De første brintbiler kommer i 2015

Japanerne satser på brintbiler som den ultimative, CO2-frie fremtid. Og den er lige om hjørnet – Toyota kommer først, skarpt forfulgt af Honda.

Mens store dele af bilindustrien forsøger at indhente Teslas elbiler, satser to store japanske bilmærker på at springe elbilerne over og gå direkte til brint. Honda har netop meddelt, at man sender brintbilen FCV (billedet) på markedet i slutningen af 2015. I første omgang bliver det en ren fornøjelse for amerikanerne, men kort efter bliver det vores tur her i Europa.

Hondas brintbil FCV bliver stadig mere kompakt og effektiv. I nyeste 2015-udgave er den på størrelse med Honda Accord.
Hondas brintbil FCV bliver stadig mere kompakt og effektiv. I nyeste 2015-udgave er den på størrelse med Honda Accord.

FCV er tredje generation af den brintbil, som Honda har arbejdet på siden årtusindskiftet. I tredje oplag er brændselscelleteknikken blevet mere end en tredjedel mindre. Elmotoren befinder sig i bilens front, mens batterier og tanken med brint er placeret under bagsædet. Dermed bliver der god plads til fem personer i FCV, der er på størrelse med en Honda Accord.

Den helt store fordel ved brint er, at man – ligesom i en bil med benzin- eller dieselmotor – fylder tanken op på tre-fire minutter. Brinten omsættes til strøm ved hjælp af elektrolyse, hvor det eneste, der kommer ud af udstødningsrøret er harmløs vanddamp. Honda hævder, at rækkevidden er over 700 km på en tankfuld brint, og dermed kombinerer en brintbil som Honda FCV den almindelige bils rækkevidde og hurtige optankning med elbilens rene udstødning. Med 100 kW (det svarer til 136 hk) har brintbilen omtrent samme kræfter som elbiler som VW e-Golf og Nissan Leaf.

I 2020 udvider Honda satsningen på brintbiler ved at indgå i et samarbejde med verdens næststørste bilproducent, amerikanske General Motors, om at udvikle og sælge fjerde generation af brintbilen.

Toyota Mirai kommer først med fremtiden
Verdens største bilproducent, Toyota, er et halvt skridt længere fremme. Japanerne har netop døbt deres første, kommercielle brintbil Mirai og meddelt, at den kommer på markedet til sommer. Mirai betyder fremtid på japansk, og den begynder blandt andet i Danmark, der sammen med Tyskland og England er pilotlande for lanceringen af verdens første, seriefremstillede brintbil.

Mirai kører knapt så langt som Honda FCV på en tankfuld brint – ca. 500 km – men topfarten på 180 km/t og 0-100 km/t tiden på ca. 10 sekunder er omtrent de samme.

I første omgang sender Toyota beskedne 700 biler ud i de tre europæiske lande. I Danmark forventes den afgiftsfrie pris at lande et sted mellem 500.000 og 600.000 kr., inklusive alt i sikkerheds- og komfortudstyr. Herhjemme ventes det, at der vil være 11 tankstationer klar til at fylde Mirai op med brint, når den er klar til salg til sommer.

Dermed tegner der sig et billede af to forskellige bud på, hvad fremtidens forureningsfrie biler skal køre på: Toyota, Honda og også koreanske Hyundai satser på brintteknikken, mens mærker som VW, Audi, BMW, Renault, Mercedes, Land Rover og til dels Ford vil forsøge at gøre Tesla kunsten efter og udvikle elbiler, der både kan køre langt og hurtigt ved hjælp af avancerede batterier. For eksempel varsler Audi en serie af elbiler, der inden 2020 skal kunne køre op til 700 km på en opladning.

Toyota har netop døbt deres første brintbil Mirai - japansk for fremtid.
Toyota har netop døbt deres første brintbil Mirai – japansk for fremtid.

Elon Musk, manden bag Tesla, holder fast i den batteridrevne elbil og har nærmest hånet den japanske satsning på brintbiler. Og så er der alle de bilmærker, der ser tiden an, mens Tesla og Co. på den ene side og Toyota og Honda på den anden udkæmper det, der helt sikkert bliver en drabelig kamp mellem batterier og brint. Kun en ting ligger fast – fremtidens bilmotor er elektrisk.

Læs også:

Danmark får Toyota brintbil først

Brintbiler eller elbiler? Kapløbet starter forfra

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here