Vinterdæktest: Conti sidder på dæktronen

0

Her er årets bedste vinterdæk: Både i størrelse 15- og 17-tommer vinder Continental i den tyske bilklub ADACs årlige test.

Her på hvilkenbil.dk har vi allerede omtalt årets første test af vinterdæk fra brancheorganisationen for de tyske synshaller GTÜ. Og nu bekræfter en anden test resultatet: Det tyske dækmærke Continental sidder sikkert på vinterdæktronen.

I årets største vinterdæktest, som blandt andet FDM gennemfører sammen med den tyske bilistorganisation ADAC, er det nemlig også Continental, der løber med sejren.

Endda i begge de testede størrelser – 15″ og 17″ – som i øvrigt også er de størrelser, der køres til skridgrænsen i ADAC’s sommerdæktest.

Det første dæk, 185/60 R 15T, passer til minibiler som Peugeot 208, VW Polo Skoda Fabia og Fiat Punto. Her løber Continental lige som i GTÜ’s test med sejren med sit nye dæk ContiWintherContact TS850 M+S. På de næste pladser kommer, helt som i GTÜ-testen, Dunlop Winther Response 2, Firestone Wintherhawk 3 og Michelin Alpin A4.

I GTÜ’s vinterdæktest har Michelin- og Firestone-dækket dog byttet plads, men Firestone kører af sted med udmærkelsen ‘bedste køb til prisen’.

FDM mener, at ContiWintherContact 185/60 R15 T 850 er perfekt til dansk vintervejr: godt på tør og våd vej, men også godt på sne og is.

Næste størrelse i ADAC-testen er 225/45 R17H, som for blot et par år siden ikke rigtig var en relevant størrelse i dæk-tests, men som i dag er standardmonteret på mange biler. For eksempel Audi A4, BMW 3-serie, Ford Mondeo, Mazda og en række modeller fra VW. Her er det også det helt nye 850 TS dæk fra Continental, der kører sejren sikkert i hus foran Bridgestone Blizzak LM32-S, Michelin Alpin A4 og Uniroyal MS plus 77.

FDM slår fast, at sportslige standarddæk er uegnet i vinterføre og råder bilejere til at skifte til vinterdæk om vinteren,

“At en lang række af de lidt større biler de senere år er gået en dækstørrelse eller to op, gør især den sidste kategori interessant. Mange af de nye biler leveres nemlig med sportsligt tillempede dæk, som er optimeret til tør vej og matcher bilernes ofte høje tophastigheder og store fælge. Problemet er, at de er uegnet til at køre i vinterføre, hvor de har svært ved at få et ordentligt vejgreb. Kører man i en nyere bil, er det derfor ikke bare en god idé at skifte til vinterdæk, men ligefrem livsnødvendigt,” siger FDMs biltekniske redaktør Søren W. Rasmussen.

Se hele testen her på fdm.dk

Se GTÜ’s vinterdæktest i størrelsen 185/60 R15T her: Continental vinder årets første test

Ved nogle kørselsmønstre kan et helårsdæk eventuelt være en bedre løsning for dig – især på de mindste biler, der sidder på over 60 pct. af det danske nybilssalg som VW Up, Kia Picanto og Skoda Citigo. Se vores blogindlæg her om helårsdækkets styrker og svagheder: En varm anbefaling i en kold tid til helårsdæk

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation