Hvilkenbil’s redaktør, Jens Velling, blogger om gas, der har stadig bedre muligheder for at overhale elbiler inden om som den mest miljøvenlige måde at køre bil på.
Elbiler har længe været udskreget som den store frelser, når det gælder om at reducere det stigende CO2-udslip fra transportsektoren. Men stadig mere tyder på, at elbilerne har mistet gnisten endnu inden festen er begyndt.
Her er, hvad du skal lægge mærke til: For nylig stillede Socialdemokraternes ordfører for klima- og energi, Pernille Rosenkrantz-Theil, sig op af en futuristisk Honda brintbil uden for Christiansborg og gav sin uforbeholdne støtte til bilgiganterne Hyundai, Nissan, Honda og Toyota’s planer om at gøre Danmark til foregangsland for brintbiler. Et initiativ der kom kort efter, at verdens største bilproducent, Toyota, nærmest officielt trak stikket på deres elbils-satsning på septembers biludstilling i Paris på grund af fortsatte udfordringer med batteriernes pris og rækkevidde. Nu vil asiaterne bruge flere penge på at udvikle brintbiler i stedet for elbiler.
Rosenkrantz-Theil og mange andre politikere er simpelthen ved at miste tålmodigheden med elbiler. ”Elbilerne er ikke kommet så langt ned i produktionspris, som vi havde håbet, og batteriteknologien er ikke modnet tilstrækkeligt. Så hvis vi skal have en mere klimavenlig transportsektor på kort og mellemlangt sigt, skal vi have hul igennem til gas som drivmiddel,” sagde hun for nylig til avisen Ingeniøren.
Gode erfaringer i Tyskland og Sverige
At regeringen mener det alvorligt, understreges af at Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) nu har sat sine embedsmænd til at regne på natur- og biogas som drivmiddel til både last- og personbiler herhjemme. I vores nabolande som Tyskland og Sverige har de nemlig særdeles gode erfaringer med at putte gas i tanken. Kører man eksempelvis på naturgas, som der er rigelige mængder af, reducerer man CO2-udslippet med 20 pct. sammenlignet med moderne dieselmotorer.
Rigtigt spændende bliver det, hvis man går skridtet videre og udvinder gas af gylle. Med 25 millioner grise på dansk jord er der ingen mangel på råmaterialet, der endda er relativt nemt at konvertere til biogas.
Flere energiselskaber forventer at kunne tilbyde biogas i løbet af 2-3 år. For miljøet kan det være en endnu bedre løsning end elbiler: Ikke blot udleder biogas ingen CO2 – det forhindrer metan i at slippe ud i atmosfæren, hvilket giver biler, der kører på biogas en teoretisk negativ CO2-udledning på minus 50 gr. CO2 pr. km.
Faktisk står fordelene ved gas som drivmiddel i kø: Distributionen kan baseres på det allerede vidt forgrenede netværk til naturgassen herhjemme, du fylder gas på bilen lige så hurtigt som benzin, rækkevidden er næsten lige så lang som for benzinbiler, og for bilfabrikanterne kræver det kun mindre ændringer af eksisterende forbrændingsmotorer at omstille til gas-drift.
Med mindre der sker et afgørende – og billigt – gennembrud for batteriteknologien, ligner elbilerne den store taber i jagten på mere klimavenlige biler.
På kort sigt tipper hvilkenbil, at diesel- og hybridbiler vinder frem, dernæst får gasbilerne deres gyldne chance, og om 20 år kører vi formentlig på brint. Og måske i elbiler. Men det kræver et teknik-spring, hvor batterierne bliver billigere og kan præstere en rækkevidde på 300-500 kilometer på en opladning. Der i øvrigt skal kunne foretages på samme tid, som det tager chaufføren at skænke og drikke en mellemstor café latte på en Starbucks-lignende hybrid af en café og lade-station. Sker det ikke, risikerer elbilen at ende som det rene gas…
Læs mere på ing.dk, der har adskillige spændende artikler om gasbiler.