Monday, Oct. 23, 2017

TEST: Scenic kommer til kort som familiebus

Skrevet af:

|

18. juni 2017

|

I kategorien:

TEST: Scenic kommer til kort som familiebus

BILTEST: Den nye Scenic er Renaults bud på en moderne fem-personers kompakt MPV. Design, teknik og køreegenskaber er vellykkede, men det kniber med benpladsen på bagsædet.

Hvilken bil ?
Fjerde generation af den kompakte MPV Renault Scenic gentænker MPV-konceptet. Scenic bygger videre på designet fra den store Espace, der på samme måde benytter stiltræk fra de moderigtige crossovers og SUV’erne som enorme 20 tommer hjul, der er standard, og ekstra frihøjde til at gentænke det ofte lidt busagtige MPV-design. Scenic er til fem personer, men den har også en storebror, Grand Scenic, med plads til syv. Grand Scenic koster fra 304.000 kr. mens startprisen for den testede Scenic ligger ca. 30.000 kr. lavere. Testbilen er en 110 hk turbodiesel med mellemste udstyrsniveau ’Zen’ til 290.000 kr. og 7-trins automatgear til 29.000 kr. ekstra – i alt 319.000 kr. inkl. levering.

Vidste du at?

Renault har stort set ‘opfundet’ MPV-klassen, ‘multi purpose vehicles’, der er biler til alle familiens gøremål. Allerede i 1984 lancerede franskmændene sin Espace, der tog bilbygningen til en helt ‘ny galakse’.

I 1996 stod Renault også fadder til klassen for kompakte MPV’ere med den første Scenic. Bilen ramte plet hos forbrugerne, og siden har Renault solgt ca. fem millioner Scenic. Konkurrenterne fik travlt med at efterligne, men først langt senere var de klar med biler som Ford C-Max, VW Touran og Toyota Verso.

Hvordan er førerpladsen?
Vellykket. Udsyn og overblik fra førersædet i Scenic er som i storebror Grand Scenic i top. Du sidder komfortabelt med en logisk indretning omkring dig. Layout og design af instrumentbordet og førerpladsen er vellykket, materialerne er udført i en ok kvalitet, mens finishen opleves som lidt over middel. Betjeningen er enkel og overskuelig med en masse funktioner samlet i en 7 tommer trykfølsom skærm. I den dyrere ’Bose Edition’ vokser skærmen til 8,7 tommer. Det 7-trins automatgear er en skøn luksus i hverdagen, men det koster næsten 30.000 kr. ekstra.

Hvordan opleves kabinen?
Desværre trang for en bil, man typisk køber for familiens skyld.

Pladsen på de to forreste sæder er rigelig, og bagagerummets 506 liter er også tilstrækkelig, men der i mellem kikser det i Scenic. Trods en akselafstand på 273 cm, får indretningsarkitekterne hos Renault skuffende lidt ud af pladsen, så der mangler benplads på bagsædet.

I Grand Scenic er det faktisk også knebent, men i Scenic, der har 7 cm kortere mellem akslerne, er det værre. De påklistrede flyborde bag på forsæderne er praktiske, men udformningen klodset, og det koster 5-7 cm knæplads, som en langbenet passager har brug for. Til børn er bagsæderækken dog stort set perfekt med tre individuelle sæder.

Er sikkerheden i orden?
Sikkerheden har fået et stort løft i den nye Scénic, der for alle versioner scorer de maksimale fem stjerne i Euro NCAP’s sikkerhedstest fra 2016. Aktivt nødbremsesystem, AEB City, med fodgænger-advarsel er standard på alle udgaver ligesom skiltegenkendelse med advarsel ved for høj fart og fartpilot/-begrænser. Vognbaneassistent samt automatisk op- og nedblænding af fjernlys er desuden standard i testbilens ’Zen’-udstyr og ’Bose Edition’, mens adaptiv fartpilot med pædagogisk afstandskontrol kan tilkøbes. Læs mere på euroncap.com

Hvordan kører den?

Knapt så komfortabelt som sin forgænger fra 2009. De store 20”-hjul ser flotte ud, men de har tendens til at opsamle ujævnheder.

Dækkene er kun 195 mm brede og dækprofilen svarer til den for gennemsnitlige 17”-hjul med en sidevæg på 107 mm. Det skulle ifølge Renault sikre komforten og forbedre brændstoføkonomien, men ikke desto mindre virker den nye Scenic hårdere afstemt end den gamle, uden at det dog er ubehageligt. Scénic er letkørt og styrer tilpas direkte, men vi kunne godt ønske lidt mere respons fra forhjulene. Testbilens automatgear er af dobbeltkoblingstypen, som Volkswagens DSG-gear, men det skifter slet ikke så hurtigt og ubemærket som Volkswagens.

Hvordan er motoren?
Velkendt – og det er på ingen måde dårligt. Den 4-cylindrede turbodiesel med 110 hk og et moment på 260 Nm fra 1750 omdrejninger/min. er meget passende til Renault Scenic, der vejer 50 kilo mindre end Grand Scenic. Den 1,5 liters turbodiesel har en behagelig gang og arbejder lydløst, så selv om den næremst ligger inde under instrumentbordet, hører man forbavsende lidt til den. Vi foretrækker også denne motor frem for den 130 hk 1,2 liters turbobenziner, som vi synes er lidt for svag til Scenic, mens den større turbodiesel med 130 hk selvfølgelig lokker, men den koster ca. 30.000 kr. ekstra, og fås ikke med automatgear. Forbruget for testbilen er opgivet til 25 km/l, men det var vi ikke i nærheden i testugen med et snit på bare 16 km/l.

Passer prisen?
Ikke helt. Ser vi først med mulighederne inden for ‘egne rækker’ i Renaults modelprogram koster Scenic, hvis man ser bort fra basisudgaven med en for lille 115 hk turbobenziner, 25.000 kr. mindre end storebror Grand Scenic, der standard har 7 siddepladser og mere plads på bagsædet og i bagagerummet. Det er en beskeden merpris for en større og mere fleksibel familiebil. Som vi ser det, er besparelsen ved Scenic ikke tilstrækkelig i forhold til Grand Scenic. En del købere til Scenic vil nok også lade sig friste af Renaults egen crossover Kadjar, der bygger på samme basis som Nissan Qashqai. Med samme motor, gear og udstyrsniveau er den ca. 14.000 billigere end testbilen. I forhold til konkurrenterne lægger Scenic sig i den høje ende af prisskalaen, men den nye Scenic er altså også frisk fra fad, hvor flere af konkurrenterne efterhånden har en del år på bagsmækken.

Er der alternativer?
Ja, men dog ikke ret mange efterhånden, da mange bilproducenter satser på crossovers. Renault Scenic kæmper direkte med et andet fransk ‘rumfartøj’ Citroën C4 Picasso, som lige nu fås til 244.000 kr. med 130 hk turbobenziner eller – diesel. Altså noget billigere end Scenic, og C4 Picasso er tilmed mere rummelig men mangler dog den automatiske nødbremse. Også Ford C-Max fra 275.000 kr. med 1,5 TDCI og 120 hk er skarpere på prisen, men også her savner vi nødbremsen, Dyrere er Volkswagen Golf Sportsvan fra 277.000 kr. men koster med 1,6 115 hk TDI-motor 318.000 kr. Skørt, for Touran, der er mere rummelig, fås for 316.000 kr. med samme motor. Toyota Verso med fem sæder og 1,6 turbodiesel koster fra 300.000 kr., og her er en sikkerhedspakke med bl.a. nødbremse og vognbaneassistent standard.

Konklusion:
For:
Design, aktivt sikkerhedsudstyr, indretning
Imod: Plads på bagsædet, kun to års garanti
Hvilkenbil siger:
Stjerner4
Den nye Renault Scenic er et frisk pust i den skrumpende MPV-klasse. Designet sætter ny standard for klassen, teknikken er gennemprøvet, indretningen fin og sikkerhedsudstyret i orden – men på bagsædet strammer Scenic desværre om familien. Yderligere 25.000 kr. er givet godt ud på ‘storebror’ Grand Scenic med plads til syv.

Læs også tests af konkurrenterne:
Golf Sportsvan – rugbrød til kernefamilien

C4 Picasso – fristende fransk rumfartøj

…og af Grand Scenic:
Grand Scenic er en elegant praktiker

FAKTA: Renault Scenic ‘Zen’ dCi 110 aut.
Vejl. pris, inkl. lev.: 319.000 kr.
Privatleasing: (10.000 km/3 år): 3.095 kr./md – 14.995 kr. i førstegangsydelse (Zen-udstyr)
Anslået kontantrabat:* 25.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.120 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 25 km/l
Forbrug i test: 16,0 km/l
Længde/bredde/højde: 441/187/166 cm
Bagagerum: 506 liter
Vægt: 1.576 kg
Motor: 4 cyl., 1,5 liter, turbodiesel
Effekt: 110 hk/260 Nm
0-100 km/t: 12,4 sek
Topfart: 184 km/t

Særligt standard udstyr (’Zen’):
Advarsel ved vognbaneskift, aktivt nødbremsesystem m. fodgænger advarsel og ”City Brake”, automatisk nær-/fjernlys, dæktrykssensorer, skiltegenkendelse og advarsel v. for høj fart, 2-zone klimaanlæg, el-ruder, højdeindstillelige forsæder, multijusterbart læderrat, nøglekort m. håndfri betjening, regn- og lyssensor, varme i forsæderne, brugerdefineret speedometer med 7″ TFT-skærm, cruise control/hastighedsbegrænser, Eco Mode køreindstilling, elektronisk parkeringsbremse, gearskifteindikator, Hill Start Assist, kørecomputer, parkeringssensorer for og bag, 20″ aluminiumfælg, 12-V-stik, flyborde bag, foldbart passagersæde, nedfældeligt splitbagsæde, panoramaforrude, C-Shape forlygter m. LED kørelys, el-sidespejle m. varme, LED-baglygter, R-Link 2-infotainmentsystem: 7” adaptiv touchscreen, navigation med kort over Europa, DAB+, Bluetooth, stemmebetjening, USB-in, AUX- in, ratbetjening og 6 højttalere.

Metallak: 6.900 kr. (*angivet af hvilkenbil.dk)

[email protected]

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0 (from 0 votes)

Del denne artikel

Related News

TEST: Nissan Micra rykker fra trist til trendy
TEST: Solen skinner på Ibiza
TEST: Suzuki slanker Swift til ny succes

About Author

Jens

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>