TEST: Volvo V40 er en velkørende kampvogn

BILTEST: Volvo V40 lokker med skarpe linjer, masser af udstyr og fine køreegenskaber. Men rækker det i konkurrencen mod danskerfavoritterne Audi og BMW?

Hvilken bil?
V40 går efter at kapre kunder i det, man kunne kalde Golf-overklassen, hvor konkurrenterne hedder Audi A3 Sportback, BMW 1-serie og Mercedes-Benz B-klasse. Det er en kompakt og lækker luksusbil med prislapper, der starter på den gode side af 300.000 kroner.

Vidste du at?
V40 fås med Full Auto Brake, der bremser bilen automatisk, hvis systemet opfanger, at der er fare for kollision – det gør den for at undgå eller minimere skaderne på bilen og på passagererne. Volvo V40 er også verdens første bil med indbygget fodgængerairbag, der popper op foran forruden, hvis du rammer en fodgænger eller cyklist.

Hvordan er førerpladsen?
Kvalitetsfornemmelsen er tårnhøj, men instrumentbordet kræver tilvænning: Orange lamper lyser op, når du kommer for tæt på forankørende eller forhindringer på hver side af dig, gearskifteindikatoren er lidt svær at tyde, hastighedsbegrænsninger popper op som små, lysende vejskilte og hastigheden vises både som store digitale tal og på speedometeret. På samme måde er midterkonsollen fyldt med knapper. Der sker med andre ord rigtig meget omkring chaufføren, og det tager tid at vænne sig til.

 

Hvordan opleves kabinen?
Materialevalget er lækkert. Testbilen har tykt, lyst læder og dørhåndtag og rat har metaldetaljer, der vitterligt er metal og ikke bare metalfarvet plastik. Der er rimelig plads på bagsædet, og sæderne foran støtter godt. Med døre og vinduer lukkede føles kabinen så sikker som en kampvogn, og motorlyd og støj fra vej og vind er knap hørbar. Det er tydeligt, at vi har at gøre med en bil i den absolutte luksusklasse. 

Er sikkerheden i orden?
Volvo har i mange år været synonymt med sikkerhed, og V40 lever fuldt ud op til mærkets ry. Bilen fås med en sikkerhedspakke, der advarer chaufføren om træthed eller distraktion, eller hvis bilen trækker til siden, og som ved hjælp af radarteknologi kan opdage fodgængere foran bilen og kan bremse automatisk. Derudover er der bakkamera, de nævnte lamper, der advarer om kollision med andre biler og meget andet.

Der er kun lige en enkelt anke: Man kan ikke stole blindt på systemet, der genkender vejskilte og viser dig dem på instrumentbordet. Jeg oplevede utallige gange at køre i 40 km/t-zoner, mens bilen forsøgte at fortælle mig, at jeg måtte køre 70.

Læs mere på sikkerbil.dk

Hvordan kører den?
Volvo har strammet gevaldigt op på køreegenskaberne de senere år, og selv om V40 primært er lagt an på komfortabel kørsel er der ikke noget ”blød hat” over den.

Styringen er stram, undervognen tilpas fast, og den lidt mere sporty stil understreges af en lav siddestilling bag rattet. Det er godt gået.

Hvordan er motoren?
Den 115-hestes dieselmotor i D2-udgaven er mindste diesel, og den har rigeligt med kræfter til at trække kampvognen fremad. Den føles meget harmonisk og alle rystelser og de fleste rallelyde er effektivt bortvist fra kabinen.

Passer prisen?
Ja. Med højeste udstyrsniveau Summum ryger prisen på den 115-hestes dieseludgave op på 391.000 kr. Med sådan en pris blander Volvo sig med de helt tunge drenge i den luksuriøse ende af Golfklassen, men ser man på køreegenskaber, sikkerhed, plads og kvalitet kan Volvo sagtens være med i det spil. Kan du nøjes med basisudgaven Kinetic, ryger prisen ned på mere spiselige 321.000 kr.

Er der alternativer?
Danskerne elsker Audi, og det er da også her, man finder den mest umiddelbare konkurrent: A3 Sportback, der har nogenlunde samme dimensioner og samme høje kvalitetsniveau som Volvo. Her får du en 105-hestes topudstyret bil med høj misundelsesfaktor for 325.000 kr. Og hos BMW kan du få naboerne til at kaste lange blikke mod din carport med den mindre praktiske, men smukkere 116d for nogenlunde samme penge. Men Volvo V40 tager sig stadig godt ud – selv i dét selskab.

Konklusion:
For: Skarpt design, lækre materialer, gode køreegenskaber, mulighed for masser af sikkerhedsudstyr.
Imod: Ikke den mest sporty i klassen.
Hvilkenbil siger:
Stjerner5
Volvo V40 er en glimrende pakke, som du bør undersøge nærmere, hvis du normalt bare vælger en Audi, fordi det er den, du kender og er vant til. V40 giver dig alt det, du forventer af en bil i luksusklassen, og så har den – trods det kinesiske ejerskab – stadig en vis portion nordisk charme.

FAKTA: Volvo V40 D2 Summum
Vejl. pris, inkl. lev.: 391.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 20.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.000 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 26,3 km/l
Længde/bredde/højde: 437/204/145 cm
Bagagerum: 335 liter
Vægt: 1.333 kg
Motor: 4 cyl., 1,6 liter turbodiesel
Effekt: 115 hk/270 Nm
0-100 km/t: 12,3 sek
Topfart: 185 km/t

Særligt standard udstyr:
Ratbetjening af radio og fartpilot, elruder, elspejle med varme, klimaanlæg, elvarme i sæder, læderrat, lædersæder, multijusterbar førerplads, kørecomputer, splitbagsæde, alufælge.
Metallak: 11.500 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

Læs mere: V40 – en Volvo med wauw-effekt

Af Jens Østergaard

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here