Dacia smider prisbombe på det danske bilmarked

Herhjemme sælger Dacia Sandero ikke så godt, men i Europa storhitter den rumænske discountbil.
Til priser fra 130.000 kr. bliver Dacia Lodgy sensationelt billig.

Renault’s rumænske discountmærke Dacia underbyder alt og alle, når importen begynder i foråret med chokprisen 150.000 kr. for en fabriksny 7-personers MPV.

Det rumænske bilmærke Dacia er på vej til Danmark – og det vil med stor sandsynlighed gøre en allerede varm priskrig på det danske bilmarked rødglødende.

Holder de første pris-indikationer fra den danske importør, bliver der nemlig tale om sensationelt lave priser på Dacia. Den store MPV Lodgy på størrelse med Renault Grand Scenic og med plads til syv personer, sniger sig under 150.000 kr., når den kommer til Danmark til maj. Vil du hellere have fem siddepladser og en kummefryser af et bagagerum på 827 liter, kommer prisen angiveligt ned på 130.000 kr. Dermed lever den danske Renault-importør, der står bag den kommende import af Dacia, op til målsætningen om at gøre fabriksnye Dacia’er til et alternativ til godt brugte biler.

Som forbruger bør man nok også sammenligne Dacia med ældre biler. Dacia er den franske bilfabrik Renault’s discountmærke og bygger i vid udstrækning på ældre Renault-teknik.

Det koster på sikkerheden: Da Euro NCAP fornylig crashtestede 15 nye bilmodeller, dumpede netop Dacia Lodgy som den eneste med et brag. Blot tre af fem stjerner blev det til – samtlige konkurrenter fik topkarakter – hvilket fik flere eksperter til at advare mod Dacia Lodgy.
(Læs mere om crashtesten her).

Spørgsmålet er, om danske bilkøbere skeler mest til pengepungen eller sikkerheden. At dømme efter det nuværende rekordhøje bilsalg, spiller økonomi en afgørende rolle. To ud af tre biler der sælges i dag, kommer fra bilernes absolut mindste klasse, hvor den passive sikkerhed i bedste fald er middelmådig.

Førerpladsen i Dacia Sandero er enkel og nøgtern.

Diesel-mini til 110.000 kr.
Er prisen afgørende, smider den danske Renault-importør endnu en trumf på bordet med Dacia Sandero (billedet) – en mini på størrelse med Skoda Fabia, Kia Rio og Renaults egen Clio. Sandero kommer kun med Renaults fine 1,5 liters dieselmotor, der kører over 24 km/l, formentlig til yderst beskedne 110.000 kr. Det er 10.000 kr. mindre end Kia Rio med en 1,2 liters benzinmotor. Reelt er Dacia Sandero dermed 30.-40.000 kr. billigere end sine direkte konkurrenter. Efter planen kommer Sandero til Danmark til august.

Pålidelighed vil altid spille en stor rolle, når et nyt, hidtil ukendt bilmærke introduceres: Kan forbrugerne forvente kvalitet a la Toyota eller Lada – eller bare noget midt imellem? Den danske Renault-importøren henviser selv til, at Dacia i 2010 kun blev overgået af Audi i den tyske udgave af J.D. Power’s kundetilfredshedsanalyse. Omvendt indtog Dacia Logan – Sandero’s forgænger – den absolutte bundplacering med flere end 25 pct. fejl blandt 2-3 år gamle biler i den netop offentliggjorte TÜV-rapport 2013.

Uanset hvilken undersøgelse man tillægger størst troværdighed, så kommer Dacia med en garanti på tre år. Det er bedre end de fleste europæiske bilmærker, der nøjes med to år, men et stykke under de koreanske dukse Kia og Hyundai, der tilbyder henholdsvis 7 og 5 års garanti.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here