Evoque er højbenet luksus til ’lavpris’

1
BILTEST: ’Baby’ Range Rover’en Evoque kan sagtens tage kampen op tyske konkurrenter. Sammenlignet med søsterbilen fra Jaguar er den et slagtilbud.
Hvilken bil?

Designet på den nye Range Rover Evoque står knivskarpt. I forhold til forgængeren fra 2011 er de cool linjer yderligere finpudsede men helt genkendelige. Selv om de to generationer ligner hinanden og de ydre mål er stort set de samme, er det faktisk kun dørhængslerne, som har fået lov at leve videre i den nye Evoque. 99,9 procent er nyt, og bilen er baseret på en ny platform, som deles med andre af koncernens modeller – blandt andet Jaguar E-Pace. Den nye platform giver lidt mere plads indvendigt, hvor den nyeste teknologi har holdt sit indtog. Under motorhjelmen er der firecylindrede turbobenzin- og turbodieselmotorer på programmet fra 180 hk til 300 hk. Alle har firehjulstræk og 9-trins automatgear. Startpriserne er barberet ned med 120-130.000 kr., så Evoque fås nu fra 568.000 kr. og en beskatningsværdi som firmabil på 500.000 kr. Men pas på; som sædvanligt koster det dyrt at vælge fra udstyrslisten. Vi tester her Range Rover Evoque i højeste udstyrsniveau R-Dynamic HSE med 180 hk turbodieselmotor til 808.000 kr.

Vidste du at?

Land Rovers nye ’Premium Transverse Architecture’, som Evoque benytter sig af, er udviklet til elektrificering. Som noget nyt er alle motorvarianter koblet til en lille elmotor, så den er en såkaldt mild hybrid. Det betyder, at der opsamles energi, når man bremser, og den udnyttes igen til acceleration. Ifølge fabrikken reducerer det brændstofforbruget med seks procent og sænker selvfølgelig også CO2-udledningen. Modeludbuddet af Evoque udvides efter planen i år med en rigtig ladehybrid. Med 3-cylindret benzinmotor, elmotor og batteri, som kan lades op i en ladestander, kan den køre på ren el. Sandsynligvis op til 50-60 km, men vi har ikke set specifikationer på denne bil endnu. Endsige priser.

Hvordan er førerpladsen?

Når man først har fået overblik over de to de digitale skærme og et utal af funktioner, savner man ingen verdens ting. Især ikke efter at der er kommet noget mere datakraft i infosystemet. I stedet kan man nyde den engelske dagligstue, der mere er moderne end chesterfield. Her er som standard læder på sæder, rat, instrumentbord, og dørsider, suppleret med bløde materialer, eldrevne sæder samt et hav af digitale finesser – både inden for komfort og sikkerhed. Vi kan kun nå at nævne et par stykker fra en næsten uendelig liste: Navigation, sikkerhedsassistenter og fuld LED-forlygter. Vores dyre testbil har desuden et bakspejl, der kan forvandle sig til en skærm og ’se’ bagud via et kamera. Med sin vidvinkel øger det udsynet bagud. En stor hjælp, hvis bagagerummet er stablet til loftet på ferieturen.

Hvordan opleves kabinen?

Mere rummelig. De lækre materialer fra forreste række er selvfølgelig ført om på bagsædet, hvor der takket være den nye platform er blevet bedre plads til knæene. Bilen er næsten 2 meter bred, så to voksne og et større barn har fin plads på en længere tur. Her er også ventilation til bagsædet og opladningsmulighed, som det hører sig til i denne prisklasse. Trods de kileformede ruder, der bliver smallere bagud, er udsynet til cyklister ved højresving faktisk OK. Bagagerummet er også vokset lidt i forhold til forgængeren – med ca. 10 procent til 472 liter. Pladsen øges til 1.156 liter, hvis bagsæderyggen, der kan deles i 40:20:40, lægges ned. Alt i alt er den nye Evoque rigtig anvendelig i hverdagen.

Er sikkerheden i orden?

Ja, absolut. I EuroNCAP sikkerhedstesten fra 2019 scorer Range Rover Evoque topkarakteren fem stjerner. Ud over at være en yderst stærk bil, der passer rigtig godt på både fører og passagerer ved en kollision, er Evoque også udstyret med en moderne nødbremse. Den kan ’se’ både cyklister og fodgængere, så de forhåbentlig undgår bilens høje front. Evoque har desuden en vejbaneassistent, der hjælper føreren med at holde kursen. Standardudstyret omfatter også en fartpilot/begrænser med skiltegenkendelse. Vil du have adaptiv fartpilot, der selv holder afstand til den forankørende bil, skal den tilkøbes i en sikkerhedspakke til 25.000 kr., eller man skal op i topmodellen HSE. Her hopper sikkerhedskæden af for Range Rover: En adaptiv fartpilot bør være standard i denne prisklasse. Læs mere på euroncap.com.

Hvordan kører den?

Letfodet. Det lyder måske ikke logisk, for Range Rover er en tung bil. 1,9 tons er svære at køre fra, og de mærkes også, når vejbump skal forceres. Det foregår med en del vuggen. Men ellers kører Evoque overraskende letfodet og adræt på små snoede biveje ud til landstedet. På intet tidspunkt går den på kompromis med komforten. Vi nåede ikke at teste bilen evner som firehjulstrækker i pløre og sand, men det skulle være en let sag for chaufføren. Via den ekstra betjeningsskærm kan man fortælle bilen, at nu skal den køre i krævende terræn. Så indstiller Evoque selv firehjulstræk, gearkasse, affjedring, antispin-systemer samt styretøj og speeder til underlaget. Desuden er vores tidligere erfaringer med Evoque, at evnerne i uvejsomt terræn er i særklasse. Arven fra den klassiske Land Rover fornægter sig ikke.

Hvordan er motoren?

Testbilens 180 hk turbodiesel passer udmærket til Evoque, og er noget billigere end den med 240 hk. Nogen sprinter er den ikke. Men dieseludgaven med sit store moment fra lave omdrejninger spiller fint sammen med den 9-trins – lidt adstadige – automatgearkasse. Den vil til enhver tid være vores valg frem for den 200 hestes benziner, der virker mere anstrengt i den 1900 kilo tunge bil. Begge høres dog lidt for meget i kabinen, og fire cylindre lyder desværre ikke særlig godt sammenlignet med seks. Men de holder forbruget nogenlunde stangen. Vi klarede ca. 14 km/l mod de opgivne 14,7 km/l. Endda med ekstra store 21 tommer fælge. Det er absolut godkendt i en højbenet sværvægter som Evoque.

Passer prisen?

Ja, i den grad. Prisen på Range Rover Evoque har fået et ordentligt hak ned på 120-130.000 kr. i forhold til forgængeren. Og så er motorydelsen ovenikøbet hævet fra 150 hk til 180 hk i dieseludgaven ligesom elbetjente lædersæder nu er standard. Prisfaldet ses også i sammenligningen med søsterbilen Jaguar E-Pace, der står på samme platform som Evoque. Den koster fra 653.000 kr., hvor Evoque altså er 85.000 kr. billigere. Sammenlignet med konkurrenterne står den ’lille’ Range Rover derfor langt stærkere: Mens mange af de nedenstående smykker sig med et mere udefinerbart ’premium’-label, så er Range Rover Evoque ægte luksus på fire hjul. Samtidig skal man huske, at Evoque altid har 9-trins automatgear og avanceret firehjulstræk og eldrevne lædersæder. Det koster en del ekstra hos konkurrenterne.

Er der alternativer?

En del. Ud over den noget dyrere søsterbil Jaguar E-Pace – primært premium-mærker som Audi, Mercedes, BMW og Volvo. Lad os starte bagfra og dyrest; Volvo XC40, der har et par centimeter mere mellem akslerne koster med 180 hk, automatgear og firehjulstræk 571.000 kr. Audi Q3 Quattro med 190 hk TDI-motor og automatgear koster 565.000 kr. Hos BMW har vi fundet to alternativer: SUV’en X1 og den elegante crossover X2. Begge med 190 dieselheste, automatgear og firehjulstræk til henholdsvis 502.000 og 517.000 kr. Hos Mercedes er det GLA-modellen, der matcher Evoque i størrelsen. Der er en helt ny udgave på vej som skulle lande herhjemme til sommer til priser fra omkring 450.000 kr. gætter vi på.

Konklusion:

For:  Design, udstyr, komfort, aut. gear og 4WD standard
Imod: Motorstøj, adaptiv fartpilot ikke standard
Hvilkenbil siger:

OVERSIGT OVERVISNING
Range Rover Evoque
Range Rover Evoque er designmæssigt særdeles vellykket. Samtidig byder den på en unik luksus-feeling, der emmer af britisk land-adel. Sammen med en voldsomt nedbarberet pris, spiller det Evoque på banen som et reelt luksus-alternativ til de tyske premium-mærker. Og så kører den faktisk ganske friskt uden at give køb på den udsøgte komfort. Kun den lidt støjende dieselmotor trækker ned.

FAKTA: Range Rover Evoque TD4 180 hk, R-Dynamic HSE AWD aut.  

Vejl. pris, inkl. lev.: 808.000 kr. (fra 568.000 kr.)
Anslået kontantrabat:* 30.000 kr.
Årlig ejerafgift: 8.600 kr.
Garanti (rust/mekanik): 6/3 år/100.000 km
Sikkerhed (Euro NCAP): 
Antal airbags: 6
Forbrug (WLTP-norm): 14,9 km/l – (CO2-udledning: 176 g/km.)
Forbrug i test: 14,0 km/l
Længde/bredde/højde: 437/200/165 cm
Akselafstand: 268 cm
Bagagerum (min/max): 472/1156 liter
Køreklar vægt: 1.891 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter turbodiesel
Effekt: 180 hk/430 Nm (v. 1750 omdr./min.)
0-100 km/t: 9,3 sek
Topfart: 205 km/t

Særligt standard udstyr (HSE)

20″ alufælge, fuld LED forlygter m. automatisk op og nedblænding, LED blinklys m. løbelys, elspejle med anti-blænd, bakspejl med kamera, nøglefri betjening, to-farvede lædersæder, læderrat med varme, infotainmentsystem med to trykfølsomme skærme, interaktivt førerdisplay, Meridian lydsystem, navigation, Wi-Fi Hotspot, Apple CarPlay, skiltegenkendelse og hastighedsbegrænser, parkeringsassistent med advarsel for krydsende trafik bag bilen, 360 graders kamera for parkeringshjælp, blind vinkel assistent, adaptiv fartpilot, automatisk højhastigheds-nødbremse (der ser cyklist/fodgænger) mm. 
(*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

1 KOMMENTAR

  1. En ny SUV. Det er måske ikke lige det, verden har mest brug for. Hvis vi vi gerne vil ændre den retning vi er på vej i, så er der mange flere bæredygtige alternativer. Det er vel ikke alle der køber SUV der skal kunne trække en 3000 kg trailer flere tusinde km i et stræk?

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation