Bilsalget holdt også påskeferie

1

Påsken betød nedgang i salget af nye biler i marts. Nissans populære crossover Qashqai topper salgslisten foran en hel stribe af VW- og Peugeot-modeller.

En lang række bilforhandlere har benyttet påsken og kundernes fokus på familie og ferie til at holde lukket – og givet sælgerne fri til at samle kræfter til de kommende måneder, tyder nye tal på.

Der blev indregistreret 19.757 nye personbiler i marts, hvilket er et fald på 13,1 pct. sammenlignet med sidste år, oplyser De Danske Bilimportører.

Korrigeret for normale sæsonudsving faldt bilsalget 3,7 pct. fra februar til marts. Men påskens placering, med størstedelen af fridagene i marts i år frem for april sidste år, giver udfordringer i forhold til sæsonkorrektionen af tallene, forklarer privatøkonom i Danske Bank, Louise Aggerstrøm Hansen.

”Med mange på ferie op til påsken betyder det færre reale handelsdage i marts end normalt. Det kan have bidraget til at trække bilsalget ned for marts af tekniske grunde, snarere end som et udtryk for en mere underliggende svaghed i danskernes købelyst,” konkluderer hun.

Direktør i De Danske Bilimportører Gunni Mikkelsen er enig:

”Marts blev betydeligt lavere end sidste års salg, som dog også var rekordhøjt. Vi anser udsvinget for primært at skyldes sæsonudsving – altså påsken i år – og oplever generelt en rigtig stor interesse for at anskaffe ny bil og endda større biler end tidligere. Selvfølgelig ville det være dejligt hele tiden at sætte rekorder, men der er nogle naturlige udsving og så længe bilsalget ligger på et højt niveau, er vi ganske tilfredse hos De Danske Bilimportører.”

Stærkt salg i januar
Trods de relativt svage tal for både februar og marts har bilsalget fået en pæn start på året med en fremgang i bilsalget på 2,5 pct. fra 4. kvartal 2017 til 1. kvartal i år, men det var altså primært drevet af et stærkt januarsalg, viser Danske Banks beregninger.

Tallene peger som tidligere måneder også på, at der sælges flere større biler i 2018 end tidligere. Det skyldes, at især de større biler har oplevet reduktioner i bilafgifterne. Derimod lader det til, at de helt små biler, der ikke har set en afgiftsreduktion, er blevet mindre populære.

I marts er det da også en højbenet crossover i mellemklassen, som er højdespringer på top 20 salgslisten. Nissans Qashqai solgte over 1.000 styk foran mini’en Peugeot 208 med godt 800 indregistreringer. Ellers er det VW, der dominerer de øverste pladser i salgsbarometeret med både Golf, Polo og Passat i top 10. Faktisk har den tyske bilgigant også Touran på 11. pladsen, Up på 13. pladsen og den nye crossover T-Roc har fået en god start med 300 indregistreringer i marts, der rækker til en 17. plads.

FAKTA: Top 20 salg, marts 2018

1 Nissan Qashqai 1.057 5,3%
2 Peugeot 208 809 4,1%
3 Volkswagen Golf 626 3,2%
4 Volkswagen Polo 500 2,5%
5 Toyota Yaris 500 2,5%
6 Volkswagen Passat 467 2,4%
7 Toyota Aygo 414 2,1%
8 Skoda Fabia 409 2,1%
9 Ford Fiesta 403 2,0%
10 Citroen C3 400 2,0%
11 Volkswagen Touran 379 1,9%
12 Mercedes-Benz A-Klasse 340 1,7%
13 Volkswagen Up! 334 1,7%
14 Skoda Octavia 318 1,6%
15 Renault Ny Clio 318 1,6%
16 Peugeot 3008 302 1,5%
17 Volkswagen T-Roc 301 1,5%
18 Peugeot 2008 286 1,4%
19 Mercedes-Benz C-Klasse 280 1,4%
20 Peugeot 308 238 1,2%
Total top 20 8.681 43,8%
Øvrige 11.147 56,2%
Total 19.828 100,0%

 

Læs også: Grøn Golf udsolgt for 2018

[email protected]

1 KOMMENTAR

  1. Utroligt så ligeglade folk er med VW-skandale m.m. i DK. Man fortsætter gladeligt med at købe VAG skrammel, som om intet var hændt. I USA skrotter man dem rask væk 🙂

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation