Crossovers: Højbenede biler på optur

Salget af crossovers i august er næsten det dobbelte af niveauet i 2014. Hvilkenbil.dk peger på de bedste køb i klassen lige nu.

Der er gået fætter Højben i de danske bilkøbere. Crossover-biler – altså biler, der kombinerer den praktiske og økonomiske hatchback eller stationcar med det rustikke look og den høje kørestilling fra en offroader – er mere populære end nogensinde.

Det er biler som Nissan Qashqai, Peugeot 2008, Suzuki Vitara, Renault Captur (billedet), Suzuki Vitara, Honda CR-V, Ford Kuga, Fiat 500X og den slags, vi taler om. De udgjorde i august 1.055 ud af i alt 16.162 indregistrerede nye biler. Det svarer til 6,5 pct. af salget, oplyser De Danske Bilimportører.

Til sammenligning fik 14.604 nye biler nummerplader på i august sidste år – heraf blot 691 crossovers. Altså en stigning i crossover-salget på hele 52 pct., når man sammenligner de to måneder direkte.

J-segmentet, som crossovers kaldes i den officielle statistik, udgjorde hele sidste år blot 3,7 pct. af de solgte biler.

“Crossovers er bilklassen med den markant største salgsfremgang i forhold til sidste år,” siger Jens Velling, redaktør på Hvilkenbil.dk.

Citroën C4 Cactus: Bohemen blandt crossovers.
Citroën C4 Cactus: Bohemen blandt crossovers.

Kun begyndelsen
En af grundene til at salget vokser kraftigt er ifølge redaktøren, at flere og flere bilproducenter melder sig ind i kampen om crossover-køberne. Senest er biler som Fiat 500X og Renault Kadjar kommet til, mens storsælgende mærker som VW og Skoda planlægger en veritabel bølge af crossovers i alle størrelser og prisklasser.

“Udvalget vokser hele tiden og vi har kun set begyndelsen. Nissan var først med Qashqai og havde i en periode banen helt for sig selv, men nu er der mange spillere – og endnu flere modeller på vej. Alle bilmærker med respekt for markedsandele vil have adskillige crossover-modeller på programmet i de kommende år,” forklarer Jens Velling.

Og hvorfor er danske bilkøbere så egentlig blevet så glade for de højbenede familiebiler?
Livsstilseksperten og bilentusiasten Christian Grau har tidligere givet Hvilkenbils læsere forklaringen:
“Vi søger familiebiler med udstråling. SUV-bølgen lærte os, at der ikke behøver at gå Berlingo eller stationcar i den, fordi man har børn. Den lærte os også, at det er dejligt at sidde højt med overblik over trafikken, og det er der mange, der er blevet næsten afhængige af. Udstråling og overblik får du i en crossover – tilmed til en pris, der ikke skræmmer hverken far eller mor væk.”

Vi har kigget nærmere på, hvilke crossovers danske bilkøbere foretrækker lige nu.

Nissan Qashqai: Mærkevaren på tilbud blandt crossovers.
Nissan Qashqai: Mærkevaren på tilbud blandt crossovers.

Højdespringer er fortsat crossoverens ‘moder’, Nissans ‘cash cow’ Qashqai, der kom i en ny udgave sidste år. 294 fik nummerplader på i august. For årets første otte måneder må Qashqai med 2.390 solgte biler vige førstepladsen for Renault Captur, som dog ‘kun’ solgte 150 styk i august, men er oppe på 2.440 styk foreløbig i år. Årets bil i Danmark 2015, Citroen C4 Cactus, er for alvor ved at få fat i kunderne og indtager med 1.829 solgte biler til og med august den øjeblikkelige tredjeplads.

Den nye Suzuki Vitara, der først kom på markedet herhjemme i april, haler dog hastigt ind. Til gengæld har Peugeot 2008 tabt terræn i den hårde konkurrence med et fald i salget på ca. 30 pct.

De tre sjoveste crossovers
Hvilkenbils redaktør Jens Velling peger her på de tre mest interessante crossovers hos de danske forhandlere lige nu:

Citroën C4 Cactus: Stilen er ikke for alle og det samme gælder den meget franske kørestilling med langt til rattet og kort til pedalerne. Men C4 Cactus er en fransk charmør, der gør det smart at være praktisk og byder på massive mængder udstråling og livsstil til noget nær lavpris. C4 Cactus er bohemen blandt crossovers. Pris fra 174.000 kr.

Nissan Qashqai: Originalen er lige kommet i andet oplag, og den overbeviser med god stil, gode allround egenskaber og aktuelle prisnedslag, der giver dig rigtigt meget bil for pengene. Qashqai har ingen imponerende spidskompetencer, men heller ingen svagheder. Det sikre valg uden at være kedelig. Nissan Qashqai er mærkevaren på tilbud blandt crossovers. Pris fra 244.000 kr.

Suzuki Vitara: Crossover-klassens frække gadedreng.
Suzuki Vitara: Crossover-klassens frække gadedreng.

Suzuki Vitara: Rustik, kantet og køreglad – sådan er den nye Vitara, der gør en dyd ud af rette linjer, hård plastic og mere macho-udstråling end de pigeglade klassekammerater. Dermed er den tættere på den originale offroader-idé, men heldigvis mere moderne med letvægtsteknologi og klassens vel nok sjoveste køreegenskaber. Suzuki Vitara er gadedrengen blandt crossovers. Pris fra 199.000 kr.

Fakta: Mest solgte crossover-biler i august 2015 samt jan-aug 2015

August stk. / Årets første 8 mdr. stk.

1. Nissan Qashqai 294 / 1. Renault Captur 2.440

2. Suzuki Vitara 182 2. / Nissan Quashqai 2.390

3. Citroen C4 Cactus 151 / 3. Citroen C4 Cactus 1.829

4. Renault Captur 150 / 4. Suzuki Vitara 1.141

5. Peugeot 2008 125 / 5. Peugeot 2008 949

6. Renault Kadjar 90 / 6. Suzuki SX4 916

7. Suzuki SX4 89 / 7. Dacia Duster 647

8. Mitsubishi ASX 82 / 8. Mitsubishi ASX 514

9. Ford Kuga 74 / 9. Opel Mokka 467

10. Mazda CX-3 66 / 10. Honda CR-V 433

Kilde: De Danske Bilimportører Kilde: De Danske Bilimportører

Læs også:

Livsstilseksperten: Crossover-købere vil have overblik og se seje ud

Crossovers er en cool biltype, men…

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here