5 facts om Opels fremtid

0

Opel har fremlagt sin fremtidsplan efter at være blevet opslugt af den franske PSA-koncern. Design og køreegenskaber skal fortsat udvikles i Frankfurt, mens antallet af platforme reduceres fra ni til to.

Siden den franske PSA-koncern med Peugeot og Citroën opkøbte Opel, har der været spekuleret i, hvor meget Opel, der vil være tilbage i det tyske traditionsmærke. De nye franske ejere har ikke lagt skjul på, at Opels mangeårige underskud på rekordtid skal vendes til plus på bundlinjen – og at man var parat til at skære hårdt til for at nå sine mål. Ret hurtigt stod det for eksempel klart, at fremtidens Opel-modeller langt overvejende skulle baseres på PSA-teknik i form af platforme, motorer og anden teknologi.

Nu har Opel-mærket så selv haft lejlighed til at præsentere fremtidsplanerne. Det gør de under overskriften ’Pace’ (tempo) og mottoet ’giv gas og reducér omkostningerne’.

Det gør Opel så med udgangspunkt i sit tyske hovedkvarter i Rüsselsheim, som Opel får lov til at beholde. For ’Opelanere’ og andre interesserede kommer her de fem vigtigste dele i ’Pace’, eller vejen frem for Opel under fransk ejerskab:

1. Slut med masser af forskellig teknik til Opels forskellige bilmodeller. I dag har Opel hele ni forskellige platforme. Fremover får de tyske ingeniører kun to at arbejde med – og de er begge franske. Til mindre biler bliver det den såkaldte CMP-platform, der skal danne bund for den næste generation Corsa i 2020 samt modeller som Peugeot 208 og Citroën C3. Større modeller skal bygges på den eksisterende EMP2-platform, der allerede danner bund for Opels egen Grandland X samt Peugeot 308, 3008 og 5008 og Citroën C4 Picasso.

2. Antallet af motor-familier skæres ned fra ti til fire. Også her kommer teknikken mest fra Frankrig: PSA leverer en dieselmotor samt benzinmotorer med enten tre eller fire cylindre, mens Opel skal levere en ny 1,6 liters benzinmotor i 2022. Opel får dog også lov til at udvikle en ny brændselscellemotor til brintdrift, mens PSA formentlig kommer til at stå for udviklingen af nye hybrid- og elbiler.

3. Til gengæld overlader PSA udviklingen af manuelle gearkasser til Opel. Et indlysende valg, for mens Opel i dag laver glimrende, manuelle gearkasser, har PSA efterhånden oparbejdet et solidt ry for at levere markedets vel nok mest upræcise ditto. Opels indflydelse kan dog blive kortvarig, for med elbilernes indtog er det snart slut med manuelle og for den sags skyld automatiske gearkasser, som vi kender dem i dag..

4. Opel skal fortsat selv stå for det ind- og udvendige design af Opel-modeller. Målet er at skabe et helt unikt ’Opel-udtryk’. Udvendig fortsætter Opel med sit vellykkede formsprog, indvendig vil Opel adskille sig med mere traditionelle kabiner, hvor de primære funktioner som regulering af lyd og temperatur skal ske med almindelige knapper, mens sekundære funktioner som betjenes ved hjælp af en infotainment-skærm. Det er underforstået, at Peugeot og Citroën fortsætter deres mere futuristiske indretning, hvor en meget stor del af betjeningen sker ved hjælp af én eller to infoskærme.

Opel får også lov til at stå for den fælles udvikling af sæder til alle PSA Opel-biler. Også et klogt valg, for med de såkaldte AGR-sæder har Opel bevist, at de laver nogle af industriens absolut bedste bilmøbler…

5. En Opel skal fortsat køre som en Opel. ’Byggeklodserne’ vil være franske, men tyske ingeniører i Rüsselsheim får lov til at ’tune’ fjedre, støddæmpere, servostyringer og hjulophæng, så de kan skabe køreegenskaberne præcist, som de vil have dem.

Læs også: Opel bliver fransk

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation