BMW antyder billig basismodel med forhjulstræk

For fans lyder det som helligbrøde, men den skulle være god nok: I næste måned afslører BMW en ny basismodel med forhjulstræk baseret på teknik fra tyskernes Mini-mærke.

”Vil du have forhjulstræk, så bak” lyder et kækt BMW-slogan. For BMW har det sagnomspundne baghjulstræk med den fine balance og de fremragende køreegenskaber altid været et adelsmærke. Men traditionen står formentlig for fald. I hvert fald verserer der vedholdende rygter om at BMW præsenterer mærkets første model med forhjulstræk på septembers biludstilling i Paris.

Nu kaster BMW nærmest benzin på rygtebålet: Til engelske Auto Express udtaler chefen for mærkets udviklingsafdeling, Klaus Draeger, at BMW ”definitivt” vil lancere en forhjulstrukken model, ligesom han – direkte adspurgt – ikke afviser, at det sker i Paris.

Udviklingen af den nye modelserie er angiveligt langt fremme under arbejdstitlen UKL – en ærlig, tysk forkortelse af ”unterklasse”. Når bilen præsenteres bliver det dog med det mere salgbare navn 1-serie med tilføjelsen GT for at adskille den fra den knapt to år gamle og baghjulstrukne 1-serie, som vi kender i dag.

Teknik fra Mini
Teknisk baseres 1 GT på teknikken til næsten generation af Mini. Med ejerskabet af Mini har BMW direkte adgang til en mindre platform med forhjulstræk og dermed er det let – og altså fristende – for det sydtyske prestigemærke at tage kampen op med biler som Audi A1, den kommende Mercedes A-klasse og til dels andre livsstilsbiler som Fiat 500 og Citroën DS3.

Det handler om volume og penge. Bilsalget skranter i Europa, men netop klassen for små, luksusprægede livsstilsbiler vokser konstant og lokker med højere profitter.

For BMW har regnestykket været indlysende: Selv om mærket klarer sig fantastisk, har BMW ikke i længden råd til at stå uden for en klasse, der ventes at drive væksten i de kommende år.

Ifølge AutoExpress er 1 GT blot forløberen for en hel serie af forhjulstrukne modeller fra BMW, der vil sprede sig over alt fra hatchbacks til små multibiler med fleksibel sædeindretning. Motorerne bliver diesel og benzin med tre eller fire cylindre på 1,5 eller 2,0 liter og med ydelser fra 100 heste og op til 200 hk. Senere kan teknikken, der også skal bruges i Mini, udvides med hybrid- og rene el-varianter.

Helligbrøde eller smart karrieretræk? Diskussionen bliver heftig blandt BMW-fans, der allerede begræder, at BMW er tæt på at udfase den klassiske, sekscylindrede rækkemotor, der for mange er selve sjælen i en ægte BMW. Selvfølgelig med baghjulstræk. Men som de måske snart siger i Bayern og omegn: ”Vil du have baghjulstræk, så bak…”

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here