Analyse: VW Up er billigst at køre i

0
396

Lav pris og god benzinøkonomi giver VWs mindste de laveste totalomkostninger pr. kørt kilometer blandt småbilerne, viser undersøgelse. Billigste fire-personers dieselbil er Kia Rio til 159.000 kr.

VW Up, den første rigtige ”folkevogn” siden den originale ”boble”, tegner på alle måder til at blive en succes, når salget starter i marts. Med en basispris på 94.000 kr. har VWs mindste allerede fået massiv opmærksomhed, og nu følger analytikerne på sitet bilpriser.dk op med at kåre Up til Danmarks billigste bil at eje og køre.

Ifølge bilpriser.dk er udgiften pr. kørt kilometer i den mindste VW Up med en nøjsom tre-cylindret 60-hestes benzinmotor helt nede på 1,28 kr., inklusive værditab og udgifter til fuld finansiering (6 pct. lån), brændstof og ejerafgift. Forudsætningen er fire års ejerskab med et årligt kørselsbehov på 20.000 kilometer.

Det er især undersøgelsens mindste værditab på knapt 43.000 kr. og et beskedent benzinforbrug på 23,8 km/l, der sikrer VW Up titlen som bilen med Danmarks laveste totalomkostninger.

Nummer to er den anmelderroste Kia Picanto, mens analysens mindste bil, Smart, på tredjepladsen lider under kun at have plads til to.

Analysen viser samtidig, hvor langt moderne benzinbiler i dag kører på literen. Det er forklaringen på, at man skal helt ned på 24. pladsen for at finde en fire-personers dieselbil. Her lokker Kia Rio 1,1 CRDi EcoDynamics til gengæld med markedets p.t. laveste forbrug på hele 31,3 km/l. Jo længere man kører, desto højere vil spare-Rio’en kravle op af listen. Lidt forenklet understreger analysen nok engang tommelfingerreglen om, at man skal køre mere end 20.000 kilometer årligt for at den typiske merudgift på 20.000 kroner for en dieselbil betaler sig.

Minibiler med stor fremtid

I analysen kommer hele 18 biler ud med en total økonomi på under 1,50 kr. pr. kilometer. Sidste år gjaldt det 13 biler. Udvalget af små, billige og driftsøkonomiske biler er simpelthen blevet større, og det vil præge bilsalget fremover, vurderer bilpriser.dk:

”Vi vil se et stigende salg af små biler i 2012. Danmark er fortsat ramt af diverse kriser. Sammenholdt med stigende benzinpriser, politisk usikkerhed om fremtidens bilafgifter og generelt bedre sikkerhed i de mindste biltyper, peger pilen mod flere små biler på de danske veje”, siger bilpriser.dk’s chefanalytiker, Niels Grøftehauge.

jensv@hvilkenbil.dk

De ti billigste biler pr. kørt kilometer

VW Up 3d, 60 hk, Take Up: 1,28 kr.
Kia Picanto 5d, 69 hk, Motion: 1,30 kr.
Smart Coupe 3d, 55 hk, Pure: 1,31 kr.
Citroën C1 3d, 68 hk, Attraction: 1,33 kr.
Toyota Aygo 3d, 68 hk: 1,34 kr.
Kia Picanto 5d, 69 hk, Motion Plus: 1,35 kr.
Peugeot 107 3d, 68 hk, Access: 1,35 kr.
Hyundai i10 5d, 69 hk, Base: 1,35 kr.
Suzuki Alto 5d, 68 hk, GA: 1,36 kr.
VW Up 3d, 75 hk, Move Up: 1,39 kr.

…og tre dyre:

Chevrolet Aveo 5d, 70 hk, LS: 2,13 kr.
Peugeot 207 3d, 75 hk, Access: 2,14 kr.
Honda Jazz 5d, 90 hk, Trend: 2,23 kr.

Kilde: bilpriser.dk. Se hele analysen her.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here