Derfor skal du måske IKKE skifte til vinterdæk i år…

0

Hvilkenbil’s redaktør Jens Velling blogger om vinterdæk – og hvorfor stadig flere danske bilejere med fordel kan overveje et billigere og mere praktisk alternativ.

Forleden kom den første frost. Og straks var mediernes bileksperter klar med tests af årets vinterdæk og formaninger om at få skiftet fodtøj på bilen i en fart. Ellers går det grueligt galt, lod de forstå.

Al respekt for det. Selv om den danske vinter som regel er mere grå og hvid, har jeg altid selv talt varmt for vinterdæk. Har man blot én gang prøvet at liste sin Mondeo eller Passat på halvbrede sommerdæk hjem i carporten på en snevejrsdag, vil man helst ikke opleve det igen. Selv mindre stigninger forvandles pludselig til Alpe d’Huez og bremselængden…uha, den tør vi ikke engang tænke på.

For de lidt større biler der kører på brede dæk, er og bliver vinterdæk et must. Og du kan lige så godt få skiftet med det samme. Ellers kommer du til at holde i kø foran din dækekspert sammen med alle de andre optimister på årets første snevejrsdag. Hvis du da ikke ligger i en grøft og venter på Falck…

Men der er en undtagelse. For stadig flere danske bilejere findes der et glimrende, men overset alternativ til vinterdæk. To ud af tre biler der sælges i dag er nemlig fra den mindste bilklasse, der kører på små og smalle dæk. Og modsat de brede dæk på større biler, der kommer til at skøjte rundt oven på is og sne, træder de små bilers smallere hjul bedre igennem sne og sjap.

At bruge den fordel til at køre på sommerdæk året rundt, tør jeg ikke anbefale. Derimod ville jeg vælge et godt helårsdæk. Der bliver stadig flere af dem – og de bedste tackler alle årstider i fin stil, som du kan læse i testen her.

Helårsdæk er simpelthen den perfekte løsning til de mindste biler, der ofte kører i byen eller pendler på de større veje, der som regel er grundigt saltede og ryddede for sne.

Det er årstidens varmeste tip til ejere af VW Up, Toyota Aygo, Chevrolet Spark, Kia Picanto eller én af de andre mikrobiler, der sælges så mange af i dag: Drop det besværlige skifte mellem sommer- og vinterdæk og kør i stedet på helårsdæk. Du sparer 4.000 – 5.000 kroner til et ekstra sæt dæk, får bedre plads i cykelskuret (eller slipper for udgiften til et dækhotel), sparer tid og omkostninger til to årlige dækskift a 400 kr. uden at sætte sikkerheden over styr. Så hvad venter du på? Vinteren lurer lige om hjørnet…

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation