelt udformet med en fin læssehøjde.

Er sikkerheden i orden?
Ja. Her hører Nissan Micra til de bedste i miniklassen. Den scorer alle fem stjerner i Euro NCAP crashtesten – vel at mærke efter de skrappe 20017-krav, hvor det nærmest er umuligt at komme til tops uden avanceret aktivt sikkerhedsudstyr. Og det har Micra da også rigeligt af; som en af de få minier er en avanceret automatisk nødbremse, der også bremser for fodgængere standard lige som skiltegenkendelse, vognbaneassistent og fuldautomatisk fjernlys. En overbevisende pakke i miniklassen. Aktiv fartpilot er desværre ikke en mulighed. Ud over alt det avancerede udstyr er grundkonstruktionen af Nissan Micra stærk og yder god beskyttelse af fører og passagerer. Læs mere på euroncap.com

Hvordan kører den?
Køreegenskaberne i den nye Micra er tilpasset europæisk smag blandt andet gennem et stivere chassis, og alle spor af ‘asiatisk gyngehest’ er forsvundet.

Micra kører rimeligt dynamisk, men samtidig er komforten bevaret. Den er både sving-glad og har en fin retningsstabilitet på motorvejen, og man har en fornuftig føling med hjulenes bevægelser på vejen.

Affjedringen er dog til den hårde side, så kloakdæksler og andre skarpe ujævnheder i vejen slår relativt hårdt ind i kabinen – måske takket være testbilens 17 tommer fælge, som er standard i Tekna-udstyret. De ser flotte ud, men støjer en del, og det er vores bud, at de fleste vil føle sig bedre tilpas med 16 tommer hjul, som er standard med Accenta og N-Connecta-udstyr.

Hvordan er motoren?
Ikke blandt de bedste blandt de små trecylindrede turbomaskiner. Micra (og Renault Clio som motoren kommer fra) har også kun 0,9 liter slagvolumen at gøre godt med og savner punch til en hurtig overhaling. Gangkulturen er også til det grove side. VW’s og Fords tilsvarende maskiner viser vejen med mindre støj, mere trækkraft og lavere forbrug. Tallene taler deres tydelige sprog: Nissan Micra leverer 90 hk og et moment på 140 Nm ved 2.250 omdr. pr. min. Til sammenligning præsterer Ford 1,0 Ecoboost 100 hk og 170 Nm allerede fra 1.400 omdr. pr. min. De svagere præstationer fra Micra-motoren gør, at man presser den lidt – i hvert fald nåede vi i testugen blot et snit på 17 km/l mod de opgivne 21,7 km/l.

Passer prisen?
Tjaeh, Micra er ikke dyrest i feltet, men ligger i den høje ende. Det er egentlig retfærdigt nok med et højt udstyrsniveau, der i Tekna omfatter blandt andet 17″ alufælge, navigationsanlæg, særligt BOSE-lydanlæg og ikke mindst automatisk nødbremse. Men prisen udfordrer alligevel salget af Micra blandt det prisbevidste danske publikum. Den nye Seat Ibiza med Xcellence eller FR-udtyr, meget mere plads på bagsædet og en bedre motor koster for eksempel cirka 4.000 mindre end vores Micra testbil. Desuden er mange danskere fortsat glade for dieselbiler, og de kigger nok i retning af Peugeot 208s kampagnebiler, der med 100 hk HDI-motor er 15-20.000 kr. billigere end tilsvarende Micra-modeller.

Er der alternativer?
Masser. Vi vil blot nævne at par stykker her. Ud over Seat Ibiza, er der Fords nye Fiesta til lidt over 168.000 kr. med 100 hk Ecoboost-motor og Titanium-udstyr. Også den byder på bedre plads end Micra. Interessant er også Kia Rio 1,0 turbobenzin med 100 hk, som med omfattende Advance-udstyr og den unikke 7 års garanti koster ca. 174.000 kr. Den nye VW Polo, klassens ‘alfa-han’, som først lander hos forhandler i november, slipper vi heller ikke uden om. Den er bygget på samme platform som Seat Ibiza. Udstyret i mellemste Comfortline-udgave med 1,0 liters 95 hk TSI-motor, er ikke helt så righoldigt som i Nissan Micra Tekna, men alligevel er Polo-prisen en del højere – ca. 189.000 kr.

Konklusion:
For: Design, interiør, sikkerhedsudstyr.
Imod: Svag motor, bagsædeplads.
Hvilkenbil siger:
Stjerner3
Den nye Nissan Micra er ikke længere klassens grå mus, snarere det farverige indslag med frække former og masser af udstyr. Det omfattende sikkerhedsudstyr trækker også op, men sammenlignet med de bedste klassekammerater er Micra hæmmet af beskeden plads og en svag motor.

Læs også tests af konkurrenterne:

Solen skinner på Ibiza

Suzuki slanker Swift til ny succes

Fornuften fører an i Skoda Fabia

Ny Kia Rio med mere samba

Renault Clio forfører med stil og komfort

Citroën C3 – miniklassens funky fætter

Opel Corsa i vellykket comeback

Løveunge med dyrt hjerte af guld

Nøjsom og køreglad Mazda 2

FAKTA: Nissan Micra 0,9 IG-T 90 turbo ‘Tekna’:

Vejl. pris, inkl. lev.: 178.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 8.000 kr.
Årlig ejerafgift: 620 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år (max. 100.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 21,7 km/l (energiklasse A+, 104 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 17,0 km/l
Længde/bredde/højde: 399/174/146 cm
Bagagerum (min/max): 300/1.004 liter (VDA)
Køreklar vægt: 1.082 kg
Motor: 3 cyl., 0,9 liter, turbobenzin
Ydelse: 90 hk ved 5.500 omdr./min.
Max. moment: 140 Nm fra 2.250 omdr./min.
0-100 km/t: 12,1 sek
Topfart: 175 km/t

Særligt standard udstyr (Tekna):
Automatisk nødopbremse inkl. fodgængere, fuldautomatisk fjernlys, vognbaneassistent, skiltegenkendelse, fartpilot, Hill Start Assist, Nissan Connect (integreret navigations- og infotainment system), klimaanlæg, LED-forlygter (nær og fjernlys), nøglefri betjening og start/stop knap, 17” alufælge, el-ruder for, el-opvarmede forsæder og el-justérbare, opvarmede sidespejle med integreret blinklys, BOSE Personal Audio System med 6 højtalere – heraf 2 i nakkestøtten, bakkamera og P-sensor bag mm.

[email protected]

3 Kommentarer

  1. Ja der sker meget på få år…sådan beskrev du motoren i Renaults 0,9 TCe i 2013

    “De 3 cylindre har en skøn bas-lyd, der lyder af meget mere end 0,9 liter. Turboen giver et solidt kraftoverskud, og oppe i fart falder motoren klædeligt til ro, hvilket gør Clio til en overraskende magtfuld cruiser.”

    Lidt underfundigt når du linker til Clio testen nederst i dit indlæg 🙂

    • Hej JS. Jeg kan godt se selvmodsigelsen – og at det er den slags, der kan få biljournalister til at fremstå useriøse og overfladiske 🙂 Men dels kan fire år godt være lang tid i bilindustrien, dels kan der være stor forskel på, hvordan forskellige bilmodeller er støjdæmpet. Vi kender det også fra VW-koncernen, hvor den samme teknik bruges i et væld af bilmodeller – og hvor præstationer og især lyd kan svinge ganske meget for den samme motor i forskellige mærker som VW, Audi, Skoda og Seat. Endelig er det min gode kollega Henrik Hauthorn, der har testkørt Nissan Micra, mens jeg i sin tid testkørte Renault Clio. Jeg bemærker dog, at motoren i Micra har fået tilsvarende kritik i andre tests – så mon ikke, der er noget om snakken? Under alle omstændigheder håber jeg, at du hænger på som læser af hvilkenbil.dk. Med venlig hilsen, Jens, hvilkenbil.dk

      • Bare rolig jeg hænger stadig på som læser af hvilkenbil.dk. Her finder jeg tit mange gode tips om de almindelige hverdagsbiler, som de fleste af os må nøjes med at køre i 🙂

        Er selv ejer af en Clio 0,9 TCe, hvor jeg egentlig synes motoren gør det meget godt i dagligdagen og hvis den bliver kørt rigtig “pænt” kan jeg næsten nå de lovede km. pr. liter, men også kun næsten 🙂

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here