Celerio er mikroklassens rumfartøj

Suzuki Celerio 1.0 til fem kroner mindre er sagen, hvis man ønsker en bil med næsten samme totaløkonomi, men med anhængertræk.

Suzuki er tilbage i mikroklassen med Celerio, der byder på tre stærke trumfkort: Masser af plads og langt på literen til lave priser.

14. marts bliver en interessant dag for Suzuki-fans. Efter en lang periode uden nyheder fra den japanske specialist i minibiler og firehjulstrækkere, er der endelig premiere på en afløser for både mikrobilen Alto og mikro-mpv’en Splash. Celerio hedder bilen, der skal løfte arven efter hele to biler, der ofte har solgt godt på det prisbevidste danske marked.

Ingen dikkedarer men masser af plads og logisk betjening bag rattet i Celerio.
Ingen dikkedarer men masser af plads og logisk betjening bag rattet i Celerio.

Hvilkenbil har været til snigpremiere og efter den første, korte tur tør vi godt udråbe Celerio til et solidt comeback for Celerio i bilernes mindste klasse.

Bortset fra længden på klassetypiske 3,6 meter er der nemlig ikke noget småt over Celerio. Flyttekassedesignet giver dig næppe hjertebanken, men det firkantede karrosseri med lodrette dørsider, store døre og en bagklap, hvor ikke kun bagruden kan åbnes, er udhulet til sidste kvadratcentimeter: Celerio løfter simpelthen overliggeren for, hvor meget plads du kan forvente i den populære mikroklasse.

Plads som i større biler
Særligt benpladsen på bagsædet imponerer og er bedre end i mange biler i klassen over. Til overflod er der ekstraordinær god plads til hoved og skuldre, lige som det er nemt at komme ind gennem brede døre, der næsten åbner vinkelret. Fem døre og fem siddepladser er standard. Dermed melder Celerio sig ind i en lille klub af fem-personers mikroer, der ellers kun tæller Kia Picanto, Hyundai i10, Fiat Panda og Mitsubishi Space Star.

Læg hertil et rekordstort og meget regulært bagagerum på 254 liter, og Celerio kører ind i mikroklassen som duks, når det gælder plads – kun Hyundai i10 kan være med her. At Celerio er en af blot tre biler i mikroklassen, der må trække en trailer på op til 400 kg på et anhængertræk, understreger dens position som en prisbillig mikro, som kan klare alle familiens transportbehov.

94.000 kr. – alt inklusive
Netop prisen ligner et andet trumfkort for Suzuki Celerio. Billigste model koster 94.000 kr. inkl. levering og forbløffende meget udstyr som aircondition, cd-radio med Bluetooth, fjernbetjent centrallås og elruder foran. Det er en pris, som Mitsubishi Space Star p.t. er den eneste, der kan matche, når man tager udstyr og siddepladser med i regnestykket.

Nærmest lodrette linjer er med til at gøre Suzuki Celerio til den mest rummelige bil i mikroklassen.
Nærmest lodrette linjer er med til at gøre Suzuki Celerio til den mest rummelige bil i mikroklassen.

Prisen er ikke det eneste, der er trykket i bund. Vælger du udgaven med Suzukis trecylindrede Dualjet-motor på 1,0 liter med 68 hk er benzinforbruget blot 27,8 km/l. Dualjet-teknologien med hårdere kompression og dobbelt indsprøjtning pr. cylinder gør Celerio til klassens ubestridte sparegris.

Merprisen er 10.000 kr. sammenlignet med basisudgaven, der også yder 68 hk men som uden Dualjet-teknikken kører 23,3 km/l. Med Dualjet følger mere udstyr som stop-start automatik, bakkeholder-assistent og LED-kørelys og dermed ligner mellemudgaven Club det bedste valg til 104.000 kr. Yderligere 10.000 kr. bringer dig op i topmodellen Exclusive, der lokker med elspejle, elruder til bagsædet, alufælge og forkromet smil på kølergrillen.

Tyst og komfortabel
Kørekomforten er overraskende høj. En kort tur i by og på motorvej afslørede en affjedring, der relativt ubesværet tackler byens udfordringer som buler, revner og dybe kloakdæksler. Styringen er direkte og præcis og på motorvejen er Celerio både retningsstabil og nærmest tyst – også ved 130 km/t plus moms…

Celerio ligner alt i alt en bil, der kan retfærdiggøre den danske Suzuki-importørs drøm om at vende tilbage til tidligere tiders høje salgstal. Også selv om det lille japanske rumfartøj kommer til Europa med en enkelt ridse i lakken: Fordi seks airbags ikke er standard over alt i Europa, satte den dyrebare point til i den skrappe Euro NCAP-test sidst i 2014. Det kostede en stjerne – og dermed endte Celerio med uklædelige tre ud af fem NCAP-stjerner.

Den slags pynter ikke i brochurerne – og så kan importøren have nok så meget ret i, at Celerio på det danske marked altid har seks airbags og i realiteten er lige så sikker som konkurrenterne. Vi gætter dog på, at pladsen, prisen og det lave forbrug får Suzuki-kunderne til at se dollartegn i stedet for NCAP-stjerner, når de kigger på Celerio. Og det er fair nok, for den lille japaner overrasker med indre kvaliteter, der kan gøre den til et varmt tip på et hot marked for mikrobiler.

LED-kørelys følger med i mellemudgaven med Club-udstyr.
LED-kørelys følger med i mellemudgaven med Club-udstyr.

Fakta: Suzuki Celerio

Længde/bredde/højde: 360/160/153 cm
Bagagerum: 254/1.053 liter

Motor:
3 cylindre, 1,0 liter, 68 hk
Forbrug: 23,3 km/l (Dualjet: 27,8 km/l)

Priser (inkl. lev.):
1,0 Comfort: 94.000 kr.
1,0 Dualjet Club: 104.000 kr.
1,0 Dualjet Exclusive: 114.000 kr.

Læs også: Ny crashtest forvirrer forbrugerne

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here