Store planer for Alfa Romeo

alfa romeo

Stellantis-koncernen giver Alfa Romeo nye muligheder. Fremtiden tegner lysere end længe og rummer både elbiler og sportsvogne.

Alfa Romeo har længe – for Paven ved hvilken gang, fristes man til at skrive – kørt på flade dæk og halvtom tank. Sølle to modeller er der p.t. i programmet; sedanen Giulia og SUV’en Stelvio. Førstnævnte er klassens vel nok mest velskabte og velkørende BMW 3-udfordrer, mens sidstnævnte er en ultra-sportslig SUV. Lige meget hjælper det. Salget er beskedent, og så har vi udtrykt os diplomatisk.

Begge Alfaer er omtrent halvvejs i deres livscyklus, og der er ikke for alvor taget beslutninger om deres afløsere. For at gøre ondt værre er de to mindste Alfa Romeo modeller, den Fiat Punto-baserede MiTo og den Golf-store Giulietta, for længst pensionerede. Dermed er Alfa Romeo reduceret til et nichemærke med en alarmerende lille omsætning.

Men nu er der lys for enden af tunnelen. Alfa Romeo ejes nemlig af Fiat Chrysler, der for nylig fusionerede med den franske PSA-Opel koncern under det nye fællesnavn Stellantis. Og de nye ejere har – som mange bilentusiaster – et blødt punkt for de italienske køremaskiner.

GTV tilbage som elbil

Koncernen har udpeget den tidligere Peugeot-boss Jean-Philippe Imparato til at tage sig kærligt af det notorisk vanskelige familiemedlem. Der følger endda penge med, for den erfarne franskmand og erklærede ’Alfisti’ har store planer: Først og fremmest skal det legendariske GTV-navn genoplives. Intet er endnu afgjort fuldstændigt, men ifølge britiske Autocar er Imparato meget tæt på at give grønt lys til en fuldt elektrisk, firedørs-coupé, der skal tage kampen op med Tesla Model 3 Performance og den kommende BMW i4.

Og det er kun begyndelsen. En ny GTV skal nemlig baseres på den PSA-platform, der også bruges til Peugeot 508, og dermed kan der også hurtigt produceres både ladehybrid- og mild hybrid-udgaver. Angiveligt er planerne så langt fremme, at de italienske ingeniører er ved at udstyre PSA-platformen med deres egne hjulophæng og affjedring, der skal forvandle fransk teknik til italienske lækkerier. Selv om Peugeot 508 bestemt er en velkørende bil, er målet at genskabe de helt formidable køreegenskaber, som den nuværende Alfa Romeo Giulia besidder.

SUV’en Tonale kommer i 2022 – og bliver måske den sidste Alfa, der ikke står på en PSA-platform.
Peugeot 208 kan blive til MiTo

Tifosi af det italienske bilmærke får meget mere at glæde sig til. Præcist som vi så det med PSA’s overtagelse af Opel, skal alle fremtidige Alfa Romeo’er baseres på teknik fra især Peugeot og Citroën. På den måde kan man relativt hurtigt og billigt skabe en hel række af nye Alfa-modeller – som italienerne så kan få lov til at designe og fintune på en måde, så de fremstår som den ægte vare.

Ifølge Autocar kan vi derfor forvente en ny udgave af minibilen MiTo, der skal baseres på teknikken fra Peugeot 208. Der kommer også en mini-SUV baseret på Peugeot 2008 med navnet Brennero, mens den mellemstore Alfa Romeo Tonale på størrelse med Peugeot 3008 bliver den formentlig sidste Fiat-Alfa udviklede bil i de kommende år. Tonale, der er en relativt høj SUV, kommer på markedet i 2022.

Jean-Philippe Imperato leger endda med tanken om en ny Spider – italiensk for en åben roadster for to og en traditionelt en biltype, som er uløseligt knyttet til Alfa Romeos DNA.

”Jeg elsker Spideren. Men Alfa Romeo skal først præstere økonomisk på et vist niveau, og så kan vi tale om det,” har Imperato angiveligt sagt om udsigterne til en ny sportsvogn.

For Alfisti er det usædvanligt gode nyheder. Alfa Romeo har lignet et bilmærke på vej mod langtidsparkering, men ved at blive en del af Stellantis-familien er fremtidsudsigterne pludseligt kraftigt forbedrede.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here