Dækstøj er trafikfarlig. Den lavfrekvente brummen fra dækkene gør os nemlig søvnige, og træthed spiller ind i 20 pct. af alle ulykker. Løsningen er nye typer asfalt.
De fleste af os kender den dybe rumlen fra dækkene, når bilen kører på grov asfalt. Dækstøj kaldes den lavfrekvente støj, der trænger ind i kabinen og i nogle tilfælde larmer så meget, at det bliver svært at høre radio eller føre en samtale.
Men dækstøj er ikke kun ubehagelig, den er også farlig. Ifølge en ny, svensk undersøgelse er dækstøj nemlig noget af det mest trættende, som man kan udsætte en bilist for. Det er forskere fra Sveriges vej- og transportforskningsinstitut VTI og Linköpings Universitet, der er i færd med at undersøge, hvordan lavfrekvent støj påvirker bilister. Ifølge VTI er trætte chauffører årsag til hvert femte trafikuheld på de svenske veje.
”Det kan hjælpe at lydisolere bilen så godt som muligt, men det kan ikke lade sig gøre helt at udelukke den lavfrekvente støj fra kørslen,” siger Anna Anund, en af forskerne bag undersøgelsen til den svenske avis Dagens Nyheter.
Når dækstøj er særligt trættende, skyldes det, at den er svær at identificere for bilisten.
”Man anstrenger sig ubevidst for at forstå, hvor lyden kommer fra, og så opstår trætheden,” forklarer en anden af forskerne fra VTI, Anders Genell, til Dagens Nyheter.
Som led i forskningen er VTI ved at afprøve en ny, støjdæmpende asfalt på E4 i Sverige. Også herhjemme arbejdes der med nye typer asfalt, der skal dæmpe støjen – blandt andet ved at lave små huller i overfladen, som støjen så at sige forsvinder ned i.