Ens brændstofpriser er ikke snyd

1
48
brændstofpriser

Savner du også mere konkurrence på prisen, når du tanker? Læs her hvorfor benzin og diesel koster det samme på alle landets tankstationer.

Du har måske ofte tænkt, at det var aftalt spil, når du har set, at benzinen koster præcis det samme på alle tankstationerne i dit nabolag?

Med god grund. For billedet er typisk, at benzinen koster det samme helt ned på øre på de bemandede tankstationer og er ti øre billigere på de ubemandede tankanlæg.

Men nu slår en undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fast, at der ikke er aftalte brændstofpriser hos benzinselskaberne. Det skriver Forbrugerrådet Tænk.

Kom med dommerkendelse

Med en dommerkendelse i hånden har styrelsen undersøgt dokumenter hos benzinselskaberne og er kommet frem til, at der ikke er tale om aftalte brændstofpriser.

”Det kan synes påfaldende, når priserne er ens hos alle brændstofselskaber, og derfor har vi undersøgt det nøje. Vi har dog ikke konstateret overtrædelser af konkurrenceloven i form af aftaler eller lignende mellem selskaberne,” siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Jacob Hald.

Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, er ikke overrasket over konklusionen på kontrolundersøgelsen. Hvis selskaberne ikke ønsker at konkurrere om kunderne, er det let for dem at holde øje med og tilpasse sig hinandens priser, mener han.

”Selv om priserne er ens, betyder det ikke, at selskaberne har aftalt priserne. Vi må bare konkludere, at der ikke er nogen tankstationer, der hverken fra central eller lokal side er interesserede i at konkurrere på prisen,” siger Morten Bruun Pedersen og forklarer hvorfor:

”De ved, at den gevinst de vil kunne opnå i form af en øget kundetilgang ved at sætte priserne ned, sandsynligvis vil være kortvarig, fordi deres konkurrenter vil følge trop og sænke priserne tilsvarende. Og derfor bliver priserne ens,” siger Morten Bruun Pedersen.

Frustration hos FDM

FDM udtrykker frustration over, at benzinselskaberne kører med ens brændstofpriser, men siger det er positivt, at myndighederne ikke mener, at konkurrenceloven er blevet overtrådt.

”Vi så gerne en mere synlig konkurrence tankstationerne imellem – især nu hvor hjulene snurrer igen,” siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru, der mener, at der er luft i prissætningen til en priskrig, som ville bringe priserne ned.

Han tror dog ikke, at benzinselskaberne vil ændre prisstrategi lige foreløbig.

Læs mere om brændstofpriser her.

henrikh@hvilkenbil.dk

1 COMMENT

  1. OK tankene som jo er Coop (brugsforeningerne) og dermed formelt forbrugerejet, kunne passende gå foran og teste priserne. Men alle de fine ord om, at de tjener forbrugerne er pure løgn. De er også med i dansen om guldkalven.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here