Bilsalg fortsætter Up – men går ned i størrelse

0
416
Den populære VW Up er blandt de biler, der bliver dyrere på grund af skærpede miljøkrav - op til 10.000 kr.

Efter et fald i juli er bilsalget tilbage på sporet i august. Danskerne fortsætter med at stort set kun at købe små og billige modeller. VW Up er fortsat suveræn bestseller.

Efter juli måneds kraftige fald kom væksten i bilsalget tilbage i august. Hele 14.300 nye personbiler kom på vejene og dermed blev salget 5,4 pct. højere end samme måned sidste år, oplyser De Danske Bilimportører. Salget af nye personbiler er dermed tilbage på rekordkurs med en vækst i årets første otte måneder på 5,2 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Dermed begynder bilimportørerne så småt at kunne ane det 3. rekordår i træk.

“Der er ingen tvivl om, at 2013 bliver et rigtigt godt bilår. Fremgangen i personbilssalget er velfunderet i markedet og vi kan tillige se, at også den generelle forbrugertillid er på vej op, hvilket lover godt for efterårets salg. Men om det bliver endnu en rekord er for tidligt at sige, og vi vil følge udviklingen nøje i de kommende måneder,” siger direktør for De Danske Bilimportører Bent Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Det betyder, at bilsalget er steget fra et i forvejen højt niveau. Men danskerne flotter sig ikke i deres bilkøb – tværtimod. Privatøkonom i Danske Bank Las Olsen har kigget nærmere på bilsalget i august:

Der er blevet solgt mange nye biler til forbrugere, der er blevet tiltrukket af de nye små og benzinøkonomiske modeller, der mere kan ses som en besparelse end et luksusforbrug, som nye biler ellers har haft status af i Danmark.”

Plads til yderligere 500.000 biler
Og august steppede salget i den lille klasse af biler yderligere op og tog hele 65,2 pct. af det samlede salg. Klassen rummer for eksempel biler som de to ‘trillingekuld’ VW Up/Skoda Citigo/Seat Mii og Toyota Aygo/Citroen C1/Peugeot 107. I juli tog den lille klasse biler 62,2 procent af kagen, og set over det seneste år har de små biler stået for 62,9 procent af salget. VW Up (billedet) fortsætter med at give samtlige rivaler baghjul og giver begrebet folkevogn helt ny og kontant mening.

Las Olsen forudser, at det store salg af nye personbiler kan fortsætte en rum tid endnu.
“Sammenlignet med andre lande med samme velstandsniveau mangler der i omegnen af 500.000 biler i Danmark. Og de kommende år vil der være et stort behov for at udskifte de mange biler, der blev indregistreret første gang omkring 1998, hvor der også var godt gang i bilsalget,” siger han.

DE 20 MEST SOLGTE BILER I AUGUST

Plac. Mærke/model Antal
1 VOLKSWAGEN UP! 728
2 TOYOTA AYGO 672
3 PEUGEOT 208 584
4 RENAULT Ny Clio 500
5 SKODA CITIGO 500
6 KIA PICANTO 438
7 PEUGEOT 107 434
8 CITROEN C1 424
9 KIA RIO 374
10 FORD KA 351
11 TOYOTA YARIS 312
12 HYUNDAI I20 309
13 VOLKSWAGEN POLO 285
14 OPEL CORSA 281
15 VOLKSWAGEN GOLF 269
16 FIAT 500 260
17 CITROEN C3 257
18 SKODA OCTAVIA 233
19 SEAT MII 227
20 CHEVROLET SPARK 223

 

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here