Audi vil bruge 165 mia. kr. på nye biler

Konceptet Audi Crosslane er forløber for en kommende Q2, baseret på Audi A3 teknik.

Audi satser stort på at slå BMW som verdens største producent af luksusbiler. Det skal ske inden 2020 ved hjælp af hele 60 forskellige modeller.

A står ikke længere kun for Audi men også for Ambitiøs: VW-familiens luksusmærke sætter yderligere fart på planerne om at give ærkerivalen BMW baghjul og overtage positionen som verdens største producent af luksusbiler. Det skal ske senest i 2020 med et årligt salg på 2 millioner biler – og mærket med de fire ringe er godt på vej. Audi har for længst overhalet Mercedes som verdens næststørste luksusbilmærke og nåede i 2013 et samlet salg på 1,5 millioner biler – to år før planlagt.

Fabrikken i Ingolstadt er derfor klar til næste bølge i erobringstogtet. I løbet af de næste fem år vil Audi investere lige knapt 165 milliarder kr. i udviklingen af nye modeller. Pengene vil blive investeret bredt – fra en ny TT sportsvogn i 2014 over et bredt udvalg af eldrevne biler. I 2016 stiger Audi på moden med kompakte crossovers med modellen Q1, der forventes at blive en sællert i Audi-programmet. I alt forventer tyskerne at øge modeludbuddet fra 49 modeller i dag til 60 i 2020.

Nyheden om at Audi åbner for pengeposen kommer få uger efter at branchebladet Automotive News spekulerede i, at Audi var bagud i forhold til rivalerne BMW og Mercedes, når det drejede sig om udvikling. Nu hævder Audi, at man tværtimod har øget de årlige investeringer med 750 millioner kr. frem til og med 2018.

Konkurrenterne længere sydpå i Stuttgart og München har dog ikke tænkt sig at opgive uden kamp. Mercedes vil investere 1,5 mia. kr. i et nyt udviklingscenter i Sydtyskland og samtidig lancere 13 nye modeller frem mod 2020. BMW, der kan se Audi i bakspejlet, er endnu mere aggressive: BMW hævder, at man vil øge investeringerne markant. I løbet af 2013 og 2014 lancerer BMW 25 nye bilmodeller og frem mod 2020 udvides programmet – inklusive Mini og Rolls-Royce – med 10 helt nye modeller uden forgængere. Der er med andre ord lagt op til en indædt kamp om herredømmet i overhalingsbanen på den tyske Autobahn.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here