Monday, Oct. 23, 2017

VW synes Skoda er lidt for dygtige…

Skrevet af:

|

6. oktober 2017

|

I kategorien:

VW synes Skoda er lidt for dygtige…

Skoda har mere fart i salg og indtjening end moderselskabet Volkswagen. Faktisk går det så godt for den tjekkiske lillebror, at VW overvejer at lave et par benspænd for Skoda for ikke at blive overgået.

Da hvilkenbil.dk for nylig testede Skoda’s nye velvoksne bjørn af en SUV, Kodiaq, gik det, som det ofte gør: Vi endte med at være begejstrede og konstaterede nok engang, at Skoda både formår at være væsentligt billigere end VW og alligevel fremstå mindst lige så solid og kvalitetspræget som sit tyske søstermærke. Det blev til fem stjerner og en uforbeholden anbefaling – en bedømmelse vi ofte kaster efter Skoda.

Hvilkenbil.dk er ikke de eneste Skoda-fans derude. Både danske, europæiske – ja selv de ofte nationaltro tyske biljournalister – ender tit med at kaste både roser og stjerner i bundter efter VW’s tjekkiske ’billigmærke’.

Det mest billige ved Skoda er nemlig prisen. Resten er som regel bare gode biler til fair priser. Det har forbrugerne for længst opdaget, og derfor øger Skoda salget i Europa med større fart end VW. Skoda tjener også langt flere penge per bil: Hvor VW kun har en beskeden fortjeneste på blot 1,8 procent på deres i øvrigt dyrere modeller, scorer tjekkerne hele 8,7 procent af salgsprisen på at sælge billigere Skoda’er.

I VW-koncernen er det kun Porsche, der er bedre til at tjene penge – og det er helt afgørende i en tid, hvor bilmærkerne står overfor enorme investeringer i skiftet til elbiler.

Den store Superb er et eksempel på en Skoda, som biljournalister ofte fremhæver som et bedre valg end den tilsvarende VW-model, Passat.

Den store Superb er et eksempel på en Skoda, som biljournalister ofte fremhæver som et bedre valg end den tilsvarende VW-model, Passat.

Lav tjekkisk timeløn
Skoda’s velkendte dukse-position sammenlignet med VW har ofte kastet mere eller mindre grimme rygter af sig. Ofte har man hørt historier om, hvordan Skodas succes har sat lus i skindpelsen hos VW. Tyskerne har med misundelse set tjekkerne få det maksimale ud af de stumper, som deres egne ingeniører udvikler hjemme i Wolfsburg. Skoda har nemlig selv en lang historie for at være dygtige ingeniører, så de har med stor succes skruet VW-dele sammen på fabrikken hjemme i Mlada Boleslaw.

Her får de flittige samlebåndsarbejdere, hvad der svarer til 75 kroner i timen – eller kun godt en fjerdedel af, hvad deres tyske kolleger tjener i Wolfsburg. Læg hertil Skodas flair for design, og vi har forklaringen på, hvordan tjekkerne har opnået en unik position i VW-koncernen.

Men nu er det tilsyneladende blevet for meget for VW, skriver nyhedsbureauet Reuters. Den tjekkiske lillebror klarer sig lidt for godt, og derfor overvejer VW helt seriøst at lave et par benspænd for at gøre den indbyrdes konkurrence mere fair.

Ifølge Reuters er VW’s ledelse og den magtfulde fagforening enige om, at Skoda fremover skal betale mere for de VW-dele, som de bygger deres biler af. Det overvejes også at flytte dele af Skodas produktion til Tyskland. Her er der kapacitet på de fabrikker, der ellers producerer Passat og Golf. Godt for VW, men skidt for Skoda, der så må se sine lønomkostninger blive næsten firedoblede.

Planerne er ikke overraskende kontroversielle.

”I stedet for at samle kræfterne for at slå Tesla, kan vi komme til at starte en kostbar, intern konflikt”, siger en anonym, men bekymret leder i VW-koncernen til Reuters.

Skodas mærkechef, Bernhard Maier, har fornuftigt nok travlt med at dysse sagen ned.

”Vi tiltrækker hovedsageligt kunder udenfor VW, og det er også vores mission,” lyder det diplomatisk.

VW frygter kannibalisme
Sandheden er snarere, at VW er oprigtigt bekymret for at blive ’kannibaliseret’ af sit tjekkiske datterselskab. I hvert fald indgår VW’s mærkechef, Herbert Diess, angiveligt i en intern arbejdsgruppe, hvor opgaven er at afskærme kommende VW-modeller fra konkurrencen fra tilsvarende, men billigere Skoda-modeller. Bekymringen går især på fremtidens elbiler, som man tror kan ’nulstille’ markedet. Tesla har vist vejen og har ud af ingenting etableret sig som det førende mærke inden for elbiler. Er Skoda dygtige nok, kan tjekkerne måske på samme måde overhale VW inden for elbiler, lyder argumentet.

Måske er de interne benspænd allerede begyndt. Hvilkenbil.dk – og for den sags skyld andre bilmedier – bemærkede nemlig en interessant detalje i testen af den ellers overbevisende Kodiaq. Vi citerer direkte fra testen af kabinen:

”…der skal jo være forskel på mærkerne i familien, så Skoda bruger noget usædvanligt billigt virkende og hård plastic lige dér, hvor du bemærker det mest; på de indvendige dørhåndtag. Det ligner intern chikane, og det er ærgerligt, for resten af kabinen oser af kram og omhyggeligt håndværk…”

Læs hele testen her: Skoda skyder bjørnen med Kodiaq

[email protected]

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0 (from 0 votes)

Del denne artikel

Related News

Over 2 mio. skifter til vinterdæk
Scirocco blæser ud af VW-familien
Test: Her er de bedste vinterdæk i 2017

About Author

Jens

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>