Bilåret 2014: Det kan du glæde dig til

Læs med her, hvis du vil skifte bil i det kommende år: Et nyt kuld ‘trillinger’, Honda Civic stationcar og ny Ford Mondeo er blandt nyhederne i 2014.

2014 byder sandsynligvis på en af de sjældne trillingefødsler. Og en række andre interessante nyheder. Vi præsenterer her dem, der er til at købe for penge i kronologisk rækkefølge. Lige bortset fra den nyhed som nok interesserer flest danske bilkøbere: Engang efter sommer er 2. generation af trillingekuldet Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo nemlig klar. Præcist hvornår de tre fransk-japanske mikrobiler er klar til salg vides endnu ikke, men sikkert er det, at de kommer til at ligge højt på listen over det danske bilsalg.

De tre små vil også i den nye udgave være bygget på fælles basis og på samme fabrik. Oplysningerne er bekræftet af alle tre mærker, men der er ikke noget officielt om det præcise lanceringstidspunkt eller priser. Vi gætter på, at de nye trillinger kommer til verden i efteråret til priser fra omkring 90.000 kroner.

Hyundai i10 har kvaliteter til at blive en bestseller i mikroklassen i 2014.
Hyundai i10 har kvaliteter til at blive en bestseller i mikroklassen i 2014.

Prisen matcher en af de nye trillingers oplagte konkurrenter – den nye Hyundai i10 – der allerede kan købes fra denne weekend hos forhandlerne i en 5-dørs version til priser fra 94.000 kr. inkl. levering. I forhold til den tidligere udgave er den nye i10 vokset på alle ledder og kanter – blandt andet med 8 cm i længden og 7 cm i bredden. Samtidig har designet fået et markant løft og er nu mindre forsigtigt.
Hyundai i10 får vokseværk

Dacia, Renaults rumænske discountmærke, fortsætter sin fremmarch i Danmark. Sidst i januar får vi stationcar-versionen af Sandero. Navnet er Logan MCV og baseret på teknik fra den foregående Renault Clio bliver den Danmarks billigste stationcar i miniklassen – vi gætter på startprisen 110.000 kr. for en bil, der kun har direkte og væsentligt dyrere konkurrenter i form af Skoda Fabia Combi, Seat Leon ST og koncernens egen Renault Clio Sports Tourer.

Endnu mere spændende er SUV’en Duster, der placerer sig lige i smørhullet mellem kompakte crossover-typer som Renault Captur og SUV’er som Nissan Qashqai og Suzuki S-Cross. Priserne begynder ved 164.000 kr. for basismodellen med en ældre 1,6 liters benzinmotor og forhjulstræk, men der kan opgraderes til Renaults fine dieselmotorer og permanent firehjulstræk. Dacia Duster kommer til Danmark i marts og ligner et prisbilligt alternativ i den modeprægede klasse for fritidsbiler med sit selvsikre design.
Dacia Logan MCV kan blive Danmarks billigste stationcar
Opdatering af Dacia Duster

Honda Civic Tourer kommer også til marts. Tourer er Honda’sk for stationcar. Bagagerummet bliver på hele 624 liter – større end ellers forslugne Skoda Octavia Combi med 610 liter og VW Golf Variant med 605 liter. Motorerne bliver den velkendte 1,8 liter benziner med 142 hk og den nyudviklede, lækre 120 hk diesel. Danske priser er der endnu ikke oplysninger om, men et gæt er 15-20.000 kroner ekstra i forhold til den 5-dørs hatchback, som starter lige under 223.000 kroner i 1,8 benzinudgaven og knap 243.000 kroner med dieselmotor.
Honda Civic som stationcar til marts

I marts ruller den nye Mini ind i forhandlernes udstillingslokaler. Mini Cooper får en helt ny 1,5 liters 3-cylindret twin-turbomotor med 136 hk. Nye er også de 4-cylindrede motorer med 182 benzin-hk og 116 dieselheste. Der er også nye 6-trins gearkasser på programmet – både en manuel og en automatisk skiftende version. Priserne er der til gengæld endnu ikke noget nyt om, men vi gætter på, at de lige som Mini’en selv vokser – formentlig til knapt 250.000 kroner for en Cooper, der i første omgang bliver den billigste variant. Senere følger mindre motorversioner, og så er der håb om, at billigste Mini kan presses ned mod de 200.000 kr.
Ny Mini bliver større og lettere

I løbet af foråret ser vi også den nye Mercedes C-klasse herhjemme. C-klassen i den nye aftapning sprudler og bobler nærmest op til ’E-klasse light’ størrelse med øget akselafstand og bredde. Alligevel bliver bilen cirka 100 kilo lettere end den nuværende. Priserne begynder lige under den halve million for en C180 med 156-hestes turbobenziner og pænt med udstyr. Dansk premiere 15. marts.
Mercedes C-klasse er S-klasse light

Nissan er også på banen med en ny Qashqai i begyndelsen af marts. Anden generation af kæmpesucces’en fra 2007 byder på bedre plads, flottere finish og et skarpere design. Under den nye front er der også godt nyt: En 1,2 liters 115 hk benzinmotor med turbo. Til gengæld stiger priserne, har Nissan annonceret – fra en startpris på 220.000 kroner nu til 240.000 kroner. Sammenlignet med konkurrenterne ligner Qashqai dog fortsat et attraktivt tilbud.

Nissan Qashqai kan også blive et af de helt store dansker-hits i 2014.
Nissan Qashqai kan også blive et af de helt store dansker-hits i 2014.

Ny Nissan Qashqai lægger an til mere succes

I forsommeren – sandsynligvis i maj – kommer en af de store nyheder fra BMW: Koncernens første elbil i3.For at øge rækkevidden er der anvendt letvægtsmaterialer som kulfiber og aluminium, hvor konkurrenterne fortrinsvis bruger stål. Trods de lette og dyre materialer forventes en pris på 286.000 kr. Noget overraskende – og skuffende – opnåede i3 kun 4 ud af 5 stjerner i Euro NCAP crashtesten.
Elektrisk BMW til under 300.000 kr.
Hårde stød til elektrisk BMW i crashtest

Volkswagen har to store nyheder i 2014. I maj eller juni dukker Golf Sportsvan op – det er den højloftede udgave af den 5-dørs Golf, der tidligere hed Golf Plus. Designet er strammet op med flere pressefolder og skarpe streger men trods navnet handler Sportsvan om at skaffe mest mulig plads i kabinen bl.a. ved hjælp af en højere og mere opret siddestilling.
Rummeligheden forventes også at være i top i næste generation af Passat. Når VW’s populære tilbud til firmafolket præsenteres på autosalonen i Geneve til marts, kan vi glæde os til en bil, der smider adskillige kilo og samtidig vokser på alle leder. VW Passat er dog næppe til salg herhjemme før sidst på året.
Golf Plus bliver til skarpere Golf Sportsvan
Lettere og rummeligere VW Passat på vej

Afløseren for den nuværende Ford Mondeo ser mange – ikke mindst firmabilisterne – nok frem til, men de må vente til bladene falder i efteråret. Den kører allerede rundt på vejene i USA under navnet Ford Fusion, men er forsinket over to år i Europa pga. flytning af produktionen fra Belgien til Spanien og andre genvordigheder. Men til efteråret skulle den være god nok. Eller bliver det måske i starten af 2015…?

Vi har ventet længe på Ford Mondeo. Sidst i 2014 kommer den endelig.
Vi har ventet længe på Ford Mondeo. Sidst i 2014 kommer den endelig.

Storslået design og små motorer i ny Ford Mondeo

Så kommer vi til de mere usikre kort, der spilles ud sidst på året eller måske først i begyndelsen af 2015.

Skoda Fabia kommer i en ny version sidst på året eller først i 2015. Bilspioner har allerede spottet den i forklædning under de hemmelige test. Fabia er også interessant, fordi den giver et fingerpeg om den næste Seat Ibiza, mens VW Polo nøjes med et facelift. De tre VW-familiemedlemmer deler nemlig normalt samme platform, og 2015 modellen af Fabia bygges på en kort udgave af den såkaldte MQB-platform, der er skalérbar. MQB er allerede i brug på Golf VII og kommer også til at bære den nye Passat.

Koncernsøster Audis 2015-model af A4 er også på vej, men hvor langt udviklingen præcis er vides ikke. Måske når kalenderen at skifte til 2015, inden vi ser den herhjemme. Helt nyt er, at Audi A4 nok ikke længere skal dele platform med Volkswagen Passat, der altså baseres på MQB-platformen.
Audi foretrækker en langsliggende frontmotor, og vælger derfor den større MLB-platform til den nye A4.

Renaults ikoniske Twingo (se konceptudgaven på billedet) er klar til nok engang at skabe lidt stilmæssig rav i i mikroklassen til september. Denne er gang er det chefdesigner Laurens van der Acker, der har ansvaret for løjerne og vi kan forvente en lidt mere afdæmpet Twingo, der til gengæld formodes at kunne leveres i en 5-dørs udgave for første gang. Dansk premiere i løbet af september.
Smugkig på den næste Renault Twingo

Opel runder denne gennemgang af 2014 af. Opel Corsa synger på sidste vers – den er faktisk helt tilbage fra 2006. Den nye Corsa, som vi måske skal vente på til lidt ind 2015, bliver en helt ny bil fra inderst til yderst, og på motorsiden får den glæde af en helt ny tre-cylindret 1,0 SIDI turbomotor, der også kommer i Opel Adam. 2014 bliver året, hvor Opel tager fat på en længe tiltrængt modernisering af mærkets bedagede motorprogram.
Opel Adam med tre ben

Jo, 2014 tegner til at blive at godt bilår med masser af nye biler, du har råd til…

Læs også om de bedste biler – og et enkelt flop – i 2013 her:
De bedste biler i 2013

henrikh@hvilkenbil.dk & jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here