TEST: Familiebus på fransk facon

0
Kubisme. Citroën C3 Picasso er bilernes svar på flyttekassen; kvadratisk, praktisk og med plads til det meste.

BILTEST: Lys, plads og komfort er i højsædet i Citroën C3 Picasso. Trods sin beskedne størrelse får den kompakte familiecontainer det maksimale ud af at være firkantet på den fede måde.

Hvilken bil?
Citroën C3 Picasso er den praktiske udgave af Citroën C3, som den deler teknik med. Med sin høje, firkantede kube-form udnytter Picasso pladsen på forbilledlig vis. Den kompakte størrelse og stilbevidste detaljer som centralt placeret digitalspeedometer, store hjul og en kantet, maskulin front, gør C3 Picasso til det fikse alternativ til sin rustikke storebror, Berlingo.

Åbenbaring. Smalle, to-delte forrudestolper gør op med den blinde vinkel, der ofte plager moderne familiebusser. Forruden fortsætter op i taget og giver en luftig atmosfære.

Vidste du at?
Citroën har gjort sig stor umage med at eliminere de kraftige forrudestolper, der skaber blinde vinkler i flere af konkurrenterne. I C3 Picasso er der to tynde stolper i stedet for én – og voila! – det er umuligt at overse cyklister og fodgængere.

Hvordan er førerpladsen?
Præget af lys og luft. Forruden når op i taget og skaber en luftig atmosfære, mens den høje siddestilling øger overblikket og letter ind- og udstigning. Digitalspeedometeret er næppe alles kop rødvin, men betjeningen af radio og ventilationsanlæg er nem og overskuelig. Største anke går på en lidt akavet kørestilling. Selv om rattet kan justeres frem og tilbage, sidder langbenede chauffører tæt på pedalerne med langt til rattet. Finish og samlekvalitet er gennemsnitlig, men instrumentpanelets nubrede overflade, der skal efterligne fornemmelsen af blød bark, er en lækker detalje.

Midtsøgende. Centralt placeret digital-speedometer er en smagssag, men giver C3 Picasso ægte Citroën særpræg. Gearskiftet er ikke det mest præcise.

Hvordan opleves kabinen?
Nærmest imponerende rummelig i betragtning af, at C3 Picasso kun er godt fire meter lang. Kernefamilien med mor, far og to børn mangler ikke noget. Tværtimod kan de vælge mellem ekstra benplads på bagsædet eller et udvidet bagagerum, fordi splitbagsædet kan justeres 15 centimeter i længden.  Ryglænet kan vippes bagover, hvis børnene skal have en lur på langturen. Bagagerummet er stort og regulært med en bund, der kan placeres som rum-deler i flere højder. Typisk for Citroën er der små aflæggerum til slik, solbriller og iPods over alt i kabinen.

Er sikkerheden i orden?
Godkendt. Fire airbags foran samt to ægte gardinairbags, der også beskytter bagsædepassagererne, er standard. Citroën C3 Picasso fik fire ud af fem stjerner i Euro NCAPs crashtest. I Danmark er elektronisk antiskrid (ESC) standard og derfor vurderes C3 Picasso som fem-stjernet. Ved påkørsel bagfra er beskyttelsen mod piskesmæld dårlig.

Hvordan er motoren?
Benzinmotoren på 1,4 liter er udviklet sammen med BMW, og det mærkes: 95 heste lyder beskedent, men de arbejder flittigt, kultiveret og tyst op til dansk motorvejsfart. Til bilisten med mange småture er den lille benziner hvilkenbil’s favorit. Også fordi Citroëns ellers fine dieselmotor (90 eller 110 hk) lyder en smule grov i C3 Picasso.

Passer prisen?
200.000 kr. er i orden for en rummelig og veludstyret familiebil, der tør stikke lidt ud fra mængden. Skal det være ekstra billigt, kan man spare 30.000 kr. på basisversionen uden aircondition, elruder og radio. Citroën er ofte flinke med rabatterne; hvilkenbil vurderer, at en kontantrabat omkring 15.000 kr. er indenfor rækkevidde.

Er der alternativer?
De koreanske søsterbiler Hyundai iX20 og Kia Venga koster omtrent det samme, lokker med henholdsvis 5 og 7 års garanti men mangler lidt af Citroëns flair for stil. Den aparte, men fleksible og endnu rummeligere Skoda Roomster med velfungerende turbobenzinmotor er en spændende outsider til knapt 200.000 kr. For 210.000 kr. kan man også rykke op i den større, mere avancerede Opel Meriva med baghængslede bagdøre. Opel fedter dog med udstyret, så i en direkte sammenligning er C3 Picasso omkring 30.000 kr. billigere end Meriva. C3 Picasso står sig godt mod konkurrenterne.

Konklusion
For:
Plads, fleksibilitet, udsyn, kørekomfort, kultiveret basismotor.
Imod: Potentielt akavet kørestilling, relativt højt benzinforbrug.
Hvilkenbil siger:

Citroën C3 Picasso overbeviser med forbilledlig pladsudnyttelse og overraskende god kørekomfort i klassen for kompakte familiecontainere. Et normforbrug på 15,6 km/l er ikke up-to-date, men prisen er i orden og stilen fransk på den fede måde.

FAKTA: Citroën C3 Picasso VTi 95 Seduction

Kunstertype. Kunstværk vil være en overdrivelse, men Citroën C3 Picasso stikker ud fra mængden af små familiecontainere.

Vejl. pris, inkl. lev.: 204.000 kr
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr
Mdl. leasing ydelse:** – kr
Årlig ejerafgift: 2.020 kr
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP, ud af 5):
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 15,6 km/l
Forbrug i test: – km/l
Længde/bredde/højde: 408/177/163 cm
Bagagerum (min/max): 385/1506 liter
Vægt: 1370 kg
Motor: 4 cyl., 1,4 liter, benzin
Effekt: 95 hk/135 Nm
0-100 km/t: 12,2 sek
Topfart: 178 km/t

Særligt standard udstyr:
Aircon, fjernbetjent centrallås, el-spejle, el-ruder foran, fartpilot,
længdejusterbart splitbagsæde, ratbetjent cd-radio, varme i forsæder.
Metallak: 6000 kr.

[email protected]

 

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation